GRAVIDITETSDAGBOG UGE 30 - 34

UGE 30-34

Jeg tænkte, jeg lige ville skrive lidt om hvordan graviditeten har været på det seneste.

I forhold til, at jeg nu er så langt henne i graviditeten som jeg er, så synes jeg faktisk at jeg har det rigtig godt. Og det er jeg enormt taknemmelig for!

Mave vokser derudaf, men er alligevel ikke så stor som ved nogle af dem, jeg går til fødselsforberedelse med. Det er fascinerende, at der kan være så stor forskel :)

Jeg mærker liv flere gange dagligt, og det føles helt vildt nogle gange. Hun er jo også ved at være en stor krabat derinde på omkring 2400 gram, så det er klart at det kan mærkes ekstra meget, når hun bevæger sig derinde nu. Det føles både sjovt, underligt, dejligt – og indimellem er det decideret ubehageligt, når hun lige laver ”ormen” hele vejen fra ribbene og til… ja, understellet, for at sige det ligeud! Det er virkelig en mærkelig fornemmelse. Men jeg er taknemmelig for al det liv, jeg mærker, også selvom det nogen gange næsten er for meget af det gode med de fester, hun holder i maven! :)

Hun har også ofte hikke – det kommer tit efter jeg har spist og drukket. Så giver maven en masse små regelmæssige hop, og det kan mærkes tydeligt, og varer ved længe. Det er så mærkeligt! :)
Jeg har det godt i kroppen, men kan godt mærke at jeg er mere øm. Hvis jeg har ligget stille længe – f.eks. hvis jeg skal op om morgenen – så føler jeg mig virkelig som en gammel stivlemmet dame.

Jeg er konstant øm i ligamenterne i lysken og inderlårene (særligt det venstre) og hvis jeg har ligget stillet længe er det ekstra ømt, når jeg så skal i gang igen. Desuden er jeg også indimellem øm i mine knæled. Det er jo alt sammen pga. hormoner, der går ind og påvirker muskler og ledbånd, så det er helt naturligt – men indimellem lidt irriterende. Jeg synes dog stadig, det er heldigt sluppet, og det er ikke fordi jeg er træt af at være gravid. Endnu.

Jeg sover ikke sådan super fantastisk om natten ift. hvad jeg plejer at kunne præstere, men jeg får mig dog alligevel nogle timer sammenhængende. Ammepuden er min ven, og jeg sover med den imellem knæ og hvor den understøtter maven. Det fungerer rigtig godt. Jeg er ret dårlig til at sove længe, og vågner ofte ved en 5-6 tiden, hvor jeg skal op at tisse. Derefter er det ret svært at falde i søvn igen, men ellers tager jeg mig en lur senere på dagen, hvis det er nødvendigt.

En ting, jeg har været lidt ”plaget” af på det seneste, er manglende appetit og madlyst. Det kommer og går lidt, men der har været nogle dage, hvor det eneste tidspunkt, jeg følte jeg havde lyst til mad, var om morgenen. Især aftensmaden har været svær at få ned. Jeg har følt, at hun har stået så højt oppe under mine ribben, og at der ikke har været plads til så meget mad. Jeg har heldigvis ikke haft kvalme eller halsbrand, men mere en følelse af madlede og af, at der OVERHOVEDET ikke var plads til mere mad i maven. Så jeg har spist lidt mindre end jeg plejer, men jeg prøver at supplere med gode snacks.

Nu er jeg jo også gået på barsel – det gjorde jeg d. 15. December, altså dagen før vores bryllupsfest, så det var helt perfekt. Det kunne lade sig gøre, fordi jeg havde en del plustimer, jeg skulle have fyret af.

