VORES JAPAN REJSE PÅ FILM!

Som altid havde vi også sørget for at filme på vores rejse. Vi filmer med spejlreflekskameraet, og så klipper jeg det sammen i iMovie. "Men oplever I overhovedet noget, når I skal se alt gennem en linse?" er en kommentar, jeg ofte hører. For os betyder billeder og film fra vores rejser uendeligt meget for os. Når vi kigger det igennem sammen dukker alle de skønne minder op, og det er fantastisk! Så derfor filmer vi. Når det er sagt, så pakker vi faktisk også kameraet væk (ja, vildt nok!) og ofte har vi det måske kun fremme for lige at tage et par billeder af sted og stemning, og så er det ellers pakket væk igen, så vi kan nyde det rigtigt og være til stede. For nej, hvis man KUN ser det hele igennem en linse, så er det ikke det samme... (det måtte jeg også nogle gange minde Rasmus om! :P) Men jeg synes vi har været gode til at suge til og opleve mens kameraet har ligget i tasken. Når vi filmer er det små sekvenser af max 15-20 sekunder ad gangen, så egentlig er det jo ikke "meget", vi filmer :) Men det er nok til at indfange en stemning, et øjeblik, som vi gerne vil mindes og kunne huske. De klip, vi filmede på vores Japanrejse, er blevet til denne film. Jeg håber sådan, at I har lyst til at kigge med? For første gang i vores rejsefilmshistorie har jeg eksperimenteret med at inddrage reallyd også - yes yes, nye tider :)  HUSK AT TRYKKE PÅ HD OG HØJESTE OPLØSNING! :D

PØLSE PÅ PIND, JAGTEN PÅ EN PLASTIKRING OG KAPSELHOTEL (DAG 14. I JAPAN, LØRDAG D. 14. MAJ)

Lørdag formiddag gik turen atter tilbage til Tokyo. Inden vi tog af sted på vores rejse til Japan havde vi ikke helt besluttet os for hvordan vi skulle komme tilbage til Tokyo fra Kyoto. Vi havde overvejet at tage med en bus, der kører om natten, men vi frygtede lidt, at vi ville komme for sent til vores fly hvis vi tog bussen. Det vil man jo ikke risikere! Derudover ville vi jo så skulle sidde op og sove i en bus, og jeg kan ikke sidde op og sove. Og en lang nat uden søvn efterfulgt af små 11 timers flyvetur – det kunne jeg egentlig ikke lige overskue…

Så prøvede vi at undersøge andre måder at komme fra Kyoto på. Shinkansen er nemlig rævedyr, så vi havde egentlig tænkt, at vi kun skulle tage den den ene vej. Men sådan endte det ikke. For med de lokale tog tager det mange, mange timer at komme frem, og man skal skifte et hav af gange undervejs. Så i stedet tog vi ja-hatten på, og tænkte at det da også var meget rart at få nogle flere timer i Tokyo, fremfor at skulle bruge hele dagen/aftenen på at køre tog. Så er de små 900 kr. pr. person for en togtur på et par timer alligevel godt givet ud.

Vi var også lidt i tvivl om, hvordan vi skulle overnatte i Tokyo. Om vi skulle finde et hotel tæt på lufthavnen for den sidste nat. Vi havde også snakket lidt om, at det kunne være sjovt at prøve sådan et kapselhotel  - nu hvor man endelig var i Japan! Det er sådan med kapselhoteller, at langt de fleste er kønsopdelte, dvs. at Rasmus og jeg ikke ville kunne sove sammen. Vi besluttede dog, at det ville være okay for oplevelsens skyld – alligevel gik jeg i gang med en research (mens vi stadig var i Tokyo) og fandt frem til ét bestemt kapselhotel (Kiba) som havde åbnet op for muligheden for at par kunne overnatte i en kapsel sammen. Efter lidt mailkorrespondance havde vi så booket en kapsel der.

Men af sted gik turen med Shinkansen, endnu engang en smuk tur. 

Det var liiiidt hårdt at trække den tunge kuffert med sig

Et farvel til Kamo-floden. Der fik Frk. Sentimental jo lige en klump i halsen... :'(

Vi skulle da lige have en snack inden rejsen. Det var selvfølgelig Rasmus der købte disse pølser på pind!

