MATCHA-SOFTICE, REAL-LIFE MARIOKART OG ANDRE FINURLIGHEDER (FØRSTE DAG I TOKYO, SØNDAG 1. MAJ)

Man sætter sig på en flyver, og små 11 timer senere, så er man i Tokyo! Eller, det er man så ikke, man er i Narita Lufthavn, og alene derfra og til Tokyo er der lige halvanden time. Hvis man tager det billige tog. Hvilket vi naturligvis gjorde.

Klar til afrejse! Af sted  mod lufthavnen.

Flyveturen gik problemfrit, og meget hurtigere end jeg havde forventet – jeg har jo ikke fløjet længere end til Barcelona, så jeg var spændt på denne lange flyvetur. Men jeg var godt underholdt af musik, spil og film på skærmen ved mit sæde. Rasmus og jeg valgte helt synkront at se filmatiseringen af ”En mand, der hedder Ove”. Nu har jeg jo læst (eller hørt) bogen, og bogen er nu bedst, men filmen var også ganske fin og meget rørende! Vi sad begge med våde øjne flere gange under filmen.

Ingen af os fik sovet på flyveturen – jeg synes det var enormt svært at finde en komfortabel stilling, samt at være træt nok til at sove – allerede kl. 01 fik vi serveret morgenmad på flyet! Så var det slut med at sove. Mit personlige space var i øvrigt temmelig indskrænket under hele flyvningen, pga. min siddekammerat fortil valgte at lægge sædet heeeeeelt ned LIGE med det samme! Det kunne bare ikke ske hurtigt nok! Og så sad jeg dér, sådan lidt småklemt i 11 timer. Og nød, når vi fik måltider, og han blev tvunget til at rette sædet op. Så længe (…eller kort!) det nu varede.

Flymad. Kylling i karry, salat, ost og kage.

Prøver at sove. Men selv med brystformet nakkepude (! :P ), sovemaske og noise cancelling headphones lykkedes det ikke...

 

Vores fly

I lufthavnen skulle jeg naturligvis på det mest avancerede toilet, jeg kunne finde. Dog kunne jeg ikke finde skyl ud knappen, og trykkede i stedet på flushing SOUND! Altså kom der en MEGET HØJ og vedvarende lyd af et toiletskyl, og jeg gik lidt i panik, indtil jeg fandt det rigtige håndtag til at skylle ud...

Men men men, alt i alt en ganske rolig flyvetur, det gik over alt forventning. Fra lufthavnen fandt vi hurtigt ud af at købe billetter til, samt komme med den billige toglinje mod Tokyo (Ueno Station). Narita Express koster dobbelt så meget – den er så også hurtigere – men vi havde ikke travlt, da vi alligevel først kunne tjekke ind kl. 15. Så vi nød en smuk togtur gennem det japanske landskab – forbi rismarker, med travle mennesker – unge som gamle, i fuld gang med at arbejde i markerne. Forbi små japanske byer, med farverigt vasketøj på altanerne og små haver, sirligt ordnede.

Vi fik os en ven på toget. En lidt ældre herre satte sig ved siden af mig, bemærkede mit SAS label på kufferten, og spurgte ind til hvor vi mon kom fra. Han havde selv været mange steder i Europa, men dog ikke Danmark. Da snakken faldt på befolkningstallet i Danmark, kunne han ikke lade være med at grine lidt, og senere bragte han Søren Kirkegaard på banen. Dog tror jeg vi skuffede ham lidt, da vi måtte erkende, at vi ikke rigtig havde læst noget af ham. Vi fik foræret en engelsksproget japansk avis af ham – endda med en dansk tegneserie i, Wulff Morgenthaler!

 Jeg tror, han syntes det var lidt spændende og eksotisk, sådan at tale med to blege vesterlændinge, og lige få luftet sit engelsk. Han talte egentlig udmærket engelsk, men havde indimellem lidt svært ved at forstå hvad vi sagde. Og når han skulle svare, kunne man godt se på ham, at han virkelig skulle tænke sig grundigt om. Men det var nu meget skægt at blive mødt af sådan en venlighed og nysgerrighed.

Generelt er vi blevet mødt af stor venlighed – selvom vi jo ikke har været her i mange timer endnu, i skrivende stund, men der udvises stor høflighed og service i butikker og på restauranter. Og så er der generelt en orden og en præcision omkring mange ting i Japan, som man ikke finder tilsvarende mange andre steder. Det opdager man hurtigt, denne orden. Utroligt mange mennesker beskæftiges i Japan tilsyneladende primært med at holde orden. Eksempelvis i metroen, hvor der står jeg ved ikke hvor mange mænd – samt deres overordnede, dirigerende fra toppen af en skammel – og sørger for, at alt forløber og glider glat med passagerer ind og ud af togene. Ved enkelte lyskryds er det åbenbart ikke nok, at lade lyset dirigere trafikken – her står også mænd med flag, og viser, når der må køres og ikke. Én mand i hver retning.

Og sådan bliver det ved. Men det skaber en orden og effektivitet, som er nødvendig at have, her i verdens største by.

Men apropos metro, så tog vi med Ginza linjen fra Ueno station til Shibuya. Dog gjorde vi først et pitstop i Ueno, og gik en tur i parken, sammen med tydeligvis alle andre japanere (tja, det er vel søndag…) og deres alt for nuttede børn. Japanske børn er vitterligt ikke til at stå for.

Vi købte softice i parken, og satte os i skyggen og spiste dem. Det var alligevel 25 grader, og vi havde alt for meget bagage, og alt for meget tøj på. Der blev købt softice med de mest japanske smage, vi kunne finde på: sakura (kirsebærblomst) og matcha (grøn te). De var så enormt cremede, og var lige hvad vi trængte til.

 

Da det var tid til at finde lejligheden tog vi som sagt metroen til Shibuya station, og havde en vis kamp med at finde i den rigtige retning mod vores AirBnB lejlighed! Op og ned af en masse trapper, og så tilbage igen, hvor Rasmus var en sand champ, der lige tog begge kufferter ved trapperne.

Drikkepause undervejs. Disse "vending machines" er på hvert et gadehjørne, hvilket ikke engang er en overdrivelse. Selv de små byer, vi passerede i toget, havde disse maskiner overalt, kunne man se... 

Picnic på fortovskant med diverse ting, vi fandt i et lokalt supermarked... 

 Vi måtte simpelthen tilbage til Shibuya stationen, for at fange wifi, så vi kunne gå på Google Maps, og finde den helt rette rute mod lejligheden. Lidt et cirkus! Men det kunne være værre, og det lykkedes. Lejligheden var fin, central – dog beskidt, øv! Efter en mailkorrespondence med udlejer (der var sket en smutter, det kan jo ske…) er vi nået frem til, at de kommer i morgen og gør rent, og at vi får gebyret for rengøring refunderet.

Så efter en lang rejse, hvor man bare har glædet sig til at smide sig i en seng, med helt nyvasket sengetøj. Så nej. Så må man lige selv lægge nyt sengetøj på. Gaaah…

Efter en omgang afslapning i lejligheden, gik turen ud i det pulserende Tokyo. Eller, så pulserende, at det åbenbart er STENDØDT kl. 20, når de sidste butikker lukker. Så har man mere eller mindre byen for sig selv! Men vi fik gået rundt i bl.a. Harajuku og Ometesando, hvor vi sugede al stemning og lyde til os. Og der var meget. Fra menneskemylderet på fortovene til bilerne på vejene, til togene, der kører forbi hvertandet øjeblik, til lastbiler, hvis eneste formål tilsyneladende er at køre rundt, og spille ganske rædderligt j-pop af store højttalere, mens bilerne er tilplastrede af store plakater af idolerne. For det er jo også en måde, at lave reklame på.

Det første vi så, da vi gik ud af vores dør og ud på trappen på vej ned - real life Mario Kart! Rasmus var så ærgerlig over at han ikke nåede at filme dem, men så stødte vi heldigvis på dem igen... 

Bare en fin bygning <3

Der var de jo igen! Vildt.. Og at de bare kører rundt i trafikken??

I Harajuku var vi inde i denne Alice i Eventyrland temabutik i tre etager, med alverdens dims og sager med Alice på. Butikken var fint udsmykket med de kendte figurer, og man skulle gå ind af en lille bitte dør, for at komme ind. Her stod i øvrigt en venlig japanermand, og sagde "pas på hovedet" (eller, det gætter jeg på, han sagde...) Det virkede til at være hans primære opgave. Butikken var i øvrigt fyldt med japanske teens, der udbrød "ooooh kawaii!" konstant. "Kawaii" er noget, der er sødt/nuttet så vidt jeg har forstået. At det svarer lidt til "cute".

Sød lille hund i et butiksvindue.

Vi begyndte at blive ret sultne, men vi skulle altså liiiige kigge i Kiddy Land (hallo mand, Studio Ghibli merch? Haps! Jeg fik købt lidt, men slet ikke nok… ;)) og liiiige kigge i Adidas Originals, indtil vi altså til sidst var NØDT til simpelthen at finde noget mad, ellers følte vi, at vi ville dejse om.  Vi er ikke som sådan ramt af jetlag, men har i dag følt os svimle og ”bagstive”. Lidt som om, kroppen stadig er ude at flyve – man er lidt ude af balance. Det blev lidt bedre af, at have fået noget mad – det blev til omgang ris med kød med fadøl til – 45 kr. pr. mand inkl. øllen! Og det smagte ganske fortrinligt.

Totorobamse i Kiddy Land. <3

Fastfood på japansk. Vi bestilte over en touchscreen, og gik op med sedlen til tjeneren, der kom ned med lækker mad til os, efter få minutter. Bum!

 Da øllen var drukket ud blev vi enige om at runde det nærmeste supermarked for at købe vand og snacks (Japansk slik!!) inden vi daffede hjemad mod lejligheden, og dejsede omkuld i sofaen, ovenpå en helt fantastisk forrygende første dag i Tokyo. Vi glæder os til i morgen!!