Viser opslag med etiketten kæresteting. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kæresteting. Vis alle opslag

mandag den 12. februar 2018

PASTELFARVEDE FACADER, KAGER OG BURGERS (PRAG DAG 5, 12. NOVEMBER 2017)

Bedre sent end aldrig. Hermed lidt om den sidste dag, vi havde på vores "babymoon" til Prag. Det var en ret chillet dag, hvor der ikke skete det store. Vi havde set det, vi skulle se - syntes vi - så vi tog søndagen med ro, og tog ud til området Zizkov hvor vi gik en tur.
Området er bl.a. kendt for det noget specielle tv-tårn. Jeg kan huske, at sidst jeg så det kravlede der store babyer rundt på tårnet - virkelig mærkelig udsmykning(!) - men de var altså ikke at spotte den dag, og jeg har så efterfølgende Googlet mig til at det er fordi de trænger til kærlig pleje/vedligeholdelse (se her: http://www.bbc.com/news/blogs-news-from-elsewhere-41502954)
Der var fine efterårsfarver i gaderne:

Fine pastelfarvede bygninger:


Tvtårnet passer ikke helt ind i den omkringliggende arkitektur, og figurerer da også på lister over "verdens grimmeste bygninger".


Der var en sløv søndagsstemning over bydelen den dag, ikke mange mennesker på gaderne og mange lukkede butikker m.m.
Vi fandt dog frem til caféen mamacoffee, som ifølge Foursquare skulle have rigtig god kaffe.
Og kaffen var bestemt rigtig god! Stedet var småt, intimt og stemningsfuldt.
En ganske speciel kirke i området. Der var gudstjeneste i gang, da vi var der, så vi så den ikke indefra, desværre...
En anden café, som blev varmt anbefalet på Foursquare - La Boheme Café - måtte vi naturligvis også besøge. Der er vel altid plads til et stykke kage.... 
Udover kage fik vi en varm hvid chokoladedrik med matcha og en fritz-limonade.


Bagefter gik vi en tur i parken, hvorfra der var smuk udsigt over byen:

Da det var aftensmadstid søgte vi mod et burgersted, som jeg har læst om engang på Lines blog, nemlig The Tavern. Et lille bitte og ret så populært sted, så der var ret trængt, men vi fik heldigvis en plads. 

Burgerne var virkelig gode, det samme med fritterne. Vi gik glade, mætte og tilfredse derfra.
Bagefter var det tid til at tage mod hotellet og hoppe på flyet tilbage til Danmark efter en skøn kæresteferie <3

mandag den 5. februar 2018

PAPIRBRYLLUP


- det kunne vi fejre i går. Vores første bryllupsdag. Et helt år som mand og kone er nu gået. Jeg er ret pjattet med det der med at være gift, selvom det måske på dén måde ikke er den store omvæltning. Vores dage ligner jo stadig hinanden (og dem holder jeg meget af, så det gør mig ikke noget) men jeg føler alligevel at det på en eller anden lidt ubeskrivelig måde har givet et stærkere bånd imellem Rasmus og mig. Jeg synes det er sejt at være hans kone! Det er en titel, jeg er enormt stolt af og glad for, selvom ordet "kone" for mange måske lyder gammeldags eller sådan lidt usexet. Sådan har jeg det ikke. Jeg synes det emmer af power, på en eller anden måde. Det er lidt svært at forklare. Men konetitlen er jeg altså rigtig glad for :)

Vi blev jo gift i Las Vegas, og hvis man har lyst til se og læse mere om dén oplevelse kan man klikke lige her for tekst, billeder og video.

Vi har været på Samsø størstedelen af weekenden, og var derfor først hjemme i går sidst på eftermiddagen. Fejringen blev en tur i Tivoli Foodhall og efterfølgende i vinter-Tivoli. Det var meget pænt og hyggeligt at gå rundt. De har dog lukket størstedelen af Tivoli af, så der er ikke så meget at se igen. Heldigvis har vi årskort, så det behøvede vi jo ikke ærge os over.