Smukt smukt smukt smukt!!!!

Frokost til turen. Sandwich, wraps, lemon soda og desserter med matchasmag

Fremme ved vores kapselhotel blev vi mødt af meget venligt personale, der talte godt engelsk, dog med klassisk ”r” udtalelse af ”l”-ord. F.eks. skulle vi huske at ”rock your rocker” . Altså at låse vores skab… Men jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt indeni.

Vores store kufferter blev sat hen i afdeling ved receptionen, og så kæmpede vi ellers med at få vores håndbagage ind i vores lille ”rocker” (altså, ”locker”, ikk…). Det var sådan noget ”1-2-3” og så skynde sig at lukke, og vide med sikkerhed, at næste gang man åbnede skabet, ville alt vælte ned i hovedet på én.

Dernæst gik vi op til vores kapsel, for lige at tjekke den ud. Når man er et par, der indlogeres på Kiba kapselhotel, så får man en kapsel i kvindeafdelingen. Lidt mystisk jo, men det fungerede... Rasmus skulle så ned på etagen nedenunder, når han skulle bruge toilettet, for det var selvfølgelig women only her på kvindeetagen.

Afprøver lige vores kapsel! ;)

Vi besluttede os for at drage ud i verden, og se det område som hotellet ligger i. Området hedder ”Kiba” og det er ikke synderligt interessant. Vi fandt en spillehal et stykke væk, hvor vi var inde at kigge og bl.a. blev meget fascinerede over granvoksne mænd, der sad gravalvorligt og spillede et eller andet form for hestespil. Man skulle også huske at fodre hesten og strigle den og jeg ved ikke hvad, og så skulle hestene løbe ræs mod hinanden…

Lige uden for hotellet

En stor park i nærheden af hotellet

Sky Tree i baggrunden

Fuld koncentration om hestespil!

Vi gik ud af spillehallen igen, og ned til stationen, hvorfra vi tog toget et par stop, og endte ved Akihabara. Den elektriske by.

Undervejs kom vi bl.a. forbi en genbrugsbutik, der havde næsten alt tøj sat ned til 100yen. Hvilket altså svarede til omkring 6 kr. Vi fik begge købt lidt.

Vi fortsatte ind mod Akihabara. Jeg var stadig flyvende ovenpå gårsdagens frieri, og nu hvor Rasmus ikke havde sørget for nogen ring inden frieriet jokede jeg lidt med, at ”vi da kunne trække én i en automat!”. Bare sådan for sjov, og som et fint symbol og minde, indtil jeg fik en ”rigtig” ring at sætte på min finger. Men det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Selvom det vrimler med den slags automater, så er det mestendels små plastikfigurer, nøgleringe og mobilsmykker, man kan trække. Ingen fingerringe! Der gik helt sport i det til sidst, og vi ledte sågar hos vores gode ven Don Quijote (døgnåben flere etagers butik med ALT hvad man ikke vidste, man manglede…) – men ak! Ingen held. Til sidst havde vi nærmest givet op, men inde i en lille sjov butik med tegneseriefigurer og andet gejl fandt vi så nogle gyselige plastikringe. Det endte med en gul ring med en stjerne på – meget sød. Meget for stor til min lille ringefinger. Men jeg var glad!

En butik KUN  med automater - der må da være gevinst! men nej... 

Glad type med plastikring! ;)

Se så fin den er! :)

Hvad man da ikke kan få i Japan - diverse nakke/hovedholdere til når man ligger på maven og bruger sin tablet. Jeg kunne faktisk godt bruge sådan én!

Vi var også ved at være ret sultne, så vi gik på jagt efter et spisested. Det er som om, det ikke vrimler med gode spisesteder i Akihabara, der jo mest bare består af elektronikbutik på elektronikbutik og massevis af spillehaller. Til sidst endte vi et sted, der var ned af en trappe, og som var et mystisk miks af Biergarten og japansk mad. De spillede schlagermusik, og kvinderne var iklædt samme outfit, som man kan støde på i baren en våd aften på Heidis Bier Bar  - dog knap så nedringet.

