Stereogrammer

Da jeg var 11 år var det bare et hit at låne bøger på børnebiblioteket fyldt med stereogrambilleder. Så kunne jeg sidde inde på mit turkise værelse, og få ondt i øjnene alt i mens jeg kæmpede med at få de skjulte billeder frem. Dog var jeg ret god til det, og er det stadigvæk. Hvad med jer?
Tricket er at slappe af i øjenene, så det "flyder sammen". Lidt ligesom når man er træt og falder i staver.. (klik på billederne, for at se dem i større udgave, det gør det lidt lettere)











/rebekkaY

Her er min mening..

Hvis man læser Kristeligt Dagblad, kan man ikke have undgået den store debat, der har været omkring et ungt par, der stod frem med deres fortælling. De ventede deres meget planlagte ønskebarn, men efter en scanning i 20. uge, der viste at barnet manglede venstre underarm, ønskede de at få en abort. For dem var det et for stort handicap:

– For vores vedkommende var det for stort et handicap. Først tænker man, at det bare er en arm, men da vi begyndte at sætte os ind i det, gik det op for os, hvor omfattende et handicap det er at mangle en arm. Der er erhverv, barnet aldrig vil kunne få, sport det ikke kan dyrke, og hvis det ikke er psykisk stærkt, kan det få et meget vanskeligt liv. Det ville vi ikke, siger Julie F. Rask Larsen.

De blev dog afvist i at få en abort, og tog så til England hvor abortgrænsen er 24. uge. Her fik hun så foretaget en abort, i 22. uge. Parret klager nu til Folketinget, og ønsker en ændring i abortreglerne i Danmark.

Da jeg læste interviewet med parret, blev jeg simpelthen så arrig. En masse tanker fløj igennem hovedet på mig, men først og fremmest var jeg vred. Jeg synes ærligt talt ikke, de fortjener at blive forældre. For selv om de så får det ”perfekte” barn, vil der jo kunne opstå komplikationer senere. Han kunne få konstateret ADHD, autisme, høreskader, synsforstyrrelse, og en masse andre ting. Og hvordan vil de håndtere det? Så kan de sidde der og tænke ”bare han havde manglet en arm”. Jeg tror da nok det er sværere at have et svært autistisk barn, end et barn der mangler en del af sin arm. Og der må være utallige forældre til børn med sværere handicaps, som sidder og er rigtig vrede nu. For der er virkelig tale om et luksusproblem her. Jeg bryder mig generelt ikke om idéen om at man kan sortere på den måde i ufødte børn. At hvis barnet bare afviger det mindste fra normalen, så skal det frasorteres. For hvad bliver det næste så? Dem med læbe/ganespalte? Skal vi leve i et samfund med ”designerbørn”? Jeg synes godt nok det er skræmmende, at man kan forsvare for sig selv at få en abort i 22. uge, blot fordi et barn mangler en underarm. For mig er det slet ikke et alvorligt handicap! Selvfølgelig er det en hård besked at få, at ens ønskebarn i maven mangler det nederste af sin ene arm. For så brister drømmen om det perfekte, fejlfri barn. Det ønsker og drømmer alle jo om. Barnet vil altid skille sig ud i forhold til de andre – men dermed ikke sagt at det ikke vil kunne få et helt normalt og godt liv alligevel! I dag findes der jo fantastiske proteser som både kan hjælpe, men også gøre at det ”ser normalt ud” og man ikke ser, at der mangler en arm. Men mange vælger at leve fuldstændig uden protese. Det tror jeg faktisk langt de fleste gør, af dem der er født med det. For de har jo haft hele livet til at vænne sig til det, sådan er deres betingelser bare. Og de kan jo alt! Jeg har selv en kæreste med et meget mildt håndhandicap på venstre, han er født med for korte fingre, som reelt er ubrugelige. Men det betyder intet hverken for ham eller for mig. Og når man kender ham, lægger man ikke mærke til det. Man tænker ikke over det, og jeg glemmer i hvert fald ofte at han har en anderledes hånd, og beder ham om at gøre ting, som han så ikke lige kan gøre. Men ellers, så kan han alt. Ja, han kan måske ikke lige blive politibetjent eller guitarvirtous, men ellers er der stort set ingen begrænsninger. Så jeg synes virkelig det forældrepar bør skamme sig over deres beslutning. Der findes jo masser af eksempler på folk der mangler det ene eller det andet af deres lemmer, og som klarer sig fantastisk, har gode jobs osv. Hvordan kan de overhovedet tillade sig retten til at bestemme over deres ufødte barns liv? Hvordan kan de bare konkludere, at barnet vil få et dårligt liv? Det ved de jo ingenting om! Og hvis det er fordi de ikke føler, de kan håndtere et barn med sådan et handicap, kan de så overhovedet håndtere et ”normalt” barn? Det må sørme være hårdt at blive det næste barn i den familie, og leve med den viden om at storebror blev fravalgt fordi han ikke var ”perfekt” nok. Jeg er dybt rystet.

