TECEREMONI, TRADITIONELLE GADER, TEMPELBESØG OG TØRRE DONUTS (DAG 2 I KYTO, DAG 11 I JAPAN, ONSDAG D. 11. MAJ)

Vores første hele dag i Kyoto! Vi står tidligt op, for vi har en aftale om en privat teceremoni kl. 11. Egentlig havde jeg ikke tænkt, at dét der teceremoni var noget, der skulle prøves. Men så kom det pludselig op i mig, nu vi var i Japan, og tilmed skulle til Kyoto – det er jo ligesom byEN for teceremonier. Og mange steder, hvor jeg læste om Kyoto stod der, at ”et besøg i Kyoto var ikke komplet uden en teceremoni”. Så idéen voksede hos mig – jeg havde nok slået det hen tidligere med, at det formentlig var en bekostelig affære. Men jeg fandt et sted, der havde en fin, overskuelig og velformuleret engelsk hjemmeside – og så fik jeg solgt idéen til Rasmus med at ”man kunne betale med VISA og de havde gratis wifi!”.

På vej. Gennem vores fine kvarter

Kimonoudlejning. Disse butikker var overALT! Det kostede fra omkring 300 kr. at leje en kimono for en dag.

Smukke traditionelle huse

Selve teceremonien fandt sted i et lille hus i en sidegade til den kendte gade Ninen-Zaka i det gamle traditionelle Gion-kvarter i Kyto. Her blev vi budt velkomne af en lille flok kvinder, alle klædt i traditionel kimono. Vi blev ført til terummet af vores værtinde og her havde vi så vores helt egen private teceremoni, bare for os to og vores værtinde. Hun talte godt engelsk, og forklarede os hele historien bag teceremonien og den grønne te, matcha, som er pulveriserede teblade ”so you are practically eating tea leaf!” som hun sagde.

Hun fortalte os om alle elementerne i en teceremoni. F.eks. har værtinden altid en vifte på sig – men den er foldet sammen, og lægges foran værtinden for at markere grænsen/intimsfæren. Derudover er der altid en blomsterdekoration i terummet, samt et ”banner” (det rigtige ord kan jeg ikke huske…) på væggen med et lille citat. På ”vores” banner stod der f.eks. ”Hver dag er en god dag” – altså, der er noget godt i alle dage.  Derudover fortalte hun, at der er fire vigtige dele i en teceremoni – bl.a. respekt, som f.eks. er grunden til, at døren ind til terummet er så lille. Det kræver nemlig, at man må bukke sig, for at komme ind i rummet, og derved udviser man respekt.

 

Dernæst skulle vores værtinde lave teen til os. Det foregik meget præcist, og meget rituelt. Og med yderste præcision. Vi fik forklaret, at man aldrig drikker af fronten på en traditionel te-kop (eller skål, som det jo egentlig er). Disse skåle er små kunstværker, som kan koste mange penge, og derfor viser man sin respekt ved at drikke modsat fronten af skålen, hvor der typisk er en udsmykning. ”The front is the best part!”, som vores værtinde sagde.

Det blev også tid til, at vi selv skulle lave vores egen kop te, som vi nød sammen med et japansk stykke slik, som også var meget traditionelt. Det smagte mest bare af sukker, og så var der noget gele-lignende indeni. Jeg tror nok, det indeholdt agar som vist nok er noget, man udtrækker fra nogle 

bestemte alger…?

Igang med at lave min kop matcha

Nyder det færdige resultat

Når man er ved at være færdig med sin kop, skal man huske at slubre den sidste mundfuld op. På den måde ved værtinden, at man er færdig med sin kop. Så bukker man naturligvis, for at takke.

Vi fik også talt lidt med vores værtinde om, at matcha vist var ved at blive ret populært i Danmark. Ja, siden vi kom hjem er det vist eksploderet yderligere med matchabarer, matchashakes, matchalattes og jeg ved ikke hvad. Det syntes hun var meget interessant at høre, og hun virkede meget overrasket over det! Ligesom hun var overrasket over at høre, at kimonoer er moderne i Danmark.

Efter teceremonien går vi en tur rundt i de traditionelle gader – Ninen-Zaka og Sannen-Zaka. Her er fyldt med skoleelever i flok! Det er helt vildt. Vi kigger i forskellige butikker, og holder ind et sted og får os en is. En matcha softice med rød bønnepasta og små mochi riskager. For dét skal da selvfølgelig prøves! Det var en lidt underlig kombi, men udmærket. Mens Rasmus er på toilet, har jeg i sandhed en kamp med min is, der pludselig har besluttet sig for at smelte ud over alt – hænder, mit tøj, min telefon. Og jeg sidder bare og tænker ”nu synes japanerne bare jeg er helt vild dum og pinlig og kikset!!” haha, man vil så nødig fonærme eller gøre sig pinlig…. Men jeg fik kontrol over situationen!

Ved gaden Ninen-Zaka

Turister i kimonoer

...Og turister klædt ud som geishaer

Endelig en is med en ordentlig vaffel! :)

Vi fik kigget i flere butikker, bl.a i de hele TO Studio Ghibli butikker, som de har i Kyoto. Så fik jeg lige købt lidt mere…

 

Selvfølgelig skulle jeg have et billede med Totoro...

Men i den anden butik var der en endnu større Totoro!

...Og Jiji var der også :)

I Kyoto er der også en Hello Kitty café, hvor man kan få Hello Kitty formet mad...

...der er også en zenhave!