Man kunne bestille forskellige små retter, så det gjorde vi. Bl.a. bestilte vi lynstegt tun med avocado, fritter af en rod fra en plante (burdock, som vist er det, der hedder ”burre” på dansk) ooog så et tysk indslag i form af pølse og kål. SÅ mærkeligt! Og så kæmpe store bier vom fass til. Maden smagte ok, men det var ikke nogen super kulinarisk oplevelse, og restauranten blev da også mest bare valgt fordi det nu lige var den der var der, på det givne tidspunkt, og vi var ved at være temmelig hangry begge to.

Butikkerne begyndte at lukke i Akihabara, og vi vendte snuden mod vores kapselhotel. Her klædte vi straks om til de lækre pyjamasser, man får udleveret – sammen med sutsko. Der var altså noget vildt hyggeligt over at alle gæster gik rundt i matchende brune pyjamasser!

Jeg lagde mig i kapslen og så lidt tv på det minifjernsyn, der er i kapslen. Jeg havde håbet på at der var et skørt japansk gameshow, jeg kunne se, men så heldig var jeg ikke. Imens gik Rasmus op i badeafdelingen, hvor der var en stor jacuzzi. Om aftenen var den åben for mænd, mens kvinderne måtte vente til om morgenen – det nåede jeg aldrig at prøve.

Det blev sovetid i kapslen – vores sidste nat i Japan (snøft…).

Kapselhygge mens Rasmus bader

Hej hej i matchende pyjamasser!

FLODSEJLADS, BAMBUSSKOVE, 1200 SKULPTURER - OG NOGET DER SKETE VED FLODBREDDEN... (DAG 4 I KYOTO, DAG 13 I JAPAN, FREDAG D. 13. MAJ)

Fredag i Kyoto stod vi op, og begav os med toget nordpå til Arashiyama, der ligger lidt udenfor Kyoto. Et smukt område med floder, bjerge, bambusskove og templer.

Jeg havde via min research hjemmefra – og jeg ved virkelig ikke hvordan jeg kom frem til det! – fundet ud af, at man kunne sejle på en flod mellem bjergene. Jeg fandt en ret god hjemmeside, hvor det hele også stod på engelsk – priser, sejlafgange, hvor de sejlede fra osv. Al den info, vi skulle bruge. Så det var dejligt nemt!

Vi tog toget til en station, der ligger lidt længere ude end selve Arashiyama station. Herfra kan man nemlig sejle i bådene ind til selve Arashiyama. Altså det er ”one-way”, men praktisk nok for os, da vi også havde en del, vi gerne ville udforske i Arashiyama.

Vi fandt frem til stedet med bådene, og betalte ved kassen, hvor vi også fik udleveret en seddel med et lille nummer. Her fik vi at vide, at de ville kalde vores nummer over højttaleren, når det var tid til at sejle. Dog blev vi lidt forvirrede over, at de kun talte japansk over højttaleren – men da de nåede til vores nummer blev der klart og tydeligt sagt ”sixteen” og så måtte vi følge flokken ned til floden, hvor båden holdt klar.

Vi var de eneste vestlige turister om bord! Faktisk tror jeg, at vi var de eneste, der ikke var japanere om bord. Vi fik udleveret nogle små svømmebælter, man bare klikker om livet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke lidt på, hvor meget de lige ville hjælpe, hvis jeg røg i vandet? ….så det lod jeg være med at tænke på. I stedet nød vi turen i bagende solskin, den startede roligt ud ned ad floden, ind mellem bjergene.

To blegfise på den båååd dér!

På båden var der tre ”styrmænd” (altså jeg ved ikke hvad man kalder det på ægte sejlsprog) – en sad ved roret bagtil, en styrede åren og en løb frem og tilbage i forenden af båden med en stor kæp, for at støde fra på bunden og på diverse sten, som vi sejlede forbi.

Ham, der styrede åren, sad med front mod alle os passagerer. Og jeg tror, han var en rigtig spasmager! Men det er jo svært at vide, når man ikke forstår japansk… I hvert fald grinede alle de andre konstant hver gang han sagde noget, og det blev lidt akavet for os vesterlændinge, der sad helt blanke og ikke fattede hvad det drejede sig om. Så vi smilede bare høfligt. Man kommer langt i Japan med høflige smil!