Det var ret travlt på mit arbejde op til min barsel, så det var virkelig rart, da jeg så kunne gå fra, og bare koncentrere mig om min graviditet. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle arbejde som jeg har det lige nu i graviditeten. Der kan ske meget på få uger, og jeg føler virkelig at jeg er blevet mere øm i kroppen, og indimellem får jeg også nogle ret heftige plukveer – som dog forsvinder, når jeg slapper af, men som ville harmonere dårligt med et travlt arbejde, hvor afslapning og hvile ikke er en mulighed.

Siden sidst har jeg været til det sidste lægebesøg i graviditeten. Her fik jeg målt blodtryk (fint) og blev vejet. Jeg vejer mig ikke selv, da jeg simpelthen ikke gider fokusere på vægt. Jeg havde ”kun” taget 300 gram på siden sidste lægebesøg, og det undrede jeg mig da lidt over, men lægen kommenterede det ikke, og hun blev skønnet til en fin størrelse. Derudover er hun jo super aktiv, hvilket er et godt tegn, og jeg spiser og drikker som jeg skal, selvom jeg kæmper med appetitten. Men hun får hvad hun skal bruge, og det går jo først og fremmest til hende.

Vi har holdt vores forsinkede bryllupsfest to måneder (..og en dag) før termin, d. 16. december, 31 uger henne i graviditeten.

Jeg har virkelig været spændt på – op til festen – hvordan jeg mon ville have det på dagen. Det aner man jo ikke, det er totalt et lotteri, og da vi allerede i juni havde gang i planlægningen (hvor jeg var nygravid) var det jo også svært at vide, om jeg ville ende med en svær og hård graviditet og om festen overhovedet kunne gennemføres.

Det kunne den heldigvis! Men jeg er glad for at vi holdte det den dag, vi gjorde. Det skulle ikke have været en uge eller to senere.

Det kan nemlig hurtigt gå op og ned i en graviditet, og selvom jeg stadig har det godt, så synes jeg også at det er blevet lidt tungere i kroppen igennem de seneste par uger, og jeg er ikke sikker på at jeg kunne have danset med samme energi, hvis festen skulle afholdes i dag.

Så det var heldigt – og helt perfekt, at det blev som det blev, og at jeg var frisk og havde masser af energi på dagen. Det er jeg så glad og taknemmelig for.

Terminen kommer tættere og tættere på, og med det følger også en masse tanker. Dels om fødslen – eller, det tænker jeg faktisk ikke så meget over, endnu. Det er stadig enormt abstrakt for mig, også selvom jeg går til fødselsforberedelse m.m. Men tiden efter fødslen. Hvordan bliver det? Dét tænker jeg meget over. Kan jeg overhovedet finde ud af at imødekomme hendes behov, at vide hvad det er, hun har brug for? Hvordan vil amningen komme til at fungere? Osv. osv. Dette hænger også sammen med, at vi har flere i vores omgangskreds, der har fået små babyer henover efteråret, og derfor hører man om søvnproblemer, ammeproblemer osv. Og det lyder bare så sindssygt hårdt! Og så kan man godt selv blive lidt ”bekymret”.

Men. Mon ikke det hele nok skal gå? Vi har hinanden, og vi har et godt netværk både i form af familie tæt på og venner, der selv har små børn og kan give gode råd og vejledning når man har behov. Det er trods alt trygt at vide.

Når det er sagt, så glæder jeg mig naturligvis også enormt meget til at hun kommer. Det bliver så vildt at se hvem det er, der ligger derinde og bokser løs.

Barslen går med redebygning. Det er vildt hyggeligt, og til tider lidt uoverskueligt! Der er mange ting, man skal have, men jeg vil nu mene at vi er ved at være ret godt med. Jeg er typen der, når jeg får en idé, så skal den idé helst være udført i går fremfor i morgen. Altså det skal helst ske med det samme. Og dét kombineret med en småkulret graviditetshjerne er ikke altid det bedste ;) Små (latterlige) ting kan pludselig fylde utrolig meget. F.eks. at vi ikke havde nogle huer til barnet. Det brugte jeg enormt meget energi og tankevirksomhed på at – jeg vil ikke sige ”panikke” over – men det fyldte meget, indtil jeg så fik købt mig nogle huer til hende. Det er utroligt fjollet, det kan jeg godt se, men måske er det også et udtryk for den usikkerhed og nervøsitet, der er omkring det at skulle have et barn, der indimellem kan manifestere sig i, at man skal have styr på noget konkret til barnet. Noget forberedelse.