Med et tehus med selveste Hello Kitty ;)

Efter teceremonien var jeg også blevet ret så opsat efter selv at eje et sæt til at lave en kop matcha. Så jeg fik købt mig en bambusske, et piskeris i bambus (som vi lærte er skåret ud af ét stykke bambus), en teskål og selvfølgelig selve teen.

Vi fik også købt lidt gaver, og var bl.a. inde i en sjov butik der solgte håndlavede gélesæber, som man kunne afprøve i flotte guldhåndvaske.

Travlhed i gaden

Kæmpe orkideer!

 
Super fin keramikbutik. Men også ret dyr.


Skoleelever og turister i kimono = Kyoto!

Prøver lige gelesæbe

Vi gik videre op mod templet Kiyomezu-Dera. Her vrimlede det igen med skoleelever. Et par drenge i skoleuniform kom hen til os, og spurgte om noget med et foto, og vi tænkte at de nok ville have os til at tage et foto af dem, hvor de alle var med på – og selvfølgelig ville vi gerne hjælpe med det! Men nej, det viste sig at de gerne ville have taget et billede med os – haha! Eksotiske blege vesterlændinge… Men det var selvfølgelig også okay! Så måtte vi lige stille op til fællesfoto inkl. det klassiske asian-pose peacetegn, haha!

Kort efter bliver jeg stoppet af en gruppe skolepiger, der gerne vil have svar på nogle spørgsmål til engelsk. Jeg havde bare så svært ved at forstå hvad de ville mig, da deres engelske udtale var lidt uvant i mine ører – så da de stiller deres indgangsspørgsmål ”Sorry, do you have a minute?” lyder ”minute” mest af alt som ”Minion” for mig, og jeg er helt forvirret… Heldigvis havde de også spørgsmålet på skrift, og da jeg endelig forstod hvad det var de ville, ville jeg naturligvis gerne hjælpe. De fortæller, at de er på school trip og altså havde fået til opgave at stille spørgsmål på engelsk. Det lod ikke til at være så væsentligt hvad vi svarede på spørgsmålene – hovedsagen var vist bare at de fik stillet de spørgsmål på engelsk. De var søde og lidt generte, og ville gerne have taget et billede sammen med mig til sidst.

Da vi går lidt videre bliver vi atter stoppet af en gruppe skoleelever. De vil gerne stille os de samme spørgsmål. Derudover stiller de os et lidt fjollet spørgsmål, imens de griner og fniser for vildt – de spørger hvem der har ”the nicest face”. Hertil måtte vi jo bare svare, at de alle havde et ”nice face” og at vi jo slet ikke kunne vælge! Alle fik thumbs up svarede vi. De vil gerne have taget et billede med os, og det var også okay. Og så fik vi også taget et billede sammen med dem J

Templet var vanvittigt smukt, og med et imponerende udsyn over Kyoto by og med bjerge i horisonten. Der er 2000 templer i Kyoto, så det siger sig selv, at man ikke kan nå at se dem alle, og man bliver også lidt ”tempel-træt” i længden. Men Kiyomezu er absolut et must når man er i Kyoto. Templet er i øvrigt også på Unescos verdensarvsliste, og der er ikke brugt et eneste søm til at bygge det.

De søde skoleelever :D

De har selvfølgelig også alle ens sko på...

Vi var ikke de eneste den dag...

Asiater er glade for selfiestænger... :D

Det her var virkelig sødt!

Små statuer ved templet

Ved templet er der også en hellig kilde, så her stod alle skoleeleverne i kø, for at rense hænder og mund i det hellige vand.

Den hellige kilde

Og lange køer til kilden!

En fin lille café ved templet

Vifter i massevis 

Da vi er færdige med at kigge på templet er vi ved at være godt sultne, så vi går på udkig efter en omgang sen frokost. Vi ender et ret specielt sted, en form for grillbar/cafeteria, hvor de serverer sådan ca. alt i en paneret udgave. Rasmus fik f.eks. svinekød og jeg fik noget krabbehalløj, begge dele pakket ind i samme panering. Maden var ikke specielt sindsoprivende, måske det dårligste måltid på hele vores rejse, men vi blev da mætte…

Den lidt sørgerlige frokost

Og restaurantens toilet! :-O

Bagefter gik vi tilbage til lejligheden, hvor vi lige slappede af et par timer.

Bambus!! :)

En lille rissnack, som vi var nødt til at prøve :)

Efter det gik vi ud i byen igen, og ind til centrum. Vi endte med at købe et par mega kawaii donuts, som dog var temmelig tørre og kedelige! Så vil jeg hellere have en fedtet donut, der ikke ser nuttet ud, ha!

 Men søde er de da... :)

Kagerne mættede jo ikke ret meget, og vi var efterhånden blevet aftensmadssultne, ovenpå den fesne omgang mad tidligere. Så vi endte med en lidt nem og hurtig løsning, og spiste burgere hos Mo’s Burger. De var faktisk ganske udemærkede!

Vi gik videre rundt i byen, omkring den lille flod og gaden Pontocho, hvor de traditionelle geishaer hører til. De er ret hurtige og sky – vil helst ikke have, at man tager billeder af dem, men vi forsøgte jo alligevel i smug. Uden det store held. Flere gange så vi også geishaer gå i selskab med forretningsmænd. Vores værtinde fra teceremonien anbefalede os også at tage ind at se traditionelt geishadans, men jeg har en forestilling om, at det godt kan være lidt… kedeligt at se på. Så i stedet stod vi og nød at se dem ile frem og tilbage på Pontocho.

Travl geisha!

Kyoto er så smuk om aftenen, så vi gik en lang tur i gaderne, og ved floden Kamo, inden vi gik hjemad mod lejligheden igen.