Artiklen har bragt en stor diskussion op omkring abort efter 20. uge. Debatten går på hvor stort et handicap skal være, før man kan berettige en abort efter 20. uge, hvor misdannelsesscanningen bliver foretaget. Flere mener, at det er et paradoks, at samfundet tilbyder scanninger af gravide i 20. uge for derefter at lade det være op til et abortsamråd at afgøre, om kvinden må afbryde graviditeten. Nogle mener, at vi bør hæve abortgrænsen til 18. uge, da man bedre ville kunne se misdannelser og handicap på scanninger og så kunne foretage en abort om nødvendigt. Jeg mener ikke det bør være nødvendigt at hæve abortgrænsen med seks uger. Som det er i dag, kan man jo stadig få foretaget abort efter scanningen i 20. uge, hvis det viser sigt at være et alvorligt handicap. Det er op til Abortsamrådet at afgøre. Jeg frygter konsekvenserne af dette. At man nu i højere grad kan frasortere liv på grund af småfejl. Et foster i 18. uge er begyndt at sparke, og jeg tror det må være meget psykisk belastende for enhver kvinde at få foretaget abort, efter hun har mærket liv. Dog er jeg glad for, at vi ikke overvejer at få samme vilkår som i England, hvor den legale abortgrænse ligger på 24 uger. Det er jo paradoksalt, når man tænker på hvor meget der bliver kæmpet for at holde neonatal-børn i live, som netop er født i uge 24. Man siger at fra uge 24 er barnet levedygtigt udenfor livmoderen. At det så i mange tilfælde nok ville være bedst for barnet ikke at overleve, er så en anden sag. Det er ikke lykken at blive født så mange uger for tidligt, og det vil barnet naturligvis opleve mange konsekvenser af.

Jeg synes det er meget spændende at følge med i debatten omkring det her, og jeg opfordrer alle til at gøre det samme på Kristeligt Dagblads hjemmeside.

Til sidst vil jeg lige bringe et billede af et foster i hhv. uge 12, 18 og 20:



 Man skal have respekt for livet, også for det der gror inde i maven! Etisk Råd vil om kort tid give deres vurdering på, om abortgrænsen bør hæves til 18. uge. Det bliver virkelig spændende at høre resultatet af.

Abort i Danmark
**15.103 kvinder fik en abort i 2005.
**96 procent af aborterne blev foretaget inden for 12. uge. Knap halvdelen før 7. uge.
**598 kvinder fik en abort efter 12. uge efter tilladelse fra abortsamrådet.
**Alle gravide kvinder tilbydes i dag en såkaldt nakkefoldsscanning i uge 11-13 og en misdannelsesscanning i 18.-20. uge. Begge undersøgelser har til formål at undersøge, om kvinden venter et handicappet barn.
Kilde: Sundhedsstyrelsen