Jeg vil ikke sige, at jeg er specielt ”kulret” eller hormonel, men jeg kan godt mærke, at jeg nok alligevel er lidt mere følsom. Jeg går ikke sådan og tuder, men hvis jeg får en følelse af at være ked af det, så kan det være svært for mig at holde tårene igen.

Jeg er dog for det meste rigtig glad og smaskforelsket i min søde mand, så det er virkelig dejligt!

Min graviditetsapp træder mere og mere vande i forhold til relevant info her sidst i graviditeten. En dag stod der bl.a. noget med ”når du om nogle år skal ud og trick-og-treate til halloween med dit barn, kan du fortælle at han/hun på dette tidspunkt i graviditeten var på størrelse med et pyntegræskar”. Oookay? Det vil hun nok synes er mega fed info at få? Haha! En anden dag stod der: ”hvordan er vejret? Måske er det tid til en tur på stranden. I så fald kan det være en god idé at exfoliere dine ben”. Det var altså i december, og der var slud. Og jeg har ikke brug for skønhedstips i min gravidapp. En dag brillierede den også med at fortælle, at ”det kunne være en god idé at arrangere et babyshower, hvis man manglede nogle ting til baby”. Det behøvede nemlig ikke være ens veninder, der arrangerede det – det kunne man da godt selv. Ej altså – er det ikke liiige grisk nok, agtigt?

Ellers ikke så meget mere at berette – nu har jeg også skrevet en hel del!

Jeg er jo godt i gang med fødselsforberedelse hos APA, og jeg synes det er rart at mødes med ”ligesindede” og dele tanker om graviditet og fødsel, samt at få forskellige øvelser til bl.a. håndtering af veer.

Nu kan man jo ikke rigtig lade som om, man har veer uden at have det, men vi har lavet nogle øvelser, der har givet smerte eller ubehag i kroppen – f.eks. syre i benene, knuge en isterning i hver hånd eller ligge på siden ovenpå en rundpind på gulvet – alt sammen noget, der føles smertefuldt eller ubehageligt i kroppen, men hvor man så kan arbejde med åndedræt og fokusering. Og det er meget interessant faktisk at opdage, hvor meget det egentlig hjælper at man fokuserer for at kunne håndtere denne smerte og ubehag.

Jeg vil i hvert fald varmt anbefale en eller anden form for privat fødselsforberedelse!

Og nu vil jeg stoppe her, for sikke da en lang smøre, jeg (endnu engang) fik skrevet.

GRAVIDITETSDAGBOG UGE 28 OG 29

Uge 28 og 29

Her går det stadig godt – nu går jeg bare og tæller ned til barsel. Vildt at det allerede er barselstid om lidt, men som offentligt ansat er man jo heldigvis så privilegeret at kunne gå fra 8 uger før, det er jo dejligt. I en vuggestue giver det dog også god nok mening, maven bliver jo altså større og større, og det er alt andet lige mere besværligt det hele.

Men altså, i det store hele, så har jeg det godt. Lidt mere træt om aftenen måske, men jeg kan også godt holde den gående med fest og dans til ud på natten til julefrokost, som jeg gjorde forleden – så betaler jeg bare lidt en pris dagen efter i form af ligamentsmerter og måske lidt ekstra plukveer. Så generelt set er jeg nogenlunde fortrøstningsfuld omkring bryllupsfest om mindre end to uger.