Der var skilte på nogle af klipperne, hvor navnet også stod med vestlige bogstaver. Det var jo fint. :)

Turen blev vildere – nærmest som river rafting! Arhh, måske ikke helt så vild, men helt klart vildt nok til mig ;) I hvert fald i starten, hvor jeg sad med et lidt anstrengt smil på, mens båden nærmest rutsjede ned ad små ”vandfald”/niveauforskydninger (jeg ved ikke hvad pokker, jeg skal kalde det) i floden, og forbi sten og klipper i fuld fart! Dér fik jeg liiige lidt nerver på, for det virkede ofte som om, at vi var millimeter fra at støde imod en stor sten i floden. Men det skete aldrig, og efter lidt tid slappede jeg helt af. Det var tydeligt at se, at bådmændende kendte floden ud og ind, og at de havde styr på hvad de gjorde. De sejler jo også mange gange om dagen, året rundt.

Undervejs blev der fortalt om nogle af de klipper, vi sejlede forbi. Men det forstod vi jo ikke noget af… Og pludselig var det med at finde tandpastasmilet frem, for på flodbredden stod der sørme en fotograf og tog et billede af os! Så var der bare smile and wave og så kunne vi jo få lov at købe fotografiet med hjem – det sprang vi dog over… :D

På et tidspunkt kom en lille salgsbåd sejlende op på siden af os, og så kunne vi få lov at købe diverse japanske snacks – agurk på pind, mochi på pind og sådan noget. Deeet sprang vi også lige over!

Sejlturen tog 1 time og 15 minutter – vi fik at vide, at det ville tage ca. 2 timer, men det var nu fint nok. Vi havde fået sejlads nok efter den time. Og jeg havde jævnt ondt i ballerne efter at have siddet så længe i båden. Man skulle ellers tro, jeg var polstret nok… Rasmus var blevet noget solbrændt på armene, fordi vi sejlede i bagende solskin, og han ikke liiige havde tænkt på, at det dér solcreme sgu nok var en god idé den dag.

Vores båd - og "crew" :)

Da båden lagde til i Arashiyama gik vi lidt ud på den meget berømte bro og kiggede på floden. Det var smukt, men efter en lang sejltur på floden gennem bjergene var vi selvsagt lidt svære sådan at vælte bagover af begejstring. Vi gik til en Family Mart, hvor vi købte os nogle is (og Rasmus købte solcreme. Sådan, lige to timer for sent…)

Den berømte bro ved Arashiyama

Der var nu smukt

Den lille by ved Arashiyama

Jeg fik en is, der var som en Københavnerstang, bare med matcha!! Shit, den var god!

Tiltrængt med is i varmen!

Efter isen var spist ville vi gerne se de der famøse bambusskove. Så vi fulgte bare flokken. Der var mange turister, og bambusskoven var flot, men ikke ret stor. Og nok i virkeligheden flottere på de der billeder, man ser (bare så man ikke bliver alt for skuffet….) – men det var da bestemt en oplevelse! Dog hurtigt overstået, haha!

Rickshaws for de rige

Vi bestemte os for, at sætte kursen lidt yderligere nordpå. Jeg havde nemlig læst et ret så genialt tip hos bloggeren Ungt Blod om et tempel, der skulle ligge lidt længere ude end bambusskovene (et par kilometer) og der skulle være rigtig fint, særligt fordi turisterne ikke har opdaget stedet endnu. Så vi gik derhen, en rigtig smuk tur gennem små fine gader med smukke huse langs med.

Den fineste lille by!

Da vi kom til templet – som hedder Otagi Nenbutsu-Ji skulle vi betale en beskeden entré. Og så havde vi stedet stort set for os selv!

Det er et ret fantastisk buddhistisk tempel, hvor der er bygget 1200 statuer, der reprænsenterer Buddhas deciple. De har alle forskellige ansigtisudtryk, og det var ret sjovt at gå rundt og kigge på de forskellige figurer – de var meget udtryksfulde!

Rækker og atter rækker med skulpturer - og alle er de forskellige!

Bregner og mos gjorde det hele meget "eventyragtigt"

Min personlige favorit :) - skååååål!