På Vej

Lige pt er jeg på vej til Holstebro. Sidder i et Arriva tog lige nu. Det er lidt kedeligt for mig i Århus for tiden, så tænkte at jeg drage bort lidt. Jeg kommer tilbage fredag. Mine forældre vil nemlig gerne tilbringe weekenden i Århus. Der er jo også festuge. Så kører med dem tilbage fredag, og hygger med dem lidt i løbet af weekenden. Rasmus er jo startet på sin kandidat her igår. Det er cand.public på journalisthøjskolen. Han glæder sig, men samtidig er det også meget krævende med en masse der både skal læses og skrives. Desuden er han tutor denne uge, så alle aftener er jo optaget med et eller andet festarrangement. Så jeg får ikke set så meget til ham, men det er okay:) Ville bare ønske det var mig der skulle på rusuge.. Har nu sendt i alt 23 ansøgninger ud - allesammen til vuggestuer, der søger pædagogmedhjælpere. Jeg synes jeg har en killer ansøgning, takket været Gertruds hjælp, men indtil videre er det kun blevet til afslag - 6 af slagsen er jeg vist oppe på nu.. Øv. Jeg krydser virkelig fingre for, at jeg snart får noget. Måske er det imod mig at jeg kun kan arbejde i et halvt år, men helt ærligt, så kan det jo blive svært at finde et job så! Det jeg frygter er bare, at jeg skal tage mig et eller andet dødsygt samlebåndsabejde, eller rengøring eller lignende, for kan jo være ret ensomme jobs. Og det bliver formentlig ensomt nok for mig i min fritid, når alle andre har deres studier og har travlt med det, og der er fester, fredagsbarer o.s.v. Jeg er godt klar over at i en vuggestue er det også meget pædagoger der nok er 40+ man kommer til at arbejde sammen med. Men bare man dog har nogen at snakke med. Og så er der jo børnene. Og jeg tror det gør en glad at arbejde med børn. Man får så meget igen. Så det vil jeg rigtig gerne.. Kan godt blive lidt fortvivlet for hvad gør jeg lige hvis jeg kun får afslag fra vuggestuerne? Et job skal jeg jo have.. Men jeg synes det kan være svært. Vil gerne have noget jeg kan lære noget af. Og som ikke er alt for kedeligt!! Jeg synes også det er svært fordi jeg ikke har så meget erfaring, altså f.eks. indenfor salg, stå i butik og den slags. Men når man har kunnet arbejde på et plejehjem, så kan man klare alting;) Det går sådan lidt op og ned med mit humør og mine forhåbninger.. Men kryds fingre for mig!!:)
/rebekkaY

(ville gerne lægge et billede ud, men Arrivas WiFi upload er åbenbart for ringe..)

Dream of Tokyo..

Jeg drømmer om at tage til Tokyo, men må indrømme at dette her skræmmer mig:

Men det får mig ikke til at afholde mig fra at tage dertil engang. Desværre er det ret dyrt både med rejsen, og så er alt bare helt vildt dyrt i Japan. Men men, jeg SKAL dertil ihvertfald en gang i mit liv, og helst mens jeg stadig er ung. Så må det koste hvad det koster. Jeg tror ihvertfald man ville få en fed oplevelse ud af det. Så skulle jeg bruge alle mine lommepenge på Hello Kitty plastikgøgl og des lignende, overnuttede ting. Kawaii, som det hedder på Japansk. Og tage en tur i Hello Kitty land - Puroland! Hvor alt er i glade farver, og intet er for meget. "Less is more" er ikke noget de kender til i Tokyo:)









/rebekkaY

Cute Or Creepy?

Ja, hvad synes I om sådanne dukker? Er de søde, klamme, flotte, fascinerende, ækle? Måske det hele på én gang? Min mening er meget klar omkring menneskedukkerne. De er simpelthen for ækle. Men jeg ved ikke hvad jeg skal synes om kattene og kaninerne. Nogle er jo lidt søde, men samtidig er de også lidt uhyggelige. Jeg tror de skyldes deres triste øjne. Jeg ved ikke om jeg ville turde lukke en ind i mit hjem. Jeg ville muligvis frygte, at de blev levende om natten og kom efter mig for at prikke mine øjne ud.. Ej, måske lidt overdrevent:) Men de ligner sådan noget trist legetøj fra en skrækfilm. Jeg synes uden tvivl at det er fascinerende at man kan skabe så livagtige dukker. Jeg tror også, det er det der gør at man finder dem ækle. Fordi de minder så meget om virkeligheden, men alligevel afstår lidt fra den..

