Vi begyndte vores dag med at gå mod en bestemt
morgenmadscafé, der bl.a. serverede de uh-så-instaberømte
acaibowls. Det viste sig, at den lå inde i et stort center, inde i en
skyskraber.
Acai bowls.. Jeg var sgu ikke så imponeret!
Efter indtagelse af morgenmad gik turen mod Imperial Palace,
hvor vi gik en tur i den store og meget imponerende have omkring paladset. Det
vil sige, først gik vi heeeele vejen rundt om, før vi endelig fandt frem til en
åben indgang. Konstant var vi ved at ramle ind i diverse løbere, som var ved at
forcere løberuten, der går rundt om hele Imperial Palace parken. Puha for at løbe i den varme siger jeg
bare! (24 grader). Og så havde de tilmed rigtig meget tøj på – lange ærmer og
lange tights med shorts ud over. Jeg svedte tran, bare af at kigge på dem!
Smukhed ved Imperial Palace
Indgangen til selve parken, med security check.
Det meste af området omkring Imperial Palace er spærret af
for offentligheden, men parken er nu ganske stor og flot, og man får da set
lidt byggeri fra edo-tiden. Bl.a. dette tårn, beregnet til opbevaring:
Ruinerne fra murene til edo slot.
Fint træ med røde blade
Turen gik videre, mod Tokyo tower. Det var nemlig ”Children’s
Day” her i Japan (en dag, hvor man fejrer børn og deres personligheder),
hvilket bl.a. markeres ved, at man hænger karpeflag op udenfor sit hjem. Den
sorte karpe repræsenterer faderen, den røde moderen og de andre farver er
børnene. Vi så dog ikke rigtig nogle flag hænge – men jeg vidste, at der ved
Tokyo Tower skulle hænge rigtig mange flag. Det gjorde der sandelig også, og
ALLE småbørnsfamilier i Tokyo var tydeligvis samlet lige dér, for at tage
billeder af deres børn under karpeflagene. Der var en lidt hektisk, men glad
stemning – og nuttede japanske børn overalt. De ligner jo små
tegneseriefigurer, og er slet ikke til at stå for.
Et mylder af japanere med deres børn, og mig lige midt i det hele :)
Fik spontan lyst til at stjæle ham her med hjem. Men den gik sgu nok ikke....
Okaaay. Skrukhedslevel en milliard!
Rasmus er flot med papirhat!
MarioKart!
Vi går videre til Zozoji templet, som ligger lige ved siden
af. Det er et buddhistisk tempel, og inden for står japanere i lange køer til
at smide en mønt, tage lidt røgelsesrøg i ansigtet, og sende en bøn af sted.
Små statuer ved templet. Jeg ved desværre ikke helt, hvad de repræsenterede...
TOTOROBUKSER!!<3
Tjek da lige et pletskud vi fik af os, takket være sød japaner!
Vi nåede at opleve denne munk give klokken et ordentlig "dooong!" og endnu flere endnu. Det var ret fint.
Efter at have nydt roen ved templet, går vi videre i retning
mod havnen.
En lille forfriskning på vejen fra Starbucks - med en fin hilsen på "Welcome Japan :)"
Solen så småt på vej ned bag Tokyo Tower
Her nyder vi en smuk udsigt mod havnen og Rainbow Bridge. Vi
tænker, at det kunne være fedt med en sejltur i havneområdet, men kan ikke
rigtig blive kloge på hvordan og hvorledes man kan det. Der er et
informationscenter (som dog har lukket) med
forskellige foldere – men det er alt sammen foldere, der viser billeder af
tropiske øer. Og de både, der lægger til kaj, er tydeligvis også fyldt med
passagerer, der har været på et længerevarende ophold.
Tokyos havnefront badet i aftensolen
Fin udsigt mod Rainbow Bridge og Odaiba
På vejen tilbage fra havnen går vi forbi teatret, der pt.
spiller ”Lion King musical”. Og så tænker vi – det kunne da være meget sjovt at
se på japansk! (vi så den jo i London) men
billetkontoret er lukket, alt står på japansk – også på hjemmesiden, og ikke
engang åbningstider eller priser kan vi finde ud af. Bum bum…
Så vi giver op, og tager i stedet et tog mod Shinjuku
station. Her går vi på jagt efter ”Memory Lane”/”Piss Alley”/Omoide Yokocho –
kært barn har mange navne… Et par små gydeagtige gader, klemt inde lidt væk fra
verden udenfor, fyldt med små madsteder. Her ville vi indtage vores aftensmad,
men det var ikke just nemt at finde et sted, der havde plads til os, eftersom
alle stederne jo er små med begrænsede siddepladser. Det lykkedes os dog at
finde et charmerende sted, hvor de tilberedte diverse ting på spyd.
Så stemningsfuldt!
Godt nok fake sakura, men stadig utrolig pænt!
Vi pegede på de spyd, vi ville have, uden rigtigt at vide,
hvad alt kødet var for noget. F.eks. opdagede vi, at vi havde bestilt spyd med
lever, da der pludselig indfandt sig en smag af leverpostej i min mund. Det var
så første gang, jeg smagte lever, og det var egentlig ikke dumt! – Meeen ikke noget,
jeg bliver forfalden til. På et tidspunkt vil jeg lige tage et billede af
Rasmus, da en venlig ældre japansk herre går forbi, og spørger om han ikke må
hjælpe os med tage et billede af os begge sammen. Japanerne er så venlige med
den slags! Det er virkelig skønt at de bare tilbyder det helt af dem selv –
endda uden vi overhovedet selv har nået at overveje, at vi vil have et billede
sammen.