Føler mig ikke sådan super gravid, egentlig. Det er stadig ret abstrakt at jeg skal være MOR lige om lidt, og at jeg faktisk har et barn i maven (…wow!). Selvom jeg jo mærker hende ofte, er det bare så mærkeligt at det faktisk er et lille barn, min lille datter, der bevæger sig.

Jeg føler ikke, jeg er specielt hormonel. Måske er min tålmodighed lidt mindre. Men ellers føler jeg mig meget som mig selv. Ingen skøre cravings…

Jeg havde blot et lille ”moment” i Tivoli, hvor jeg tabte halvdelen af min belgiske vaffel med softice liiige ned i perlegruset. På det tidspunkt føltes det som det allermest uretfærdige i hele verden, og dér måtte jeg altså fælde en tåre! Selvom det er lidt fjollet at græde over en (…fucking) vaffel ;)

Jeg har været ved lægen! Eller, det har jeg jo fortalt om, men han gav mig et lidt mærkeligt råd, som jeg bare valgte at nikke til alt i mens jeg tænkte at det nok er lidt noget forældet vås. Han sagde nemlig, at jeg skulle hærde mine brystvorter med et frottéhåndklæde, så de kunne blive klar til amning og ikke var så følsomme. Øhm. Ja. Det tror jeg bare ikke rigtig på at man kan? Desuden har jeg nu flere gange læst at det faktisk ikke skal gøre ondt at amme. Det skal ikke være smertefuldt, for så har barnet forkert fat. Vigtig viden, jo.

Jeg håber, jeg kan amme. Jeg vil i hvert fald gøre alt for at forberede mig godt til det, og måske betale mig fra noget privat vejledning hvis jeg føler det kikser (man skal jo desværre ikke forvente at få meget vejledning af det offentlige…).

Der er sket mange gravid-agtige ting i mit liv på det seneste. Jeg har for eksempel været til glukosebelastningstest på Rigshospitalet. Fordi min farmor (som jeg desværre aldrig har haft fornøjelsen af at kende, da hun døde mange år inden jeg kom til verden) havde diabetes 1, så har jeg som gravid en øget risiko for at udvikle graviditetssukkersyge. Og det blev jeg så testet for.

Jeg havde hørt mange skrækhistorier om det der klamme sukkervand, man skulle drikke, men jeg synes egentlig ikke det var så slemt. Det smagte mest bare af dårlig limonade (de kommer en masse citron i, hvilket redder smagen noget). Det værste var helt klart at skulle undvære morgenmad, for jeg er ret så sulten, når jeg vågner.

Efter at have drukket 400 ml. tarvelig limonade på bare et par minutter skulle jeg så sidde i et venteværelse og vente i to timer. På en hård plastikstol. Jeg var SÅ træt, men man må altså ikke tage sig en skraber mens man venter. Jeg fik læst i min bog, men til sidst var jeg dog så træt og sulten at bogstaverne flød sammen, og det var svært at koncentrere sig. To timer er lang tid at vente. Da de endelig kaldte mit navn (eller, mit nummer var det egentlig) følte jeg mig helt omtåget og fjern. Mit blodsukker blev målt, og det var ganske lavt hvilket var godt, for så har jeg ikke sukkersyge (yaay, jeg kan spise marcipan og småkager!). Og så kunne jeg endelig spise min medbragte mad! Resten af dagen havde jeg sådan svag hovedpine, selvom jeg drak en masse væske (men det var som om at ”skaden var sket” og det ikke lige kunne rettes op på dén dag).

Samme aften den dag var jeg for første gang til fødselsforberedende undervisning hos APA, afspændingspædagogernes aftenskole. Jeg har købt mig til et forløb med 10 undervisningsgange af 2,5 times varighed pr. gang.

Vi er omkring15 på holdet, og vi ligger enormt tæt terminsmæssigt. Flere har termin samme dag som jeg eller dagen efter. Det er sjovt så forskellige vores maver er i størrelse, selvom vi alle er førstegangsfødende med termin samtidigt.