Dukkerne er selvfølgelig et hit i Japan, hvor ellers..

/rebekkaY

Harry Potter

Da jeg så denne kostskole inspirerede blazer i Magasin, kom jeg straks til at tænke på Harry Potter. Måske skyldes det også den broderede ugle på lommen.. Den er fra Baum und Pferdgarten, og koster desværre 2000kr.. :s

Denne her er også ret flot, fra Sonia Rykiel og koster også noget ala 2000kr..

Men mon ikke H&M laver noget lignende til en tiendedel af prisen..? Synes ihvertfald de er ret søde. Og jeg elsker, elsker, elsker Harry Potter. Jeg er ved at prøve at omvende Rasmus til at synes at det bare er fantastisk. Han nægter dog at læse bøgerne, men vi er stille og roligt gået i gang med filmene. Jeg skal nok få ham omvendt (gnæg, gnæg!) De bøger skal læses! Kender ikke én, der er gået i gang med at læse bøgerne og sagt "De er faktisk ringe!" ALLE synes de er fantastiske! Såeh, hvis du endnu ikke er hoppet med på vognen, så gør det:) Det er ikke kun for børn. Mine forældre er for eksempel også fans!

Jeg glæder mig til den nye film kommer, men der er længe endnu..
Den har nemlig først premiere d. 17/7/2009 i USA
Jep, der er ca. et år til! Hvad sker der for det?? Havde lige regnet med jeg skulle i biffen her til jul.. Hvor længe kan det lige tage? Jeg forventer noget SPEKTAKULÆRT!!
Her er et preview på hvad man kan forvente, synes dog ikke den viser så forfærdeligt meget. Tror det er en dyster film, men det er bogen jo sådan set også.


Uuhh! Får man lige gåsehud ELLER HVAD når man hører temamelodien igen! Åh det bliver spændende altså..
/rebekkaY

Indlæg nummer 100. Om rejser... En lang smøre!

Første gang, jeg var ude at rejse for alvor, var jeg 11 år. Det var første gang jeg skulle uden for Danmark/Sverige/Norge på ferie, og samtidig første gang jeg skulle flyve. Det var altsammen meget spændende. Jeg talte ned i min dagbog. Fra rejsen kan jeg huske mange detaljer. Små og mærkelige.. Folk beundres ofte af min gode hukommelse omkring den slags ting. Jeg tror bare det er fordi jeg husker helt utroligt visuelt. Og så bliver det billede og den situation prentet ind i min hukommelse.

Men det var rigtig spændende at komme op og flyve for første gang, bo på hotel for første gang osv osv. Jeg var afsted med min og mor og far, søskende var ikke med. Vi skulle til London. Jeg tror vist de var lidt misundelige, men det tænkte jeg slet ikke over dengang. Idag kan jeg da godt se, at det må have været lidt bittert for dem! Og at de må have opfattet mig som en forkælet møgunge! Men så langt rakte min empati åbenbart ikke på det tidspunkt. Jeg var også kun et barn. Og selvom jeg var 11½ og børn, der er 11½ idag ikke leger mere, så legede jeg stadig i allerhøjeste grad som 11 årig. Bamser og Barbie var et hit. Og derfor var legetøjsforretningen Hamleys et kæmpe hit. Jeg var i himlen! En hel etage fyldt med alverdens bamser og tøjdyr... Og nogle var sindssygt dyre "samler-bamser". Jeg kan huske, at jeg fik en lille tøjdyr-kat. Jeg tror nok legetøjsforretningen er på 5 etager, og længere oppe var en etage fyldt med Barbie-dukker. Jeg var helt vild med Barbie, på det tidspunkt. I forhold til mange andre piger, var jeg faktisk ret gammel før jeg for alvor begyndte at interessere mig for Barbie. Jeg har nok været en 8-9 år gammel. Før det var det tøjdyr, lego, playmobil, biler og den slags, som var et hit. Men nok altid tøjdyr mere end noget andet.

