UGLER, PURIKURA I SKOLEPIGEKOSTUMER, KLAM TEMABAR OG OM AT FÅ EN DRINKS MAN VIRKELIG IKKE HAR BESTILT... (DAG 9 I TOKYO, MANDAG 9. MAJ)

Vi stod op, og brugte formiddagen på at få ryddet lidt op i lejligheden, og pakke vores kufferter. Så begav vi os mod Akihabara, hvor vi havde lavet en reservation hos en uglecafé! Mon ikke de fleste efterhånden har hørt om ”kattecaféer” (der eksisterer sågar én i København) men i Tokyo vil man jo altid gerne tage den skridtet videre, så her er det uglecaféer, der hitter.

Uglecaféen var ikke nem at spotte udefra, men takket være Google Maps fandt vi den lille butik, i en lille sidegade i Akihabara. Mens vi ventede udenfor (sammen med en flok andre turister) fik vi udleveret en folder, hvori der stod diverse regler for færden i caféen. Da vi kom ind, fik vi også besked på at tale dæmpet, ikke bruge blitz, og kun røre forsigtigt med én enkelt finger – ikke noget med at ae og klappe. Der rejser sig (måske) et spørgsmål om dyrevelfærd, når man hører om sådan en uglecafé – det gjorde der i hvert fald hos mig. Ugler er jo ikke noget, man normalt ser som kæledyr – men disse ugler i denne café, er altså alle sammen opvokset som kæledyr. De kender ikke til andet. ”Jamen er det ikke synd?”. Det er vel ikke mere synd for uglerne end for f.eks. indekatte?

Der var i hvert fald stor nænsomhed og respekt omkring uglerne fra personalets side. Flere ugler havde et ”Don’t Touch” skilt hængende ved sig, fordi de holdt pause. Og skiltene roterede lidt rundt indimellem, så alle ugler får en pause indimellem. Så det er ikke bare det rene ”klappecirkus”, der bliver passet godt på dem :)

Rødt skilt = rør ikke.

At kalde det en ”café” er dog lidt misvisende – for det er  bare et sted, hvor du i 45 minutter kan kigge og røre ved, og holde ugler. Man ville faktisk heller ikke have tid til at drikke sin kaffe….

Ej men nååååårh!!!!

Personalet forklarede, at man måtte holde op til to ugler i sin besøgstid. Jeg nåede desværre kun at holde én ugle – men han var virkelig også nuttet! Jeg ville gerne have nået en mere – men med kun to personaler, og en flok på måske 15 ivirige turister – ja, så er det med at holde sig til! Rasmus nåede til gengæld at holde hele to ugler. Selvfølgelig valgte han de største, han kunne komme til at holde ;)

Rasmus holder sin første ugle.

Så blev det min tur! Jeg holder denne nuttede lille sag.. 

Såå blød at røre ved

Får sig lige et hvil... 

Helt fantastisk at være så tæt på en ugle!

Denne her var virkelig virkelig smuk!

Sindssygt nuttet altså!

Rasmus med ugle nr. 2

Jeg ville gerne have holdt denne - se hvor smuk den er! Men det nåede jeg ikke... 

Da tiden var gået (og den gik alt for hurtigt!) fik vi alle udleveret et billede, som var blevet taget med os og den ugle, man nu have valgt at holde. Et fint lamineret billede – så fint et minde at have fra dagen! Det fulgte bare gratis med i prisen.

Fint billede, som hænger på vores køleskab nu... 

Det regnede i Tokyo den dag, så vi var nødt til at anskaffe os en paraply. Vi gik rundt og kiggede lidt, købte en pandekage med fyld, og gik i spillehaller, hvor vi kiggede på unge japanere, fuldt optagede af at spille. Vi fik også lige taget en omgang purikura og denne gang i flotte kostumer, som man kunne låne til sine billeder. Fotoautomaten guidede os til forskellige flotte poseringer, og bagefter brugte vi lang tid på at dekorere vores billeder. Fantastisk meget underholdning for bare 24 kr.!

Mmm, lækker pandekage med jordbær, cheesecake og flødeskum.

Purikura!

Er vi ikke yndige ;)

Rasmus fik en spids hage ;)

Jeg valgte selvfølgelig hulahopeffekt!

Fik også spillet en omgang TsumTsum på spillemaskine. Yndlingsspil på iPhone!

Vi tager tilbage til Shibuya, og vi er ved at være sultne. Vi drømmer om at spise på en isakaya gerne ala den, vi spiste på om onsdagen. FourSquare tages i brug (den app var ellers ikke meget bevendt i Tokyo, synes jeg…) men den leder os hen til en lille restaurant, som var temmelig svær at finde – men det lykkedes. Man skulle op af en trappe, ind i en bygning, hen for enden – hvor man føler, man er i nogens vaskekælder. Så ud af en dør, hen ad en svalegang udenfor, og ind af en lille bitte dør.

Shibuya. Hvor vi boede i Tokyo.

Den lille dør til højre går ind til restauranten.... 