Til undervisningen lavede vi forskellige bevægelsesøvelser og venepumpeøvelser og til sidst sluttede vi af med en halv times snak, snacks og te – hvilket var totalt hyggeligt!

Jeg skal gerne indrømme, at da jeg (for efterhånden længe siden) tilmeldte mig holdet og læste om at der simpelthen var et punkt, der hed ”teen” hvor man skulle sidde i rundkreds og snakke, så var jeg lige ved at stå af! Men man når alligevel til et punkt i sin graviditet, hvor det faktisk bare er utrolig rart at sidde lige dér i en rundkreds sammen med en masse ligesindede og bare snakke om graviditet. At det bare kan dyrkes, lige dér, det er faktisk utroligt rart. Så jeg glæder mig meget til de kommende gange, og håber da også på at kunne få et lille netværk af medmødre, som man kan hygge på barsel sammen med.

Jeg har også været til 2. Jordemoderbesøg i graviditeten. Denne gang var det en anden jordemoder end sidst, for første gang var det en vikar. Vi kom ind til en rigtig sød og erfaren jordemoder, som skønnede barnet til at være 1300 gram og til allerede at ligge med hovedet nedad (hun kan jo nå at vende sig endnu). Og så fandt hun det der trærør frem for at høre hjertelyd, og Rasmus fik også lov at høre. Og der var heldigvis lyd! :)

Fed uro hos jordemoderen... eller... 

Hun kunne (desværre) også fortælle om hvordan man jo skal spare endnu mere i det nye år på hospitalerne, så det betyder f.eks. at man som barslende på patienthotellet kun kan få hjælp og vejledning til amning mellem kl. 7 morgen og 19 aften. Så det…

Lige så vel som at fødselsforberedelse består af to auditorieundervisningsgange med powerpoints. Det er bare ikke godt nok. Og det kan godt være, at jeg har økonomi til at kunne tilkøbe diverse kurser og vejledning i det private, men det er jo med til at skabe en kæmpe skævvridning. Og de, der virkelig har brug for hjælp og vejledning er nok ikke lige dem, der melder sig til (semi)dyre fødselsforberedelseskurser etc. Det er bare så forkert at det skal være sådan. Jeg er mest ked af det på andres vegne –jeg tænker at jeg har et godt netværk, ressourcer etc. så jeg er egentlig ikke såå bekymret, men for de mennesker, der ikke er så heldige som jeg, så synes jeg bare det er så synd og skam. Øv.

Nå, men jeg fik at vide hos jordemoderen at jeg var så sund og rask, og det er jo bare dejligt. Det føler jeg også selv at jeg er. Jeg mærker baby flere gange i løbet af dagen, både kraftige bevægelser og små puf, og det er skønt. Det er blevet mere besværligt at sove om natten og at ligge ordentligt, men heldigvis har jeg lånt den ammepude, min søster brugte til Konrad, og den er faktisk helt genial at sove med og aflejre kroppen med, når man sover på siden, så den er virkelig guld værd.

Plukveer mærker jeg også. Det er forskelligt hvor ofte og hvor kraftigt. For et par dage siden nev de så meget, at det gik om i lænden og i ligamenterne, og bare at skulle gå de 800 meter hjem fra Kvickly ved runddelen var nærmest helt uoverskueligt. Heldigvis gik det væk, da jeg hvilede mig, men irriterende, det var det!