Men tilbage til den etage med alt det Barbie. Der var simpelthen så mange forskellige dukker, som havde man aldrig set lignende. Samler-dukker, dyre dukker.. Min mor viste mig en dukke, og fortalte at den kostede mere end alle de penge far og mor havde taget med på ferie!! Det var alligevel ret vildt.. Vi besøgte naturligvis også Disney butikken, hvor der til min store begejstring var et helt bjerg af bamser. Bogstaveligt talt. De lå bare i en kæmpe bunke.. Jeg fik lov til at få en Peter Plys bamse. Som jeg i øvrigt stadig har. For man kan ikke sådan skille sig af med Peter Plys.. I Warner Brothers butikken fik jeg en rød t-shirt med Tweety (som vist hedder Pip på dansk). Den gik jeg meget med, i flere år indtil jeg til sidst måtte indse, at jeg ikke kunne passe den mere. Jeg kan huske at vi var i Covent Garden, og vi dér købte nogle øreringe. Det var små høns, lavet i fimo-ler eller sådan noget. Jeg havde fået lavet huller i ørene tidligere det år, så jeg havde ikke så mange øreringe endnu. Desværre kunne jeg ikke tåle de øreringe, så de lå bare til pynt i smykkeskrinet. I en boghandel ved navn Banana Bookstore havde de bogudsalg. Far købte vist lidt bøger, og jeg købte en bog med Spice Girls. Jeg var ikke så god til at læse engelsk på det tidspunkt, vi havde lige fået det i skolen i femte klasse, så jeg misforstod at det faktisk var en hade-bog om Spice Girls. Men billederne var da pæne at kigge på, om ikke andet. Jeg var glad.

På ferien købte jeg også en kjole, som - når jeg tænker tilbage på den - må have været utrolig grim. Men jeg syntes virkelig den var flot. Og moden var vel også anderledes den gang. Den blev købt i en bod på et marked eller lignende. Det var en pink kjole i noget skinnende stof med sommerfugle på i forskellige farver. Og den kostede 6 pund. Så det var ikke så dyrt, men det var der til gengæld mange andre ting der var. Jeg kan huske vi var inde et sted, på en café eller sådan noget. Og oppe ved kassen havde de sådan nogle chokoladeovertrukne mandler, og da vi ikke troede de kunne koste alverden købte vi dem bare. De så meget lækre ud. Men prisen var knap så lækker. Jeg mener at de kostede 6 pund for sådan en lille pose, men det er jo vanvittigt så jeg er i tvivl. Dyre var de i hvert fald. Vi var også på en italiensk restaurant, som viste sig at være dyr. Jeg irriteredes over, at det skulle diskuteres hvor dyrt det var. Når vi nu havde spist, og ikke kunne gøre noget ved det.

Jeg kan dog ikke huske så forfærdelig meget af, hvad vi var inde at se. Men vi var inde og se det mest fantastiske museum, der hed MOMI (Museum of the Moving Image), et filmmuseum var det. Det var rigtig spændende, fordi det var så interaktivt. Jeg købte blyanter med glimmer og museets logo på i museumsbutikken, og vi spiste frokost i cafeen mens vi kunne kigge ud over Themsen. Trekantssandwiches. Desværre eksisterer museet ikke længere. Det lukkede pga ombygning, men genåbnede aldrig. Til min store forundring, da det virkelig var et godt, og meget velbesøgt museum. Jeg kan ikke huske at vi var på andre museer, men det må vi næsten have været. Vi er meget glade for museer i min familie. Men jeg kan huske, at vi har gået rundt i London, og set diverse seværdigheder. Rejste rundt med "Underground", og brugte alle vores pennies på chokoladeautomaterne i undegrunden.. Jeg rendte rundt i min søsters aflagte ruskindsjakke. Jeg elskede den, selvom den vist var ret grim og slidt. Og den døde også mere eller mindre under den ferie. Tabte alle knapperne, en for en. Vi var også på jagt efter en ny jakke til mig, men det skulle vise sig at blive en svær opgave. Jeg var 11½ og lidt "in between" det at være barn og teenager. Jeg var for lille til at passe tøj fra voksenbutikker, og i børnetøjsforretningerne kunne man kun få sådan noget overnuttet halløj. Kan huske vi var inde i Marks & Spencers, hvor en ekspedient hjalp os. Blev præsenteret for en påskegul jakke med påskekyllinger på og tænkte "det er løgn!". Vi fandt aldrig en jakke på den ferie, men fandt dog en da vi kom hjem. Igen gennem en stor jagt, men endte med at finde en i Intersport. Måske var det faktisk en drengejakke, men den var fin nok.