Næste gang, vi skal i Tivoli bliver det jo nok med en barnevogn! Det er sørme vildt at tænke på...

Lidt billeder fra aftenen i går:

Vi spiste burgere hos Cock's & Cows i Tivoli Foodhall. Det fejler jo ingenting, sådan en god burger - og Rasmus havde lidt tømmermænd ovenpå lørdagens festivitas på Samsø :)

 Sidste år så vi på Bellagio springvandet på vores bryllupsdag - i år blev det Tivolis Illuminationer på søen ;)
 Fine lysende svaner på søen:
 Stor skøjtebane i Tivoli:
<3
 Vi købte et par donuts med hjem, som vi spiste til et afsnit Handmaid's Tale. Stille og rolig fejring, men helt perfekt :)
Glæder mig til mange flere bryllupsdage fremover <3 Kærligheden er altid værd at fejre.

søndag den 28. januar 2018

SOLSKIN, KRINGLEDE GADER OG FANCY DRINKS (PRAG DAG 4, LØRDAG 11. NOVEMBER 2017)

Tid til endnu et indlæg fra vores babymoon i Prag. Lørdag bød på smukt og solrigt vejr i Prag, så selvom det da var køligt var det perfekt vejr at gå rundt og nyde byen i.
Vi kiggede lidt i den jødiske bydel, uden selvfølgelig at have tænkt over, at lørdag jo er sabbat og hviledag, så der var temmelig lukket over det hele. Men det var selvfølgelig stadig rigtig fint at gå rundt og kigge i de gamle gader.



Vi gik ned langs floden og kunne nyde et smukt syn mod Pragborgen:


Vi ville gerne op til borgområdet, så vi satte os i en sporvogn og kørte af sted.
Der er så fint i det område:
Vi gik rundt i de små gader omkring borgen og nød solskinnet:



Mange fine detaljer på bygningerne:


Vi endte ved Strahovklosteret, som ingen af os har besøgt forud. Så det tænkte vi, at vi da lige kunne tjekke ud, nu vi var der.


Vi stillede os i kø for at købe billet til at se biblioteket i klosteret. Der skulle både betales entré og en særlig ekstrabillet, hvis man ønskede at tage billeder. Hvis man OGSÅ ønskede at filme, skulle man betale yderligere for det. Vi nøjedes dog med at betale for at tage fotos, og der stod mange emsige medarbejdere, og holdt skarpt øje med at man havde fototilladelse, som kom i form af et klistermærke, der skulle sættes på tøjet. Og Gud nåde og trøste de, der blot havde sat klistermærket på deres kameratasker. De fik sig en tjekkisk opsang, og klistermærket blev hidsigt flyttet fra taske og over på tøjet, hvor det ellers blev placeret med noget af en kraft. 

I det hele taget vil jeg sige, at man som turist virkelig godt kan springe over at se det. Man står alligevel udenfor selve biblioteket, sammen med alle de andre turister, og kan således blot skue ind over et hegn og se biblioteket. Hvis altså man kan komme til at se for de andre turister, forstås... 
Det er ikke fordi det er SÅ meget vildere at se irl end de billeder, man kan finde på nettet. De mange turister og emsige medarbejdere tog i hvert fald en del af charmen fra det... Så vi var sådan set hurtigt videre.




Men altså, det er da flot, ingen tvivl om det... 
Vi overvejede om vi skulle ind at se selve borgområdet, men sprang det over pga. kø og at jeg var lidt træt i min krop. Sidst vi var i Prag i 2009 besøgte vi området, så på den måde var det ikke et must-see for os denne gang.
I stedet tøffede vi lidt rundt, og prøvede om vi mon kunne finde et sted at få en kop kaffe og et hvil, men det havde vi dog ikke held med...
Her står jeg rigtig og strutter med min kæmpemave, som jo er lillebitte ift. hvordan den ser ud nu :D
Smuk udsigt over byen:
-  og en smuk mand, jeg har mig:
Starbucks har åbnet café lige ved den smukkeste udsigt over byen. Så her var naturligvis fyldt med turister, der havde mere travlt med at kravle op på borde og stole for at få det perfekte billede med deres selfiesticks end de havde med at drikke kaffe. Faktisk var der slet ikke nogen, der havde købt kaffe... 