Inde i templet

Dejligt at hvile fødderne ved templet

Skulpturerne var meget forskellige

Det var et virkelig smukt, og meget magisk sted, på en eller anden måde… Virkelig specielt og unikt, og meget anderledes! Jeg er så glad for, vi kom derhen.

Der går en bus derud fra Arashiyama station, og vi overvejede at tage den tilbage fra templet – men valgte så alligevel at gå. Turen var jo så smuk, og det er altid dejligt at gå! Selvom vi godt nok fik gået mange kilometer den dag, og det kunne mærkes i benene J

På vej tilbage. Fin kvinde i traditionelt tøj.

Tilbage i Kyoto besøgte vi en smuk park, virkelig fin og meget japansk med en lille sø med sten i, en bro over, små templer osv. Her gik også mange turister rundt med kimono på, som de havde lejet. Må altså være varmt at gå rundt i fuldt ”udstyr” sådan en dag med 27 grader og sol!

En mand spiller på fløjte i parken

Mange tog billeder i deres kimonoer ude på broen. Der var også fint!

Videre på vores gåtur kom vi forbi denne kæmpe Buddha!

Kyoto, altså! <3

Pagode og Kyoto tower

Gaderne i Kyoto. Så smukke!

Kamo floden, der løber igennem midt i Kyoto. Så smukt område

Da det blev aftensmadstid havde vi lidt svært ved at finde et sted. Vi drømte lidt om et sted med mange små lækre retter, men vi havde heller ikke ret mange kontanter på lommen (vi måtte hæve lidt i en 7-11 til slut på rejsen. Mange siger, at det er svært at hæve kontanter i Japan, men det er altså meget nemt i 7-11!) – så det gav også visse begrænsninger…

Vi gik rundt i centrum og ledte, og mange restauranter prøvede at lokke os ind – ”are you hungry??” – dét var vi ikke lige i humør til, så jagten fortsatte, og til sidst endte vi et sted, der serverede ramen og lidt forskellige små retter til tilbehør. Det var måske ikke helt det, vi havde drømt om/forestillet os, men det var bestemt udmærket.

Vi overvejede dog om vi skulle spise her. En virkelig dårlig reklamefilm med en kvinde, der VIRKELIG nød sine nudler!!!

Lidt forskellige lækkerier

Bagefter gik vi en tur på Ponto-Cho ”geisha-gaden”. Og så endte vi nede ved floden, Kamo. Jeg skulle lige indsnuse aftenstemningen ved floden en sidste gang, for der er simpelthen så smukt! Vi satte os ved flodbredden, og nød det bare.

Rasmus var fuld af søde ord, og det var helt overvældende! Sådan plejer han ikke at være, haha, så jeg blev lidt perpleks. Efter mange roser og gloser om hvor sød og dejlig, jeg var endte jeg med at sige ”hvad vil du gøre?” – og det er måske ret mærkeligt at sige, men det er en sætning, som Rasmus ofte siger ”hvad vil du gøre? – Det er en pony!”. Altså, ofte undlader vi bare pony-delen, da den ligesom er blevet underforstået. Ja, det er ret indspist. Vi har vist været kærester for længe…. Jeg kunne forestille mig, at det er noget fra Casper og Mandrilaftalen, da det ofte er derfra diverse fjollede sætninger og citater stammer fra. Jeg mente i øvrigt ikke noget med ”hvad vil du gøre?” det var bare en yderst fjollet respons på al for megen ros – det er jeg jo slet ikke vant til, haha! :P Så det røg bare ud af mig…

Men Rasmus tog totalt fusen på mig, og sagde ”Ja hvad vil jeg gøre? Det kan jo være, jeg vil putte på en ring på dig…” Mig: ”…..”. ”Jeg har godt nok ikke nogen ring” Mig: ”…..”. Herefter var der vist nogen, der gik på knæ og spurgte ”Må jeg godt putte en ring på dig? Vil du gifte dig med mig?”. Hvortil jeg kun kunne svare, at der ikke er noget, jeg hellere vil! Og således blev vi altså forlovede, midt i Kyoto, ved flodbredden. Meget romantisk! J

Slutteligt nogle billeder af den smukke flod hvor det skete. Billederne er dog taget et par dage før, da vi gik tur der, men jeg syntes de passede så fint ind i indlægget her :)