Nu har jeg også fået skrevet en ordentlig smøre, så jeg må hellere slutte af for denne gang :)

Slutteligt en lille video. Hulahoppe kan jeg stadig - sådan da! :)

GRAVIDITETSDAGBOG (UGE 23 + 26)

Uge 23

Jeg synes det begynder at blive hårdere på arbejde. Der er mange forandringer på jobbet – en kollega, der har fået nyt arbejde, indkøring af nyt barn osv. (for 15. gang siden jeg startede, i øvrigt – og jeg startede 20. Februar). Så jeg føler mig ret træt for tiden, hvilket nok skyldes en kombination af årstiden og mørket samt travlheden på arbejdet. Jeg synes, jeg får lidt ligamentsmerter og føler mig øm og tung om maven, hvis jeg er for aktiv, ligesom jeg også får sidestik ved cykling eller for hurtig gang. Det strammer om maven, og jeg har føler at jeg har brug for flere hvil.  Jeg spiller musik for maven, fordi det er lidt hyggeligt – det er primært Beatles og Coldplay. Jeg håber hun kan kende musikken, når hun kommer ud, det kunne da være ret sødt – og praktisk, hvis hun falder til ro ;)

Siden sidst har jeg været til 50 års fødselsdag på Samsø. Det var super hyggeligt, men liiidt hårdt til sidst – vi havde så også været i gang i 11 timer! Så til sidst var det bare rart at komme hjem i seng, også fordi alle andre var blevet liiidt fulde, haha ;) Det er i øvrigt ganske specielt at være i et selskab, hvor man ikke kender ret mange, men til gengæld er gravid – man får utroligt meget opmærksomhed og random kommentarer og ”gode råd” ala ”husk at få sovet!” (…for søvn kan man jo netop spare op på en konto, eller… nå nej!). Ellers er folk heldigvis søde, jeg synes ikke jeg har fået en masse ”forfærdelige” historier eller noget endnu – men det kan selvfølgelig nå at komme, jeg har dog tænkt mig at sige fra hvis jeg ikke bryder mig om at høre på det. For det må man faktisk godt. Sige fra, altså.

Uge 26

Har lige glemt at opdatere fra preggo-land, men altså her går det faktisk meget godt. Overraskende godt, set i lyset af at jeg kun har to uger tilbage af andet trimester i min graviditet. Lige nu synes jeg faktisk, jeg har det bedre i kroppen end jeg havde sidst, jeg skrev dagbog her.

Jeg var ved andet lægebesøg i graviditeten for en uges tid siden. Det var stille og roligt, og handlede egentlig bare om at blive vejet (vægten sagde ved lægen +6 kg siden 1. lægebesøg i uge 8, så det er jo helt fint), få målt blodtryk (også lige som det skal være), få taget mål af maven (symfysemål, hvor man måler fra kønsbenet og op) og så hørte vi hjertelyd – altid dejligt! Men jeg er bestemt ikke i tvivl om at hun er derinde, for jeg mærker hende flere gange dagligt. Nogle gange føles det helt vildt – jeg ved ikke om det er, når hun slår kolbøtter. Andre gange er det små spjæt og nogle gange sparker hun LIGE ned i underlivet (…ja). Og det føles SÅ sært!

Især på arbejdet er hun rigtig aktiv – jeg tror hun reagerer på de andre børn, måske?! Nogle gange tænker jeg, gad vide om det er helt vildt stressende for hende med al den gråd og larm osv., haha – måske en fjollet tanke! Men hun bliver da i hvert fald vant til lidt af hvert.

Jeg synes, jeg har det rigtig godt i min krop for tiden – og det nyder jeg virkelig og sætter pris på, for det kan hurtigt vende. Det er længe siden, jeg har mærket sidestik ved cykling og gang, og jeg synes heller ikke jeg føler mig så tung og øm i kroppen. Føler mig egentlig ret stærk og ovenpå.

I sidste uge var vi i Prag, og jeg var som jeg vist også har nævnt tidligere ganske spændt på hvor meget, jeg kunne klare rent fysisk. Vi gik mellem 8 og 14 km. hver dag, og det var ikke noget problem. Dog prioriterede vi også et par timers hvil på hotellet hver dag om eftermiddagen inden aftensmaden, og det var rigtig rart. Ellers var det ikke et problem at gå – jeg fik bare ret ømme muskler i mine inderlår (??) men det var ligesom det. Så jeg er ret heldig – jeg ved det godt!

