SHINKANSEN, SASHIMI OG SJASKCHARMERENDE KYOTO! (DAG 1 I KYOTO, DAG 10 I JAPAN, TIRSDAG 10. MAJ)

Tirsdag morgen stod vi op, og pakkede det sidste ned i kufferterne. Diverse indkøb på turen fyldte allerede helt godt op i min pastelblå kæmpekuffert. Så gik turen altså mod Tokyo Station! Nogle dage forinden havde vi købt billetter til Shinkansen i et billetsalg på en station. Sådan nogle billetter er ganske så dyre – omkring 900 kr. pr. billet, pr. vej (!), så da manden i billetkontoret rystede på hovedet, da vi spurgte om han talte engelsk, så fik vi lige et sug i maven. Shit. Men man kommer jo alligevel langt med at pege på sin telefon, der meget fint og grafisk viser hvor vi skal til og fra, og på hvilket tidspunkt. Så det gik jo alt sammen.

foran Tokyo Station

At tage med Shinkansen var for mig en drøm, jeg har haft siden jeg så ”Vagn i Japan”, hvor han jo kører med toget igennem Japan… Mange spørger mig hvorfra, jeg har fået den idé (for det er åbenbart helt tosset? :P) at ville til Japan, og jeg må nok give ham dér Vagn rimelig meget credit for at have vakt lige dén rejsedrøm hos mig. Jeg slugte hans rejseprogrammer råt om Japan, dengang i 2002… Det er jo mange år siden! Året efter startede jeg i gymnasiet, fik en Japansk udvekslingsstuderende som klassekammerat og god veninde, og så blev drømmen jo kun større. Og større.

klar til at gå om bord!

Så at sætte sig ind i Shinkansen, på vej mod Kyoto. Dét var stort! At sidde lige dér i hurtigtoget, med ufattelig god benplads i en togvogn, der er mere stille end stillezonen hos DSB – og det endda selvom det ikke var en stillezone. Men folk i Japan ved godt, at det er irriterende for alle andre at høre deres telefonsamtaler i toget. Og at man godt kan føre samtaler med dæmpet stemmeføring. Jeg elsker altså Japanerne for at være så hensynsfulde!

Og der var orden på formerne i toget. Hver gang en konduktør gik ind i en togvogn, bukkede han. Og også, når han gik ud af den. Rutinen var den samme, hver gang: Vende sig om mod passagererne og så bukke. Det var nu lidt fint.

Snacks på turen. Gudetama karameller og matcha latte.

Så sad vi der, 300 km i timen, mens Japan passerede forbi udenfor. Det gik stærkt! Forbi bjerge, små byer og rismarker. Efter sigende også forbi bjerget Fuji – men det var vist dækket bag tåge. I hvert fald nåede vi ikke at se det.

Det var ikke nemt at tage billeder i farten. Men Rasmus insisterede på at prøve...

Rismarker og bjerge

Efter kun et par timer i toget er vi fremme i Kyoto. Rasmus er en sand helt, der tager begge kufferter op og ned af trapper ”for så har jeg ligevægt!” som han sagde. Jeg var bare glad for at slippe for at slæbe. Sagde den dovne…

Vi havde nu ikke længere noget pocket wifi (sådan noget smart transportabelt wifi, der følger gratis med i mange AirBnb lejligheder, og som vi var dybt afhængige af i Tokyo) – så vi prøver at fange noget gratis wifi på stationen, så vi kan finde ud af, hvordan vi kommer fra a til b. Det er ikke så let! Og selvom Google Maps er behjælpelige med at fortælle os hvilken bus, vi skal tage, så nytter det bare ikke rigtig noget, når skiltene ved busserne står så fint på engelsk (og Japansk)  - men kun på Japansk på Google Maps… Vi prøver at sammenligne skrifttegn, men det er håbløst. Vi overvejer om vi skal gå, men det regner ret heftigt, og vi har vores tunge bagage (og jeg er vist lidt ”hangry”!) – men på en eller anden måde lykkes det Rasmus at finde ud af hvilken bus, vi kan tage. I hvert fald noget af vejen.

