FISKEMARKED, PANDAFODRING OG EN TUR PÅ MUMICAFE! (DAG 7 I TOKYO, LØRDAG D. 7. MAJ)

Lørdag stod vi tidligt op. Vi skulle nemlig nå omkring Tsujiki Fiskemarked, som har åbent morgen og formiddag. Jeg havde sørget for at tjekke på forhånd, at de havde åbent – de har nemlig lukkedage indimellem, og den dag, vi først havde tiltænkt at tage derud, stod der på deres hjemmeside, at der ville være lukket. Så godt vi fik tjekket på forhånd!

De er også ude ved Tsujiki Fiskemarked, at der tidligt tidligt om morgenen afholdes fiskeauktioner med f.eks. kææææmpe store stykker tunfisk, der skæres ud og sælges til rigtig mange penge til forskellige restauratører. Jeg har dog hørt/læst rygter om, at auktionen flytter ud af byen, men jeg ved ikke om det er sket endnu. Man kan besøge auktionen som turist, og det skulle vist også være en ret vild oplevelse, men det kræver også, at man står op kl. 3 om natten, og dét er jeg bare ikke sikker på, at jeg ville kunne få Rasmus med på, for at kigge på tunfisk… Jeg ved faktisk heller ikke, om jeg selv ville orke det!

Outfit of the day - Stine Goya, vintagekimono og en Matcha Latte! :)

 

Men at gå rundt i fiskemarkedet af de små gader med små boder, der solgte helt frisk fisk, krabber og diverse skaldyr – foruden en masse andre fødevarer, det var bestemt også en vild oplevelse! Der var laaaaange køer af japanere til de små sushisteder, der ligger i markedet. Efter sigende skulle man kunne få verdens bedste sushi der på markedet – men man kan også snildt risikere, at skulle stå i kø i to-tre timer! Så det gjorde vi altså ikke, desuden – selvom jeg elsker sushi – så er jeg endnu ikke så hardcore at jeg kan spise det om morgenen. Der går grænsen altså…

Krabber i massevis

Østers og diverse muslinger

Gaderne var mere trængte end Dronning Louises bro til Distortion, hvilket jo ikke siger så lidt! Jeg var meget imponeret over de små japanerkvinder, lidt oppe i årene og ca. halvt så høje (eller lave) som mig og Rasmus, der formåede at kæmpe sig igennem masserne, simpelthen ved at have spidse albuer og mase sig af sted! Rasmus og jeg var nødt til at lave aftaler om at mødes f.eks. til venstre for enden af gaden, når vi gik igennem – for man blev fuldstændig skilt fra hinanden, nærmest båret af sted af strømmen igennem gaden, presset fra alle fire verdenshjørner. Det var vildt, det var hektisk, men det var også en spændende oplevelse! J

Trængsel

Mon det er en ægte udstoppet panda?? :-O

 Særligt nød vi at stå lidt på afstand fra de små gader, og betragte hvordan små vogne (jeg aner ikke rigtig, hvad jeg skal kalde dem, men altså et lille køretøj, med en mand der står op forrest og styrer, og så bagpå er der læsset med kasser…) kæmpede sig igennem masserne, naturligvis dirigeret af japanske mænd i uniformer, ansat til netop denne opgave – at vinke folk af vejen, kudasai, ”vær så venlig at flytte dem”.

Bemærk manden med blækspruttehatten ;)

Vi købte ikke noget mad på markedet, men det var spændende at betragte hvad japanerne købte – f.eks. blev der solgt utroligt meget tørret tang. I en lille butik med køkkensager købte jeg dog en smart æggedeler-dims – jeg ved ikke engang, hvad jeg skal kalde den, for det er ikke en æggedeler som sådan, men en himstregims, der deler blommen fra hviden i ægget. Jeg fik et pludseligt og meget intenst må have behov, efter at have blevet præsenteret for netop sådan en dims på vores spisested aftenen forinden.

Massevis af fine, dyre knive...

Fin butik med lidt af hvert

Da vi var færdige med at se markedet, og havde fået nok af de vanvittige menneskemasser, tog vi metroen videre til Ueno Park, hvor vi lagde ud med at gå ned til en sø, hvorpå man kunne sejle i små cykelbåde. Vi lejede en fin lille bil, som vi sejlede rundt i, i en halv time på søen.

Vores lille båd. Jeg elsker, at den var lyserød!

Båd-selfie!!

Efter det gik vi tilbage til parken, og var lige en tur i et bageri, og købe nuttede kager. Dem spiste vi i skyggen i parken. Dog ikke med den største nydelse, for selvom de var nuttede, var de nu også temmelig vamle. Alle var de fyldt med creme af den ene eller anden slags – eller den søde røde bønnepasta, som japanerne er utroligt glade for at tilsætte deres desserter. Og selve kagerne var som boller – men sådan lidt ubagte boller, meget bløde og klæge i det.  Mens vi sad og spiste betragtede jeg med stor interesse og forundring en gruppe unge kvinder, der sad på et picnictæppe og blæste hvad der lignede sæbebobler, men de bristede ikke(!). Jeg fandt senere ud af, at det er noget tyndt flydende plastik, man blæser op til små tynde balloner, der ligner sæbebobler. Spøjst!

Skildpadde, panda og løve!

 Turen gik så videre mod Ueno Park Zoo, hvor entreen var så rørende billig – 600 Yen, dvs. omkring 36 kr. pr. mand. Hvorfor skal zoo være så dyrt i Danmark?!

