Illustreret Navlebeskuelse: HELLO KITTY, TOTORO EN GRILLET MAKREL OG EN OMGANG PURIKURA (DAG 4 I TOKYO, ONSDAG 4. MAJ)

På fjerdagen i Tokyo kom vi lidt sent op, så vi havde ikke voldsomt lang tid til rådighed, inden vi skulle være på et hotel i Shinjuku kl. 15, hvorfra der var afgang mod Ghibli Museet i Mitaka.

Man skal huske at drikke i varmen! Og det var 27 grader varmt den dag. Hurra for drikkevareautomater overalt!

Jeg fik prøvet denne drik, der smagte af softice. Den var faktisk ganske lækker!

Det er så dejligt med et land, der er bygget til lave mennesker - det betyder, at jeg kan nå håndtagene i metroen uden at min arm nærmest skal strækkes af led.

Shinjuku er en bydel, der nok er sjovest efter mørkets frembrud. Her ligger utallige barer – både af den lødige og knap så lødige slags. Det kaldes også Tokyos ”red light district”. Jeg prøvede at finde ud af, hvad man kunne se i Shinjuku by day og blev ikke meget klogere… Det lader til primært at bestå af høje skyskrabere og så et aktivt natteliv. Jeg læste dog på nettet, at der i Shinjuku skulle ligge et TOTO showroom, altså det firma, der laver de kendte japanske avancerede toiletter. Jeg tænkte, at det kunne måske være meget sjovt – i hvert fald noget, man ikke lige har mulighed for at se i Danmark! Men vi kunne ikke finde det, og måtte til sidst give op…

Men Shinjuku byder på Hello Kitty vejarbejde!!<3

Det var også ved at være frokosttid, og fordi vi som sagt ikke havde alverdens med tid – og fordi Rasmus havde fablet om en særlig burger fra McDonalds i Japan – så endte vi på McDonalds! Det var faktisk en virkelig udmærket burger. Bollen var meget bedre end man kender den normalt.

Vild med reklamen "Super Million Hair" og den lille politibil, der ligner et stykke legetøj...

Da vi havde spist gik vi mod Tokyo Metropolitan Building, som tager én gratis op til 45. etage, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over Tokyo. I det fjerne kunne man skimte bjerge indhyllet i skyer, og i det hele taget var vi målløse over den imponerende udsigt. Når man er i verdens største by, så skal man altså se den fra toppen! Det giver et helt sug i maven, og et godt visuelt billede af hvor stor en by, man egentlig befinder sig i. Det er helt utroligt..

På toppen af Tokyo!

Spot Tokyo Tower!

Bare et sjovt skilt, squattoiletter er meget almindelige, især på stationerne kan det være vanskeligt at finde et "vestligt" toilet indimellem. Godt man er gammel spejderpige.. ;)

Men vi kunne ikke dvæle ved udsigten alt for længe, for vi skulle indfinde os på et hotel kl. 15, for at kunne komme med på Ghibli Tour. Da jeg hjemmefra havde researchet om Tokyo og Studio Ghibli Museum – hvilket jeg allerede begyndte på tilbage i september (!) – så vidste jeg godt, at de der billetter til Ghibli museet var nogle, man skulle være i riiiiigtig god tid med at bestille. Dog var vi ved at miste håbet helt omkring at se museet, da det lukker ned midt i maj pga. renovering – og hjemmesiden meldte om ALT UDSOLGT af billetter.

Rasmus var dog så vaks, at han opdagede, at der muuuligvis var ledige billetter, hvis man samtidig tilkøbte en bustur til museet med engelsksproget guide. Det betød jo alt i alt, at billetterne blev helt hjernedødt dyre i forhold til hvad de lokale japanere kan købe dem til (i forvejen kan billetterne kun bestilles via en særlig dansk hjemmeside, som tillægger gebyrer for sådan cirka a.l.t.!). Men altså, hul i det, for det var vitterligt et must for mig at se det museum – og det lykkedes os altså heldigvis at få nogle af de sidste (svinedyre) billetter. Yay!

Nå, men vi skulle så indfinde os i en lobby på et 5 stjernet hotel, hvor en engelsktalende japaner (de er lidt sjældne!) stod og råbte ”Studio Ghibriii tour!”. Det var i øvrigt første gang, vi opdagede den (efter sigende) klassiske japanerfejl; at bytte om på l og r. Det undrede mig dog meget, at han ikke kunne udtale Ghibli korrekt – men det blev altså konsekvent til ”Ghibri”.