(karbad i Prag - så dejligt!)

Maven bliver større og større, og jeg har da også fået den ”herlige” kommentar på facebook ”er du nu sikker på, der ikke er to?” som jo nok er nummer 1 på listen over ”ting, man ikke siger til gravide” ;) Jeg er nu ganske glad for og stolt over min lille tykke mave, den er helt perfekt i mine øjne, for den rummer jo mit dejlige lille barn, som jeg glæder mig så uendelig meget til at møde <3

GRAVIDITETSDAGBOG UGE 21 OG 22

Uge 21

Så har vi været til scanning! Det var vi i sidste uge, da jeg var 20+2. Jeg havde sagt ja til en scanning tidligt mandag morgen (kl. 7.45) fordi jeg jo så kunne nå på arbejde bagefter. Fint nok jo, men jeg var en aaanelse træt, da vækkeuret ringede ekstra tidligt på en mandag. Er simpelthen så dårlig til at komme ud af fjerene for tiden. Nok en klassiker på denne årstid og smid så lige en graviditet oveni puljen.

Nå, men af sted mod Riget cyklede vi og kom ind i et lillebitte scanningsrum, men hey, der var en skærm der virkede denne gang, så jeg kunne kigge ordentligt med selv – yay! Jeg var spændt, da jeg lagde mig på briksen, men slappede hurtigt af, da vi blev scannet af den sødeste sonograf der også havde lidt humor – det er ofte godt i sådan nogle sammenhænge, det er i hvert fald med til at gøre mig tryg.

Der blev scannet løs, og noget af det første vi så var at det stadig var en lille pige, vi ventede os. Jeg var ærligt talt også blevet noget overrasket, hvis hun pludselig havde groet en lille tap – men man hører jo om den slags, så det kunne jo være : )

Hun lå og puttede sig med hænder, arme og ben foran kroppen – putteglad, ligesom sin moar ; ) men det gjorde det jo altså noget besværligt at scanne alle de der mange ting, der skal scannes ved sådan en 20 ugers scanning – som i øvrigt kaldes en gennemscanning nu om stunder, og ikke længere misdannelsesscanning (det lød sgu også grimt…).

Men for at hjertet kunne blive scannet korrekt var det vigtigt, at hun lå ordentligt. Så same procedure as last time – jeg måtte ud at tisse, drikke vand, hoppe lidt og så prøvede vi igen. Og nu lå hun ordenligt, men havde altså ufatteligt travlt med at demonstrere diverse evner indenfor at slå kolbøtter, strække sig, vende sig osv. Besværlige barn, altså! ;) Til sidst lykkedes det at få den korrekte måling – men det var ikke let.

Scanningen varede i alt en 40 minutters tid, og hun trykkede ret hårdt til på min mave, hende der scannede mig – så jeg var noget øm bagefter. Men det var så fint at se vores lille pige, der lå med fødderne heeelt oppe i hovedet, og på et tidspunkt kunne vi også se hendes fine små ansigtstræk – det var helt vildt, den sødeste lille næse og overlæbe kom til syne.

Rasmus var jo lidt nysgerrig på hendes hænder, nu hvor han selv er indehaver af en ”pote”, som vi kalder den – kort sagt en underudviklet venstre hånd, som i øvrigt totalt ligner denne drengs hånd – det er så vildt, har aldrig set nogen med samme slags hånd som Rasmus!: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-03-26-far-fra-ikast-fik-afslag-saa-byggede-han-selv-robothaand-til-7-aarig-soen

Det kan være svært at scanne hænder fordi babyer jo ofte har knyttede hænder – også i maven, men hun var alligevel sød at strække fingrene ud så vi fik syn for sagen. Rasmus mente at hun blærede sig med alle sine fingre, for hun lå med hænderne oppe foran munden, og det lignede næsten at hun spillede på fløjte – haha!

(her sparker hun sig selv i hovedet - imponerende alligevel!)