Vi kom perfekt timet, lige i tide til pandafodring! Her stillede vi op til at kigge, sammen med en masse små japanere og deres børn. Da pandaen blev lukket ud gik flokken af japenere i totalt falset og ”oooh kawaii”ede for vildt, og knipsede løs for at tage billede af pandaen og deres børn foran pandaen. Men den var godt nok også nuttet! Det så simpelthen så sødt ud, når den sad der på rumpen, og spiste bambus med poterne.

Nååååårh!!!!!

 Vi gik videre rundt i zoo, og kiggede på aber, der jagtede hinanden, isbjørne, der svømmede i det kølige vand, søløver, der skulle have øjendråber og meget meget mere.

Træt bjørn i solen

Og trætte søløver

En okapi

Flamingoer! Et af favoritdyrene :)

Den røde panda er nu også nuttet..

Ueno Zoo har en ganske pæn størrelse, og der var mange sjove dyr – f.eks. var jeg vild med en fugl, som hed ”sekrætærfugl”. Måske har den fået navnet pga. sine flotte lange ”dameben”, men den var i hvert fald meget underholdende at kigge på, som den gik dér og spankulerede rundt.

Sekretærfugl

Men hvor? HVOR må jeg ikke placere mine hænder??

Vi fandt ud af, at man kunne tage med en lille monorailbane fra den ene del af zoo til den anden, så det skulle da prøves! Heldigvis var det en billig tur, for den va da topfesen! Varede omkring et minut, og det var ikke engang fordi man kom omkring noget specielt spændende på vejen.

Med monorailbanen i baggrunden

Venligst kig meget intenst på dit barn mens du skifter det.... (skilt på toilettet)

Til sidst var vi ret trætte i fødderne af at have gået rundt i zoo, og jeg havde da også fået én med solbattet – 27 grader var det den dag, og høj sol, og selvom jeg havde smurt mig med solcreme og iført mig kimono for at skåne armene lidt mod solen, så kunne min skilning i håret godt mærke, at den havde fået sol (de fine pandakasketter, man kunne købe i zoo, var kun til børn, tsk… ellers havde det nok været godt med en kasket!). Så vi besluttede os for at sige, at dét var det, og så tog vi videre mod Tokyo Sky Tree, og Mumicafeen, som skulle lige lige ved Sky Tree

Fremme ved Sky Tree tog vi en rulletrappe op til en terrasse ved tårnet, hvorfra der faktisk var en ganske fin udsigt ud over byen, og hvor vi kunne se solen gå ned. Så fint! Vi overvejede også kort om vi rent faktisk skulle op i Sky Tree (verdens højeste tårn og verdens næsthøjeste bygningsværk) men vurderede, at det var lidt for sent til at det ville være optimalt – det ville simpelthen blive for mørkt til, at vi rigtig kunne få noget ud af det. Og selvom Tokyo by night helt sikkert også er en smuk oplevelse at se fra oven, så vil jeg helst se det i dagslys, når jeg skal betale næsten 200 kr. i entre…

Så smukt!

Tokyo Sky Tree - 634 meter højt.

 Så gik vi på jagt efter Mumicaféen, hvilket ikke var helt let, da der er tilknyttet et stort shoppingcenter til Sky Tree, som er i flere etager, og vi havde svært ved helt at finde ud af på hvilken etage Mumicaféen befandt sig. Det lykkedes dog at finde frem til den, og vi blev placeret ved et bord ved siden af en flok hattifnatter og Rasmus fik Mumifars hat på.

Lige et billede med Mumifar og Mumimor!

 Rasmus er flot med hat

Vi var egentlig sultne til aftensmad, men da vi så menuen med mad så det ærligt talt så utroligt trist og kedeligt (og lidt dyrt) ud, så vi nøjedes med (…dyr) cafe latte, der på ingen måde smagte af kaffe, men som dog havde fine små tegninger af karakterer fra Mumi på toppen. Der er måske flere af jer, der har stødt på en artikel på Facebook om Mumicafe, som vist er gået ”viralt” omkring, at man på Mumicafe ikke skal frygte at sidde alene, for personalet placerer store Mumiplysbamser til at holde én med selskab. Og det er rigtigt nok! Personalet vimser omkring for konstant at skifte de forskellige bamser ud. Så mens vi sad der blev vi både introduceret for hattifnatter, Snorkfrøkenen og Mumi.

Kan godt være, den ikke smagte af noget særligt, kaffen... Men den var pæn!

Snorkfrøken!

 Og Mumrik!

Da vi havde drukket vores kaffe ud, gik vi på jagt efter aftensmad i centeret. Der var en helt etage, kun med restauranter, så her gik vi rundt og kiggede lidt. Nogle steder havde ikke plads, og lange køer, og vi endte et sted, der serverede forskellige former for pastaretter. Det var ikke specielt fantastisk, men det var mad, og det var billigt.

Pastaret med "plenty of shrimps". Bum bum, jeg synes nu godt, der kunne have været flere... 

Her kunne man designe sin egen 3D figur af sig selv, ink. selvvalgt fjollet udklædning. 

Udenfor centeret, på vej ned til stationen, spottede vi et luftskib! Tydeligvis en reklame for et eller andet, men ret vildt! Jeg troede slet ikke den slags overhovedet eksisterede mere, så det var helt vildt at stå at kigge på den svæve på himlen. Jeg har vidst altid været lidt fascineret af luftskibe siden min barndom – af en eller anden grund…

 Men ellers bød lørdagen ikke på så meget. Nogen var trætte efter at have været tidligt oppe til fiskemarked, så vi tog hjem til lejligheden i Shibuya og slappede af. Slut på lørdag! J