I samlet flok kørte vi en busfuld mod museet. Turen tog 30 min., og undervejs fortalte han diverse om museet, Miyazaki, animationsteknik og forskellige anekdoter om japanere. F.eks. deres kø-kultur.

Klar til bustur!

Vores guide Take! Man kunne huske hans navn på (som han selv fremlagde det) - at det var "Sake" bare med et T i stedet.

Endelig fremme ved museet skal alle naturligvis have et billede af Totoro ved indgangen til museet. Man måtte nemlig ikke tage billeder indenfor (og der var vagter overalt, der var temmelig årvågne omkring det!). Så det var jo bare med at knipse løs i udendørsarealerne.

Støvalfer!!

Inde i museet fik vi udleveret de fineste billetter – små stykker filmrulle! Begge vores billetter er fra filmen ”Chihiro og heksene” (Spirited Away) som er en helt fantastisk film, i øvrigt! Billetterne gjaldt så til en kortfilm i biografen. Her så vi en sød lille film om nogle mus, der boede i et hus hos et gammelt ægtepar i bjergene, og som hver nat tog ud og dyrkede sumobrydning.

Museet var super fint! Dog ikke et sted, man bruger en hel dag. De knap to timer, vi havde til museet, var faktisk ganske passende. Vi startede ud i giftshoppen, som var totalt crowded – men det viste sig, at være et godt valg alligevel, dsaa der senere var kø langt langt ude af butikken. Jeg købte nogle pins fra filmen Totoro, og en refleks med ”No-Face”, men ellers var jeg lidt skuffet – der er mange finere Totoroting i Kiddy Land, f.eks.

Jaja, man måtte ikke tage billeder indenfor. Men det lykkedes mig alligevel at snige mig til at tage dette billede af Totoroglasmosaik.

Og så gik vi ellers på opdagelse i museet! Det er bygget op omkring en hall, og så er der en masse forskellige trapper. Udenfor museet var der bl.a. en tagterrasse med denne robot fra "Castle in the sky":

Det bedste rum synes jeg var det, der demonstrerede simple former for animationsteknik. Her var f.eks. en slags karrusel, der var bygget op med figurerne fra Totorofilmen. Hver figur var ændret lidt i forhold til bevægelse, og når karussellen så kørte hurtigt rundt kombineret med et strobelys, så blev figurerne vakt til live! Den blå Totoro og Satuki svingede et sjippetov, som Mei hoppede over, alt imens at selveste Totoro hoppede op og ned med en paraply i hånden, kattebussen løb af sted, og de små hvide Totoros pilede ind mellem alle de andre. Det. Var. MAGISK!! Så simpel teknik, og alligevel så effektfuld. Wauw!

Rasmus tog dette snigerbillede, hvilket vist nærmet blev opdaget, dog kom han med en bortforklaring, som vagten vist ikke helt forstod, og så skete der ikke mere...

Derudover bød museet på en model af kattebussen, som det (desværre!) kun var tilladt for børn under 12 år at kravle rundt på, diverse skitser og dimser og dutter sat flot op i et ”tegnerens værksted” – agtigt rum. Her hang der bl.a. også danske juleplatter! Skægt at se.

Endu et snigerbillede. Fordi vi er sådan nogle rebeller!!!

Da museet lukkede havde vi en meget bedre photo-opportunity ved Totoro. Så dér slog vi lige til!'

Mig & Totoro!!

Søde detaljer på vej fra museet, ved busstoppet til museet og et skilt, der viser vej.

Museet ligger i øvrigt i en stor park, så på vej mod stationen gik vi igennem parken, hvor vi så en mand, der dyrkede tai chi, og en anden mand, der spillede på ukulele. Ret så hyggeligt!

Parkstemning ved skumringstid

Gaderne omkring stationen var i øvrigt virkelig stemningsfulde der først på aftenen, da mørket lige var faldet på (allerede kl. 18 er det jo mørkt her i Tokyo).