Jeg kan ikke huske så meget mere fra den ferie. Men ingen tvivl om at det var en rigtig god tur. Sidenhen har jeg rejst meget med mine forældre, igen uden mine søskende. Prag (der var min søster dog med den første gang), Paris, Holland (hvor min søster også var med en af gangene), Tjekkiet.. Mine forældre har altid været glade for at rejse rundt i Europa til diverse hovedstæder. Og det har smittet af på mig. Men det har også videreudviklet sig. Jeg har en ustyrlig rejselyst, som jeg ikke kan spejle i nogen af mine forældre, men som jeg har haft næsten lige så længe jeg kan huske. Jeg forstår ikke folk der IKKE vil ud at se hele verden. For det vil jeg. Og det skal jeg. Jeg skal rejse USA tynd, shoppe amok i New York, tage på safari i afrika, kramme en orangutangunge, synge på karaokebar i Tokyo og slappe af på en rigtig bountystrand..Men jeg vil også en hel masse andet. Som måske er knap så romantisk. Jeg vil opleve den verden, jeg lever i, og jeg vil se det hele. Det lyder helt forfærdeligt klichée-agtigt, men der er nu noget om det udsagn "at rejse er at leve". For mig er den slags oplevelser en vigtig del af livet. Og man kan bedre forstå verden, når man har været rundt i den. Når jeg bliver rigtig voksen, og tjener rigtige penge, så skal de gå til rejser. For jeg vil hellere spare sammen til den slags, end til så meget andet (selvfølgelig skal man også være fornuftig, men jeg tror på det ikke er umuligt at kunne spare sammen til en god rejse, indimellem)

Før man får børn skulle der jo være penge nok til den slags. Og tid. Og når man til den tid får børn, tror jeg ikke at det nødvendigvis betyder en stopper for ens rejsedrømme. Så længe man gør det klart for sig selv, for hvis skyld man rejser langt væk. For man skal ikke gøre det for sine børns skyld. Så længe de er små er de jo fuldstændig ligeglade med, hvor de er henne, bare far og mor er der, og de kan få en is og hoppe på en hoppepude eller hvad det nu måtte være.. Jeg tror ikke det er umuligt at rejse med børn, så længe man ikke har de store forventniger. For det er klart det er anderledes. Jeg vil også helst rejse en masse nu, hvor jeg er ung. Men det er jo dyrt. Forhåbentligt kan jeg skrabe nogen penge sammen gennem dette semester, og lidt gennem det næste, til en rigtig kærlighedsferie for mig og Rasmus. Destinationen kender vi slet ikke endnu. Jeg drømmer jo om "the big apple" men ved ikke om det er urealistisk. Aner ikke hvad sådan en rejse ville koste. Men ingen tvivl om, at det bliver en flyrejse. Har rejst alt for meget med bus i tidens løb, og det tager bare for lang tid! Tid er penge, så jeg vil hellere putte lidt flere penge i en flybillet! Nå, det bliver spændende at se hvor vi ender henne. Det ville da heller ikke være helt skidt at komme til London igen..
Beklager den lange smøre, jeg var bare i typing-moood..:)

/rebekkaY

Pigehygge en torsdag

Idag har jeg været sammen med Ida. Vi mødtes ved Salling, kiggede lidt i butikker, og tog så hjem til mig. Her lavede vi pizza, og så De Unge Mødre på http://www.nutv.dk/

Selvtaget billede af mig selv idag..

Vores pizza. Der var pepperoni på og masser af hvidløg. GODT!!

Baby som voldknækker sig ud over sin mor. Det grinede vi meget af...

/rebekkaY

Kære Topshop..

Vil I ikke nok lade være med at lave så pænt tøj? Det er faktisk provokerende når man ingen penge har.. Oh well, det kan sikkert ikke købes i Magasin Århus' lille afdeling alligevel.