Viser opslag med etiketten Los Angeles. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Los Angeles. Vis alle opslag

tirsdag den 6. juni 2017

REJSEFILM FRA USA

Som altid er der blevet filmet lidt på vores rejse også, og jeg har stykket det sammen til denne film. Det er et godt minde at have at se tilbage på fra den rejse, der jo altid vil være noget helt særligt for os, eftersom vi blev gift på den tur.

Det er filmet med digitalt spejlreflekskamera - og du må simpelthen ikke spørge mig om modelnummeret, for det er i Rasmus' liga, men det er i hvert fald fra Canon, og det fungerer rigtig godt og filmer i Full HD og alt det hejs.

Filmen har jeg klippet sammen i iMovie - et program, der er lige til at gå til, jeg kan dog godt savne en mere brugervenlig måde at klippe sådan HELT præcist og skarpt på - jeg bruger meget tid på at ramme det rette øjeblik at lave klippet, og det burde bare kunne gøres mere fikst - der findes sikkert programmer, der er bedre at anvende i forhold til det, men jeg synes nu bare iMovie skulle forbedres på dét punkt.

I filmen kan man komme med til solbeskinnede San Francisco, på cykeltur over Golden Gate Bridge, til hiking i Grand Canyon, nærgående æsler i en lille bjerglandsby langt væk fra alting, Bruno Mars akkompagnerede dansende springvand i Las Vegas, se lidt fra vores vielse i Graceland Wedding Chapel - og fra resten af bryllupsdagen, Tommy Hilfiger modeshow i L.A. og Baywacht-moment ved Venice Beach, trafikpropper og lange køreture i tåge og regn, besøg i Solvang - og meget mere.

Men jeg synes nu bare, du skulle tage at se den selv - hvis altså du har lyst. Jeg har i hvert fald brugt meget tid på den, men jeg har også hygget mig gevaldigt med det :)

Og hvis man slet ikke kan få nok af vores rejsefilm (😜 ), så kan man finde min bruger på Vimeo lige her, hvor alle film ligger. Der ligger også den fulde video fra vores Vegas vielse :)

mandag den 10. april 2017

HOLLYWOODSKILT, VENICE BEACH, TOMMY HILFIGER OG PÅ BAR MED SELVESTE STING! (..MÅSKE) (DAG 11 I USA - LOS ANGELES - 8.02.2017)

Efter gårsdagens noget uheldige vejr stod vi heldigvis op til tørvejr og pletvis solskin mellem tågen. Hurra! Vi besluttede os for at hoppe i bilen efter morgenmaden og sætte kursus mod Mulholland Drive og udsigtspunktet til Hollywoodskiltet. En utrolig smuk køretur i bakkerne, hvor vi kørte lige bag en turistbus, der gjorde holdt hvert andet øjeblik for at pege på et hus, hvor der formentlig har boet en kendis. Hvem der boede hvor blev vi dog aldrig kloge på, men vi har da sikkert passeret et kendishjem eller to på vores vej.
Vi gjorde holdt ved Hollywood Bowl Overlook, hvorfra vi havde en fin udsigt over både byen og hen til Hollywoodskiltet. Endelig(!) dukkede det frem fra tågen og vi kunne se det! Hurra! Vi fik læst lidt op på historien omkring skiltet – f.eks. at der oprindeligt stod Hollywoodland, men at et jordskred væltede de sidste fire bogstaver i skiltet – det anede jeg ikke!

Jeg blev en kende tissetrængende, og da der ikke var noget toilet måtte jeg jo hoppe ind i krattet – godt man har været spejder… Så jeg fik simpelthen tisset med udsigt til Hollywoodskiltet, hvor mange kan lige prale af dét måske?! Rasmus syntes det var så sjovt, at han var nødt til at tage et billede af min udsigt ;)

 Historien bag skiltet

Udsigten fra min tissepause, haha!