Vi stod på et tog, og ret tilfældigt lægger jeg mærke til, at den standser ved stationen Shimokitazawa. Et navn jeg pludselig husker, fordi jeg havde stødt på et tip på instagram omkring en bestemt izakaya (gastro pub) der skulle lige netop der, og være helt fænomenal. Så vi stod af toget! Muligvis den bedste spontane beslutning på hele ferien (indtil nu, i hvert fald).

Vi spurgte Google Maps til råds i forhold til at finde frem til restauranten. Den var ikke super nem at finde – og Google Maps tog liiidt fejl, men vi gav ikke op, og efter lidt vandren frem og tilbage i de (i øvrigt super hyggelige) små gader, fandt vi frem til destinationen: Isaka Ya Ism.

Rasmus foran vores destination!

Der var super travlt, da vi kom, men vi fik lov at tage plads på en bænk lige ved indgangen. Her kunne vi smugkigge ind, og høre tjenener og kokkene råbe diverse ting og sager til hinanden (naturligvis efterfulgt af et ”kudasai” – ”vær så venlig”).

Gang i biksen!

Efter omkring en halv times ventetid får vi lov at komme ind. Naturligvis skal skoene af, vi tripper hurtigt henover gulvet efter vores tjener, gennem et lokale, der oser af mad og røg, fyldt med mennesker og med en skøn og hektisk stemning. Man sidder ved langborde, hvilket skaber en hyggelig og nærmest familiær stemning. Vi falder i snak med vores sidemand, da vi har lidt sprogvanskeligheder ved vores bestilling. De har menu på engelsk, men vores søde tjenerpige forstår os ikke så godt (og har forvirret os lidt ved at komme med to menukort) – og så kommer vores sidemand til undsætning – en ung japansk pige, der er i byen med sine udenlandske venner, og som taler perfekt engelsk.

Et par spanske turister som sidemænd bad mig tage et billede af dem. Det ville jeg gerne - men så skulle de også tage et af os! ;)

Vi bestiller nogle forskellige retter til deling, samt en omgang umeshu (blommevin, smager fantastisk!) og to øl.

Rasmus var lidt skeptisk overfor, at jeg bestilte en makrel (men når man kun kender til makrel på dåse er det måske også svært at forestille sig, at makrel kan være noget særligt – han blev heldigvis klogere!). Vores tjener kom med en makrel sashimi til os, som blev flammegrillet lige for næsen af os. Jeg fik stukket en citron i hånden, og skulle så presse citronsaft ud over, når der blev talt ned på japansk fra 3-2-1. Jeg havde set nogle spanske turister få samme servering, hvor manden var så forsigtig med at presse citron over (hvilket blev kommenteret!) så jeg tænkte bare, nu skal den citron satme squeezes igennem). Det medfødte så også en klapsalve fra både tjener og naboerne, som det kan ses og høres her på videoen:
Makrellen smagte i øvrigt helt ufatteligt godt!! Ud over makrel fik vi bl.a. den lækreste cremede tofu serveret med honning og mandler ud over. Det var helt dessertagtigt, og jeg anede ikke at tofu kunne smage så godt!! Vi fik også tempurarejer med chilimayo, hvilket også var ganske fantastisk.

Lækker lækker makrel

Tofu på brød. Himmelsk!!

Tempurarejer

Vi bestilte flere retter løbende, og det hele smagte godt. Derudover bestilte vi flere øl, shōchū (lidt ala sake, bare stærkere!) og to desserter. Vi sad der i alt i næsten tre timer, hvor restauranten forvandlede sig fra hektisk og travl, til mere rolig og afdæmpet, efterhånden som gæsterne blev færdige med at spise.

Krydret pølse med kål.

Kyllingekødbolle

Kyllingekød med sauce

Desserter: Creme Brulée og mere tofu

Da vi bad om regningen lød den på 10.000 yen, hvilket svarede til omkring 600 kr, og for de penge har vi fået fantastisk mad, dessert og masser af drikkevarer. Og nok den bedste restaurantoplevelse i mit liv!

Med alkohol i blodet udforskede vi kvarteret omkring Shimokitazawa station, hvor vi fandt en arkadehal, der havde purikura automater (en form for photobooth), og det skulle da prøves!! Jeg var helt flad af grin, da vi dukkede op på skærmen med store øjne og udglattet hud – sikke vi så ud!!! Det var virkelig underholdende. Bagefter skulle man dekorere sine billeder på en skærm med en touchpen, og det brugte vi meget tid på.