Selvom vi skulle gå et stykke fra busstoppestedet, og det stadig regnede (nu lidt mindre...) var det ok. For turen gik over Kamo floden, som løber igennem Kyoto, og som er så helt utroligt vanvittig smuk, med fine træhuse langs med, en smuk grøn flodbred, og bjerge i det fjerne. Vi var begge helt overraskede over det storslåede syn, der mødte os! Kyoto var i sandhed noget helt andet end Tokyo.

(altså Kyoto ser jo ikke specielt spændende ud på dette billede, men I må tro mig når jeg siger, at selv i regnvejr var der utroligt charmerende)

Vi finder frem til vores AirBnb lejlighed, og undrer os lidt over, at der står noget bagage fra nogle andre gæster… Nå, det kan jo være, de har fået lov at lade det stå der, efter de har checket ud af lejligheden, tænker vi. Men tidspunktet er bare lidt skævt ift. at det skulle være en mulighed, så vi skriver til vores vært, og spørger om han er klar over, hvad der foregår (der er heldigvis internet i lejligheden, selvom de er gået med pocket wifi’en!). Han svarer hurtigt, og spørger os, om vi er sikre på at vi er den rigtige lejlighed? Det er vi helt sikre på, og det viser sig også, at det ikke er os, der er galt på den, men i stedet nogle andre gæster, der – på en eller anden måde – er kommet til at tage nøglerne til vores lejlighed ved en fejl, fremfor den de selv havde lejet (vores vært udlejede to lejligheder i samme ejendom). Godt så. Dog er vi stadig uden pocket wifi, hvilket er lidt irriterende ift. at vi gerne vil finde et godt sted at spise. Vi beslutter os for at gå ud til en af de større veje i nærheden, og håber på at finde noget der.

Klar til at gå ud i verden! Iført regnjakker :D

Men først: en drikkevare. Man skal altid vælge den i den mest nuttede emballage...

Og det gør vi, heldigvis. Vi støder på en restaurant/bar, der har et meget indbydende (og på engelsk!) menukort med mange forskellige små retter. Lige sådan noget, vi er helt vilde med! Så vi går ind, smider skoene, og får en plads i baren, hvor vi løbende bestiller diverse små lækre retter.

Vi bestiller sashimi, og får en fornem servering af tre forskellige slags sashimi. Det smager himmelsk!

Wow wow wow, sashimi!!!

Derudover bestiller vi lidt af hvert. Og en masse tempura.

lækker oksekød i tynde skiver, mmmm!

fem forskellige slags pølser

burdock fries - som jeg først efter jeg er kommet til Danmark igen har fundet ud af er rødderne af burre-planten! og tempura laks)

avocado og rejer med wasabicreme

kartoffel - lidt ala kroketter, og avocado og skinke i tempura

tempuragrøntsager med forskelligt salt som dipping til

Maden smager forrygende, vi er mætte og glade – men føler os også lidt ”søsyge” i kroppen. De der 300 km/t kan mærkes i kroppen, på samme måde som hvis man har været ude at sejle længe, eller været på busrejse gennem Europa.

Restauranten udefra

Vi forlader restauranten, og begiver os ud i Kyotos gader. Her er ret stille og øde, og gader ligger regnvåde og spejlblanke. Vi har dem for os selv. Der er smukt i regnen og mørket, og vi bevæger os gennem Gion område mod gaden Ninnenzaka og den store pagode – Yasaka. Det er helt utroligt smukt, og jeg får et sug i maven over at være lige dér med manden i mit liv. I det hele taget er det utroligt romantisk at gå rundt i den smukke historiske by, helt alene, gennem gamle traditionelle, øde og regnvåde gader.

Den smukke pagode

Altså. Wauw!!

Næsten ikke til at fatte at nu var man faktisk hér!

Et buddhistisk tempel, som vi kom forbi

Indgangspartierne til restauranterne i Kyoto i det gamle kvarter er så fine og smukke og traditionelle...

Vi går hjem igen, og jeg har pludselig fået en voldsom kvalme. Måske for meget tempura?? Jeg tager en powernap på madrassen på rismåtterne i vores lillebitte lejlighed, mens Rasmus tager i FamilyMart og køber morgenmad. Da han kommer tilbage har jeg det allerede bedre, og kan heldigvis godt fortære nogle af de Pocky stænger (chokolade på tynde kiksestænger), han har købt med ;)

Og det var slut på den dag!