 Udsigt over byen


 Vi kørte videre til det sted der – ifølge mine Googlesøgninger – skulle være et endnu bedre ”viewpoint” til Hollywoodskiltet. Her fik vi selvfølgelig taget alle de klassiske turistbilleder foran skiltet, samt moret os over andre turisters opstillinger foran skiltet. Ikke at vi er bedre selv, jo…

 Turister



 Dér var det jo!!




Efterfølgende satte vi kursen mod motellet, hvor Rasmus hoppede i den kortærmede skjorte og jeg smed strømpebukserne. Vildt nok at have bare ben!

Vi hoppede i bilen endnu engang, og kørte mod Venice Beach. Første stop var gaden Abbot Kinney, som skulle være et besøg værd. Det er en farverig gade med streetart og murals og caféer fyldt med hængeplanter, og vi endte også med at spise frokost på et af de smarte spisesteder – The Butcher’s Daughter – hvor der var lidt kø, men alligevel var plads til os efter kort tid.
 Gåtur på Abbot Kinney





 Kø på Butcher's Daughter


 Jeg fik en matcha latte og Rasmus fik et eller andet, jeg ikke kan huske hvad var...

Rasmus bestilte en pizza margarita og jeg fik mig en avocadomad med æg.
Efter maden gik turen videre mod stranden. Desværre var det blevet lidt tåget igen, hvilket ødelagde noget af sigtbarheden over vandet og stranden.




 <3

Vi fik kigget på de karakteristiske små livredderhuse – som man kender det fra ”Baywatch”, og fik selvfølgelig også kigget på det imponerende Stillehav. Rasmus havde taget badeshortsene på under sine almindelige shorts, i håb om at kunne kaste sig i bølgen blå, men vandet var alt for vildt og der var også alt for tåget til at det overhovedet ville være sikkert at gøre. Jeg tror heller ikke det ville være tilladt, for vi så ingen livreddere på vagt. Så vi nøjedes med at kigge på vandet.
 Venice Beach




 Udsigt mod Santa Monica Pier




Bagefter gik vi en tur på promenaden langs stranden, som er fyldt med diverse turistbutikker. Ikke så interessant…

Cannabis er lovligt som lægemiddel, og derfor fandtes disse butikker rundt omkring

C

Pludselig kommer vi dog forbi noget, der ligner en eller anden musikfestival. ”Tommyland” står der på et skilt, og vi tænker meget over hvad dét mon dækker over…. – indtil vi kort tid efter bliver bedt om at træde tilbage, og nogle mennesker, der ser meget vigtige ud kommer gående. Jeg når at tænke ””Tommyland” – hmm…. Har det mon noget at gøre med Tommy Hilfiger? Hvordan ser han egentlig ud, jeg må hellere lige Google….” – og ganske rigtigt, selveste Tommy Hilfiger står nu få meter fra os, flankeret af unge, tynde, smukke modeller, der nærmest kunne være hans børnebørn (en af dem er Gigi Hadid, som åbenbart er datter af en Hollywoodfrue, hvis man har set det på Tv3 – det havde jeg åbenbart ikke nok til at kunne genkende hende…).

Vi befinder os midt i et photoshoot og lanceringen af en tøjkollektion skabt af Tommy Hilfiger i samarbejde med Gigi Hadid. Jamen altså! Så nåede vi da også lige at få set lidt kendisser mens vi var i L.A. Det var ganske underholdende at se på – mest underholdende var det at se hvordan folk virkelig forsøgte at komme tæt på og tage billeder, og diverse sikkerhedsfolk kæmpede en brav kamp med at holde folk på afstand, så der kunne tages de perfekte billeder til photoshootet.

 Spot Tommy Hilfiger.. Okay, den var ikke svær...



 Gigi Hadid til venstre og Tommy Hilfiger


Efter at have luret lidt på alt det hejs, der foregik, gik vi videre til Venice Canals – et fint boligområde langs en masse små kanaler, lige ved Venice Beach. Et meget charmerende område med små broer og meget forskellige huse langs kanalerne.