Travlhed i den lille biks. De talte ikke ret godt engelsk, men det fungerede fint med at pege.
Så er der serveret!
Vi bestiller flere spyd og mere øl, inden vi takker af, og
forsøger at bevæge os i en retning mod ”Golden Gai” – et barområde med små
smalle gader, hvor der ligger bar side om side. Hver bar har kun plads til
måske 4-5 gæster.
På vejen derhen går vi igennem Shinjukus pulserende
natteliv. Vi bliver stoppet af op til flere pimp-agtige amerikanermænd, der vil
have os med ind på deres polebarer, og som gør meget ud af at forklare, at det
er steder hvor alle typer mennesker kommer for at få en ”good time”. Hvad det
så end indebærer…
Men det lød i hvert fald ikke som noget for os, så vi
takkede pænt og bestemt nej til diverse tilbud om ”happy hour” og ”special
price”.
Tokyo er så imponerende by night med alle sine lysreklamer. Larmen fra dem kan i øvrigt være ganske øredøvende!
...ligesom disse reklamelastbiler også er med til at skabe en "skøn" larm i byen :)
Fremme ved Golden Gai
I Golden Gai ender vi ret tilfældigt på en bar, fordi den
har plads, og fordi den tydeligvis har et toilet. Noget, der normalvis ikke er
svært at finde i Tokyo (seriøst en by
efter mit hoved – gratis offentlige toiletter overALT) og der har sikkert
også været nogen lige i nærheden, men vi kunne ikke finde dem. Her bliver vi
budt velkommen af en bartender, og da vi spørger om der er en ”cover charge” (meget almindeligt flere
steder i Tokyo, at man betaler for seating som udlænding…) nikker han, og viser
et skilt der viser, at man skal betale 500 yen pr. person i charge – men det
var så inklusiv en lækker lille japansk appetizer og lidt chips, så det var
helt fair! Vi bestilte to øl.
Så er der sgu rejecocktail!
Bartenderen er super hyggelig og chillet, ikke helt ung, med
halvlangt hår og en afslappet skjorte. Mens vi drak og spiste vores snacks, var
han meget opmærksom på ofte at hælde nye snacks op til os – så vi fik både
chips, macademianødder, Pockystænger, rissnacks m.m. Vi bestiller flere
drikkevarer, og kommer bl.a igennem lidt umeshu og sake. Ud over os er der to
andre i baren, hvoraf den ene tydeligvis ikke er japaner. Vores bartender
introducerer dem for os ”from Denmark!”. Det
viser sig at den unge kvinde (som er japaner, der taler engelsk med en helt
perfekt amerikansk udtale) har været i Danmark for 10 år siden. Vi taler om
lidt om forskellen på Danmark og Japan, og jeg fremhæver, hvor hensynsfulde,
jeg synes Japanerne virkelig er. Hendes ven, som hun er i byen med, er fra Frankrig,
og han byder ind med mange gode tips til byen – bl.a. til en butik, som jeg
aldrig havde hørt om før, men hvor jeg da endte med at bruge nogle tusinde yen
– så det var et godt tip! ;)
Vores bartender prøver at tage et billede af os, og Rasmus ser enormt skeptisk ud her, fordi han ikke er klar. Men i baggrunden ses de to, vi faldt i snak med.
Det var et lidt bedre billede.. :)
Alt imens tusser bartenderen rundt, sætter forskellige
musikdvd’er på med Rolling Stones, Erik Clapton m.m. Vi bestiller flere
drikkevarer, og får bl.a. en drink med shōchū og lemonsodavand. Den smager
farligt godt – og er da vist også godt stærkt! Humøret bliver i hvert fald
højt, og da vores nye bekendtskaber takker af og forlader baren, bliver vi og
drikker ud, og bestemmer os for, at vi også vil videre. Vores søde bartender –
som konstant i den tid, vi har været der, har budt os på flere og flere snacks
– giver os to små flasker sake med gratis! Virkelig alt for sødt af ham, så han
fik da også drikkepenge, selvom det ikke er kutyme i Japan – han takkede da
også høfligt nej, men så insisterede vi venligt, og så tog han heldigvis imod
dem, mens han takkede meget.
I Shibuyakrydset
Asian poses ftw!
Vi er da et meget flot par, ikke??
Fremme ved karaokebygningen betaler vi for karaoke i en time
inklusiv én drink pr. mand. Jeg lagde ud med en ”yndig” solo-fortolkning af
”Let It Go” fra Frozen, og så var vi ude i diverse duetter som ”Hakuna Matata”
og ”A Whole New World”. Foruden en hel del Beatles Medley. Der blev i dén grad
skrålet igennem, og kønt har det næppe lydt, så hurra for privat rum ;) Vi
havde en kæmpe fest, selvom det bare var os to – måske lyder det ikke så sjovt,
og måske lidt akavet at synge karaoke sammen bare to personer i et lille bitte
rum, helt alene – men tilføj en fjollet paryk og noget sake i blodet, og så
fungerer det altså 100 procent! :D
Giver den gas til Beatles
Elevator-selfie!
Vores time fløj af sted, og vi gad nu alligevel ikke betale
for endnu én, så vi tog elevatoren ned igen, og gik hjem mod vores lejlighed,
og væltede omkuld i sengen…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar