FUSHIMI INARI, FESTIVAL OG FLODHOP! (DAG 3 I KYOTO, DAG 12 I JAPAN, TORSDAG D. 12 MAJ)

Torsdag i Kyoto stod vi op og begav os mod Fushimi Inari Taisha. Jeg havde egentlig troet, at det lå meget længere væk, men det viste sig at det bare var en kort tur med toget.

Lige kommet ind med toget

Der var ret fint omkring templet

Japanske skilte, altså <3

Fushimi Inari Taisha er et stort shinto tempel for foden af et 233 meter højt bjerg. Det er faktisk først i skrivende stund, at jeg (takket være Google…) har fundet ud af, at det er et shinto tempel – og ikke et buddhistisk tempel, som jeg hele tiden har troet pga. de røde torii-porte. Forvirrende er det også med de to religioner i Japan. Begge praktiseres nemlig på lige fod af den typiske japaner – man tager lidt fra hver og bruger religionerne og templerne ved forskellige lejligheder. Og et buddhistisk tempel kan åbenbart sagtens have en shinto-port, der leder ind til det, har jeg læst mig frem til. Hvilket jo selvsagt skaber lidt forvirring – selv hos Japanerne…

Vejen ned mod templet, hvor man kunne købe forskellige delikatesser såsom blæksprutte på pind, agurk på pind...

Oversigtskort over templet. Ville ønske man kunne købe den som plakat!

Ræve. Fordi ræve anses som en hellig budbringer af en art...

Selvfølgelig skulle vi hele vejen op på bjerget! En tur, der går igennem 10.000 torii-porte og som efter sigende skulle tage 2-3 timer at tilbagelægge.

Den dag var det 27 grader, men det skulle bestemt ikke holde os tilbage!

Der var mange andre turister – og skolelever (selvfølgelig) men jo længere vi kom op ad bjerget, jo mere havde vi det for os selv. Og vi blev belønnet med smuk udsigt og fantastisk natur.

Mange, mange mennesker

Flere steder var de ved at restaurere portene. Her står der f.eks. en mand, og maler. Vi troede jo, at det var hellige inskriptioner, men efter jeg netop har læst lidt op på det på nettet, så er det vist nærmere navnet på dem, der har doneret porten, som står skrevet på.... Der kan man bare se.

Selvom det var en varm dag var der heldigvis masser af skygge pga. portene.

Smukt landskab

Helligdomme undervejs op ad templet, og med masser af rævefigurer

Pludselig kom vi til en sø

...med en skildpadde!

Vi blev belønnet med den smukkeste panoramaudsigt over byen undervejs i vores opstigning af bjerget

På vej op ad bjerget var der flere små shops med drikkevareautomater og et lille udvalg af souvenirs. Det smarte var så, at jo længere man kom op – jo dyrere blev drikkevarene! Hmm…! Men noget at drikke skulle man jo have i den varme. En is blev det også til.

Vi mødte flere gange ældre japanske turister, der besteg bjerget med vandrestokke. Det var ret godt gået, for det var altså en lidt hård tur, især til sidst! Men vi klarede det!! 233 meter tilbagelagt.

Turen nedad gik som en leg.

Tempelkatte

Buddhatempel

Efter bjergbestigningen satte vi kursen nordpå mod en skov ved en flod, hvor der efter sigende skulle være en traditionel japansk festival. Det var noget Rasmus havde læst om, og hvor tit får man lige mulighed for at se sådan noget? Så der skulle vi hen. Vi var efterhånden godt frokostsultne, men besluttede os for at se efter noget mad i området omkring den skov dér…

Det viste sig at være et lettere håbløst projekt! Vi går og går op og ned ad ret så kedelige gader, blot for at finde spisesteder, der enten er lukkede, eller kun har tarvelige pasta/pizzaretter. Og jeg er altså kommet til Japan for at spise trist udseende pizzaer…

Vi var efterhånden begge ret så hangry så det endte simpelthen med – efter en længere eftersøgning – at vi gik i vores gode ven Family Mart (ala 7-11) og købte lidt forskellige sandwiches og drikkevarer, og så satte vi os i parken og indtog det. Her kunne vi også komme på toilettet, for det gode ved Japan er nemlig, at der er gratis offentlige toiletter ved alle parker, alle stationer, alle indkøbscentre og de fleste supermarkeder. Bare en af de mange grunde til at elske det land… ;) Godt nok var det et traditionelt squat-toilet, men man har vel ikke været spejder for ingenting, så det gik jo alligevel.

Og så var det tid til at begive os ind i skoven for at kigge på traditionel festival. Det var den såkaldte mikage festival – en begivenhed, der ligger forud for den store festival, der løber af stablen d. 15. maj (Aoi Matsuri Festival). Jeg har virkelig prøvet at finde info om festivalen på nettet, men det er begrænset hvad jeg har kunnet finde frem. Det var derfor også en ret speciel oplevelse at se på det traditionelle optog, når man faktisk ikke rigtig vidste, hvad f…… der foregik. Men noget med at byde velkommen til en hellig ånd.

Optoget var flot og meget imponerende, med en masse grupper klædt i forskellige traditionelle dragter, og med parasoller, heste og jeg ved ikke hvad.

Da optoget havde passeret, og de forskellige deltagere havde taget plads, var det tid til den traditionelle dans. Den foregik til en messende stemme, mens mændene langsomt og elegant bevægede sig. Det var specielt og anderledes at opleve. Ikke noget man ser hver dag, og jeg er glad for at Rasmus fandt frem til at det blev afholdt mens vi var i Kyoto.

Vi så det dog ikke til ende. Efter noget tid blev vi enige om, at nu havde vi ligesom set dét og så gik vi op for at kigge på det tempel, der ligger i skoven. Kort efter kom optoget fra festivalen også forbi templet, og så fik vi ”fornøjelsen” af fløjtespillerne endnu engang. Det er ikke for at være streng eller respektløs, men de spillede nærmest bare én tone og den var ret… falsk? Så det var egentlig ikke det fedeste at lægge øre til.

Vi begav os ud at skoven og ned til floden. Der var så smukt. Der er altså bare noget over byer, der har en flod løbende igennem sig, ikke? Vi skulle lige prøve at løbe over floden på vadestenene, og det var en lille smule grænseoverskridende for mig, fordi jeg jo er lettere motorisk udfordret, og derfor var ret nervøs for at jeg ville falde i vandet, haha! Men det gjorde jeg ikke!!!

Efter det begav vi os ind mod Kyoto centrum og den shoppingarkade, der ligger derinde. Vi kiggede i et par butikker, bl.a. 100 yen butikken, Daiso, og så fik jeg kigget på vintagekimonoer endnu engang, og to styks røg med hjem. Når jeg ser hvad de koster i de Københavnske vintagebutikker tænker jeg, at jeg skulle have slæbt endnu flere med hjem, og tjent styrtende på at sælge dem – ;) Men jeg kunne vitterligt ikke have mere med hjem i min kuffert, hvilket altid er en betryggende tanke når jeg indimellem tænker jeg skulle da også liiiige ha’ købt.

De så simpelthen bare så søde ud med deres gule hatte! Japanske skoleelever på tur

Du må ikke squatte og ryge på samme tid!

Butikkerne begyndte at lukke ned, og det nærmede sig aftensmadstid. Vi kiggede efter et spisested i arkaden, men var efterhånden ret low on cash så kriteriet var, at de skulle tage VISA.

Vi kunne også have spist her, under den store og bevægelige krabbe!! haha, den var lidt skræmmende...

Det blev til lidt gåen frem og tilbage, inden vi endelig fandt et sted, der så rimeligt hyggeligt ud, som havde okonomiyaki og som tog VISA. Yay!

Jeg er dog glad for, at jeg fik prøvet okonomiyaki i Tokyo også, for jeg blev altså en anelse skuffet, da tjeneren kom med en færdiglavet okonomiyaki. Den skulle altså bare varmes på pladen…

Jeg synes jo det sjove i Tokyo netop havde været at man selv skulle styre at blande ingredienserne sammen, varme det, slå ægget ud ovenpå og time det hele, og selvom det totalt kiksede for mig, så var det en sjov oplevelse! Og det smagte fantastisk…

Her var der jo bare ingen udfordring i det… Og det smagte heller ikke lige så godt. Hm.

Da vi havde spist gik vi rundt i Kyoto by night, inden vi gik hjem til vores lille lejlighed. Det havde været en aktiv dag, og der ventede endnu en aktiv dag foran os, når vi vågnede dagen efter.