Da vi sætter os til bord og ser menukortet opdager vi, at det er fuldstændig samme menu, som det andet sted, vi var. Så det er åbenbart lidt af en kæde (?!). Det gør os nu ikke noget, for maden var jo god! Vi bestiller lidt af det, vi ved er godt (makrel og tofu, mmm!) samt nogle flere retter, vi ikke har prøvet før. Man må ryge på restauranten, hvilket min sidemand udnytter til fulde. Bortset fra at hun ikke ryger, men blot tænder en cigaret ca. hvert femte minut, bapper lidt på den uden at inhalere, og derefter holder den, så den oser over på mig og min mad. Liiiiiidt irriterende! ;)

Grillet makrel

På mange restauranter må man ikke have sko på indendørs. Så er der så fine slippers på toilettet, man kan låne :)

Maden smagte godt, men selve restaurantoplevelsen var ikke så god som på det andet sted. Personalet virkede også decideret arrogant – eller også er det bare os, der er blevet forvænte med den japanske høflighed. For egentlig tror jeg, de opførte sig, som man ville opleve det, de fleste steder i Danmark.. ;) Men vi blev lidt overraskede over attituden!

Da vi havde spist færdigt begav vi os i retning mod en bestemt bar, som jeg havde læst om. En temabar, med fængsel/hospitalstema. Dét skulle afprøves! Vi havde enormt svært ved at finde baren – primært fordi jeg havde en klar idé om, at den lå i en kælder, og derfor kiggede efter skilte ved diverse kældernedgange – men den ligger altså på 2. sal, og man kan se skilte og reklamer på bygningen, når man kigger op. Men ellers skal man vide hvor den ligger! For nede på gadeplan var der ingen skilte. Heller ikke, da vi gik ind i bygningen. Et Dymomærke sat på i elevatoren med ”ALCATRAZ E.R.” var det eneste, der afslørede at vi var på rette vej.

Vi kører op med elevatoren, og bliver mødt af en mørk bar med fængelsceller, forskellige hospitalsartefakter kombineret med dildoer og andet sexlegetøj lemfældigt placeret rundt omkring.

Mit ansigtsudtryk udtråler "hvad er vi gået ind til??" hahahaha




Vores tjener er i sygeplejekostume, og råber til os, at vi skal skynde os ”go! go! go!”.

Vi bliver ledt ind i en celle, og får udleveret et menukort, med en oversigt over virkelig klamme drinks.

Udvalget af drinks. Lækkert, ik?

Vi bestiller de skøreste på kortet, og får desuden udleveret et pilleglas med ”medicin” (små nødder). Mens tjeneren er væk hælder Rasmus pillerne ud på bordet, fordi han vil filme hvad der er i glassene. Da hun kommer tilbage og ser det, siger hun, at han skal tage sin medicin, hvorefter hun fodrer ham med nødderne, én for én…

Så ankommer vores drinks – Rasmus har bestilt drinken i et klamt hoved, og jeg får stillet en drink foran mig, som godt nok ikke lige ligner dét, jeg har bestilt. Og det næste, der sker, får jeg røde kinder af at skrive om i detaljer, men sagen er den, at min drink simpelthen bliver – hvad skal vi sige…  - penetreret gentagne gange med en sort gummidildo, som tjeneren holder i hånden. Jeg sad fuldstændig forstenet – ja, nærmest chokeret, mens jeg tænkte har jeg bestilt det??? – og NEJ, det havde jeg ikke! Men vores tjener var så spritstiv, at hun havde klokket i vores ordre, så i stedet for at have fået drink nr. 10, som jeg havde bestilt – ja, så fik jeg altså drink nummer 01 inkl. dildoshow!! Hahaha, det var dælme akavet!!

Flot fyr... 

Pænt nej tak til dessert... 

Men det var nu meget underholdende, at hun bare sejlede rundt. På den anden side, hvis jeg skulle arbejde på en bar i sygeplejekostume hver dag, og svinge rundt med dildoer og jeg ved ikke hvad, så krævede det nok også en lille buzz. Hun spurgte hvorfor vi var i Japan, og jeg fortalte at det var for at bl.a. opleve ”awesome japanese people” hvilket vi high-fivede på. Og da hun spottede min Totoropung brød hun ud i sangen fra filmen.

Selvom det var en sjov oplevelse på baren følte vi ikke behov for at bestille flere drinks. I stedet gik vi på jagt efter Shibuyas ”pisserende”, som skulle være et par små gader med små barer  - lidt ala Golden Gai i Shinjuku. Det regner, og vi går rundt med paraplyer, og prøver at finde en bar, der har plads til os to. Det er ikke let.

Den lille hyggelige bargade....

Vi ender på en lille bitte bar, der ligger op af en trappe, og kun består af en bar med fem barstole foran. Når bartenderen skal ud, må han kravle henover baren. Og når nye kommer ind i baren, må man rykke ned på næste barstol, da der ikke er plads til at gå bagom. Så småt er der. Vi falder i snak med bartenderen, som er meget venlig og taler godt engelsk. Vi taler om, at vi skal til Kyoto. Bartenderen fortæller en af de kvindelige gæster i baren, at vi er fra Danmark, og hun lyser helt op. Hun fortæller, at hun har været i Danmark, og at hun var helt vild med arkitekturen. Bl.a. arkitekturen i Københavns Lufthavn var hun helt vild med.

Selfie i spejlvæggen i baren. 

Selvom det er hyggeligt på baren nøjes vi med en enkelt drink, hvorefter vi tager hjem, og sørger for at blive helt klar til dagen efter, hvor turen går mod Kyoto.