 Helle for at bo ved flamingobåden!









Vi nød solskinnet og gik en fin lille tur langs kanalerne. Bagefter fandt vi tilbage til bilen, og kørte til Santa Monica Pier.

Det var imidlertid nået at blive ret så tåget (igen, igen), så det var ikke den mest spændende udsigt, der ventede os. Det blev derfor til et kort visit, og vi bestemte os i stedet for at sætte kursen mod Beverly Hills. Vi blev dog fanget i myldretiden og den klassiske L.A. trafik. Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg boede i L.A. og skulle deale med den trafik hver eneste dag!
 Santa Monica er også dér hvor Route 66 ender



 Jævnt tåget....


Åndssvagt meget trafik!

Vi nåede frem til Beverly Hills og destinationen Beverly Hills Hotel. Det var dog blevet temmelig mørkt i mellemtiden.
Vi var blevet tippet om en kaffebar på hotellet, som skulle være et besøg værd. Hotellet er jo et flot femstjernet hotel med noget af en historie bag sig. Jeg følte mig noget så underdressed i min Grand Canyon t-shirt og bare blegfede skanker, men personalet var venligt og viste os vejen til kaffebaren. Her bestilte vi to kopper (rævedyr) kaffe i de fine omgivelser.





Fountain Coffee Room

Vi var dog noget aftensmadssultne efterhånden, så efter kaffen var drukket (og de luksuriøse toiletter var besøgt) satte vi kursen mod en italiensk restaurant, som jeg havde fundet frem til på Foursquare, som havde ok anmeldelser og ”ikke lå så langt væk”. Nu skal man så lige have for øje, at selvom ting måske er tæt nok på ifølge kortet, så skal man altid liiige regne den vanvittige trafik oveni. Så vi brugte altså relativ lang tid på at komme frem til restauranten. Helt åndssvagt!

Der var godt fyldt, men der var heldigvis lige to pladser ledigt til os. Rasmus bestilte pasta carbonara, og jeg var lidt misundelig på den margaritapizza, han havde indtaget tidligere, så jeg bestilte sådan en sag – der ikke var specielt meget mere spændende end en frysepizza fra Ristorante. Totalt ikke den lange køretur værd!
Noget skuffede kørte vi mod motellet, hvor vi fik skiftet tøj og besluttede os for at gå på jagt efter en bar. Rasmus havde fundet frem til et sted, der både fungerede som arkadespilshal og bar, hvilket jo umiddelbart lød som lige sagen for os.Det lå lige ved Dolby Theatre, og vi gik derhen – men blev noget overvældede over de mange mennesker og den utrolige mængde larm fra de mange spillemaskiner og arkadespil. Så vi endte med at gå igen. Og hvad så? Vi endte med at kigge lidt på Dolby Theatre, og spise en is fra en meget fancy automat med en fangearm, der kørte ned og fangede lige dén is, vi ville have. Meget smart!
Dolby Theatre og baren Dave & Buster's, som vi var inde på

Chinese Theatre

Dolby Theatre

Meget smart ismaskine

Mens isen blev spist forsøgte jeg at finde frem til en hyggelig bar i nærheden – det var ikke helt nemt, men vi endte til sidst med at finde frem til baren The Spare Room, som ligger tilknyttet Roosevelt Hotel. Baren har to bowlingbaner og et godt cocktailkort, og vi bestilte den største cocktail på kortet til deling. Den var god og stærk og pyntet med blomster og jeg ved ikke hvad!
Stor drink!

Da vi kom hjem på motellet, og jeg lige tjekkede instagram inden sengetid kunne jeg på geotagget for baren se, at selveste Sting havde været der enten samtidig eller umiddelbart efter os (hvis altså man skal tro det tidspunkt billedet var blevet lagt op på). Så fra nu af, venner, der hedder det sig altså at vi har været på bar med Sting ;) (vi vidste det bare ikke – mindre detalje…). Og dermed slut på endnu en dag i Los Angeles.