Smukke, smukke Prag!
Selfietime!! ;)




Vi gik ind mod bymidten igen
...og endte på et pizzaria, som vi var vældigt begejstrede for sidst vi var i Prag. Det er også ganske udmærket pizza! :)
Efter maden gik vi hen til John Lennon muren, som trods den centrale placering tæt ved Karlsbroen faktisk ikke er noget, jeg har set tidligere, selvom jeg ellers har været i Prag mange gange i mit liv.
Det er da også mest bare en væg med en masse krims-krams på, men nu vi var der kunne vi da lige så godt se hvad den gik ud på.
Igen var der maaange turister. Men på en sommerdag er det nok endnu værre!
En gruppe piger spurgte om vi ville tage et billede af dem, og det ville vi skam gerne - hvis de så ville tage et af os :) Det blev til dette "familieportræt" :) <3

Lovelocks:
En gåtur over Karlsbroen:
Mågetræf på Karlsbroen:


Vi gik hjem og hvilede os lidt på hotellet, inden vi gik ud for at finde noget aftensmad. Ganske rart og ganske tiltrængt med lidt afslapning. 

Da det blev spisetid satte vi kursen mod restaurant Agave, som jeg havde læst om engang hos Line og tænkt at det lød lækkert. Det var det virkelig også! Vi fik nachos, tacos, majs og drinks - en virgin piña colada til mig, ikke tosset!
Efter maden satte vi kursen mod den der mærkelige bar, som vi havde forsøgt at komme ind på dagen før. Nu var det nemlig stadig tidligt på aftenen, og jeg havde researchet lidt på den bar og syntes den lød utroligt spændende - så vi havde fornyet mod ift. at blive lukket ind hos "Anonymous Shrink's Office".

Så vi gik hen ad gangen bag døren og ringede på - og en hemmelig dør i muren ved siden af os åbnede sig. Her blev vi fulgt ned i baren af en venlig bartender, som introducerede os for hele konceptet. De har ikke noget drikkekort. I stedet blev vi præsenteret for en bunke Rorschach-kort, og pointen var så at man valgte det kort, der tiltalte en mest. Rasmus valgte et kort med lidt dystre farver og toner, og fik da også en cocktail der blev serveret med røg! Man måtte i øvrigt kun tage testen én gang, og ikke tænke for meget over det! :)

Jeg valgte ikke noget kort, da det ikke lige gav mening for sådan en gravid type som mig, men i stedet blev jeg spurgt hvilke smagspræferencer, jeg havde, og så blev der mixet en helt vidunderlig og smagfuld mocktail til mig.
Rasmus' cocktail. Is og røg var en stor del af den, og så blev der gnedet citronskal på hans hånd, så han fik nogle noter af citron med, når han drak af glasset og kunne dufte citronen på hånden.
Jeg fik en mocktail, der smagte friskt, sødt og syrligt af frugt, uden at det blev for sødt og saftevandsagtigt. Den var virkelig, virkelig god!

Vi rykkede til lidt blødere gemakker, da de blev ledige, og pludselig blev der også åbnet op til et baglokale. Stedet blev mere og mere fyldt op med gæster. Jeg fik mig endnu en mocktail, som smagte så godt og specielt, at man skulle tro der faktisk var alkohol i. Der var brugt noget fermenteret saft af en art og noget timian tror jeg - det var ret specielt, men helt vildt godt, og det fungerede bare. Rasmus fik en cocktail, der mindede lidt om en whiskey sour.

Da vi havde drukket ud var vi lidt spændte på regningen, for det var jo et noget fancy sted. Men det er jo Prag, så prisen var ganske rørende for så udsøgte cocktails. Bestemt en anbefaling værd, hvis man kommer på de kanter!

Og således sluttede vores fjerde dag i Prag.