Alt i alt en helt igennem veloverstået scanning med en pige, der ligger 0,04 procent fra gennemsnittet – så det må siges at være flot. Vi skulle jo begge videre på arbejde, så fejringen blev gemt til aftensmaden, hvor vi tog på Kuma og spiste japansk streetfood.

Ellers går det godt, hun er begyndt at sparke rigtig meget nu – jeg mærker hende hver dag, og om aftenen sparker hun så tydeligt at både jeg og Rasmus kan mærke det udenpå. Det er så dejligt – og også helt vildt underligt. Tænk at der ligger NOGEN inde i MIG og sparker?!

Maven vokser fortsat, den ligner virkelig en rigtig gravid mave nu, der popper ud med kanter foroven og forneden – ej jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, haha! Men det er helt vildt at se sin krop i sådan en forandring. Og jeg er meget stolt af min mave : )

Her kommer lige et mavebillede i undertøj, håber ikke I får kaffen galt i halsen :P

Navlen bliver også fladere i og med at maven vokser, og i nat drømte jeg at navlen poppede ud – det skete bare sådan lige ved at jeg sugede maven ind og så pustede ud, og så PLOP så poppede navlen ud, men den var simpelthen så grim – den var ligesom faldet helt ud og hang bare i en tynd hudsnor fra selve navlehullet – ej det lyder vildt klamt, og det var det også. Hvor får man de der skøre drømme fra, altså? Det er langt ude. :D

Uge 22

Jeg mærker masser af liv dagligt, og det er så skønt. Det er alt fra deciderede spark til små spjæt og hvad jeg tror må være hikke, fordi det er små regelmæssige ”blob” langt inde fra maven. Skægt er det i hvert fald. Jeg nyder rigtig meget at kunne mærke hende. Hun har jo masser af plads at boltre sig på, så det er meget forskelligt hvor jeg mærker sparkene. Men der er i hvert fald masser af liv – det er skønt!

Jeg har også fået en vaccine mod influenza. Der vist lidt tvivlsomhed om hvor god effekt den har, men jeg tænkte bare – hvorfor ikke tage imod den, når nu den er gratis for mig, og jeg må sige at arbejde et sted hvor jeg er i risiko for virkelig at blive eksponeret for smitte, hvis der pludselig udbryder en epidemi. Så – et stik til mig, og en øm arm i et par dage.

Derudover er jeg begyndt at smøre maven med mandelolie. Jeg tror ikke en hujende hatfis på alt det der med at man kan forebygge strækmærker. De kommer hvis de kommer, og de kan ikke afhjælpes. Mange har sagt til mig ”du skal bare smøre med mandelolie, det gjorde jeg, og jeg fik ingen strækmærker!”. Så tænker jeg ”godt for dig!” – men mon ikke du havde undgået dem også selvom du ikke havde smurt? Enten er man disponeret for strækmærker eller også er man ikke. Og jeg er ikke bange for strækmærker. Så det er ikke derfor jeg smører. Jeg smører mest for hyggens skyld, det er nemlig et dejligt lille aftenritual der også ofte medfører spark indefra maven – så føler jeg lidt at jeg har et ”moment” med mit barn inde i maven, og dét er jo skønt og derfor kan jeg anbefale at smøre. Men ikke hvis man tror, man undgår strækmærker. So far har jeg ikke nogen strækmærker, og om jeg får nogen må tiden vise – jeg er ikke typen, der tænker at min verden går under, hvis jeg får nogen. Jeg har nogle små blege nogen på inderlåret, som jeg fik i puberteten og de har egentlig aldrig generet mig.

Dog har jeg fået lidt små blodsprængninger på maven – og på det ene bryst, og det må næsten være fordi huden har skullet give efter hurtigt. Det er dog så småt at det næsten ikke er til at se med det blotte øje. Men igen – jeg er ret ligeglad, egentlig og tager det med ophøjet ro. Come what may! : )