Tanker..

Indrømmet. Jeg har aldrig været den allermest udadvendte person, og jeg bliver det heller aldrig. Det ligger ikke til min natur. I folkeskolen var jeg ganske vellidt, og snakkede fint med alle i klassen. Men holdte mig mest til 2-3 stykker, som jeg så også var rigtig gode venner med. I 10ende blev jeg rykket ud af min tryghed fra folkeskolen og kom på efterskole. Mit eget valg, og et stort ønske. Jeg prøvede virkelig at gøre alt, hvad jeg kunne for at snakke med alle og få en masse venner. Men det endte med, at jeg droppede ud af efterskolen. Jeg ser det ikke, som min skyld, for det var godtnok også nogle kolde trunter, der var på den efterskole, mange af dem!
Jeg kom i 10ende klasse, hvor jeg fik mange gode venner og kammerater. I gymnasiet var jeg også vellidt, men holdt mig nok meget til de samme personer. Det har betydet efterfølgende, at jeg har opdaget, at man ikke var så nære venner med nogen som man måske troede, man var. Til festerne blev man jo altid inviteret med, for vi var en så lille klasse så man var "nødt til" at invitere alle med. Og det var også sjovest! Så jeg tænkte egentlig ikke over at jeg - måske - var lidt udenfor fællesskabet (eller ihvertfald ikke så meget inde i det, som mange af de andre).
Af lærene på skolen blev jeg også ofte opfattet som den stille type. Men det var mest i de timer, hvor jeg ikke var aktiv - heldigvis :)
Jeg har gennem hele min skolegang fået smidt i hovedet af diverse lærere "Du er lidt stille - men det er vel også bare din natur?".
Og den gør lige ondt hver gang.
Nu er jeg startet på et nyt studie. Og det er helt super. Jeg føler mig godt tilpas med den rolle, jeg har fået i klassen. Jeg tror umiddelbart ikke, at folk opfatter mig som den stille pige. Jeg bliver heller aldrig den allermest larmende pige - men det har jeg virkelig heller ikke lyst til!
Jeg har mange gode venner og kammerater i klassen, og jeg føler, at jeg er vellidt. Jeg VED at der faktisk er mange i klassen, der rigtig godt kan lide mig! Det er skønt. Det er så befriende og rart og trygt. Endelig føler jeg mig tilfreds med den rolle, jeg nu engang har fået. Og jeg føler også, at jeg selv har "valgt" den rolle, sort of.
Jeg synes og føler selv, at jeg har forandret mig en hel del, bare siden gymnasiet. Jeg er blevet mere udadvendt, har lettere ved at snakke med folk osv. osv.

Jeg var til en fest forleden. Jeg var der sammen med Rasmus, og udover værtinden til festen kendte jeg INGEN. Men jeg prøvede at være positiv, jeg sørgede for at smile og grine hvis nogen sagde noget sjovt, og jeg snakkede da også med de, der sad ved siden af mig.
Jeg sidder på et tidspunkt blot og betragter selskabet. Nogle synger til musikken, som bliver spillet på en guitar af en eller anden gut. Jeg har det sådan set fint nok, og synes det er rart bare at slappe af og betragte lidt. Lige indtil pigen ved siden af mig siger:
"Du er sådan en meget stille person, er du ikke?"
Jeg ved godt, hun ikke mente det ondt. Men det ramte bare på et ømt sted! Det er som at få en dør i hovedet. Er alt spildt?
I situationen blev jeg så overrasket (på den ufede måde) over at få smidt det i hovedet, at jeg blot fik sagt noget ala: "Øhh..nåå...jamen det kan da godt være, det ved jeg ikke.."
I virkeligheden ville jeg ønske jeg havde sagt:
"JA! Og du er helt vildt larmende!!"
Jeg ved godt, det ikke ville være særlig pænt sagt. Men et eller andet sted, synes jeg virkelig heller ikke det var pænt sagt af hende! Hun kender mig jo ikke. Og er sikker på, at hun ville forstå pointen hvis jeg sagde sådan til hende. Jeg overvejer faktisk at gøre det næste gang, nogen siger det til mig. Med et glimt i øjet, naturligvis!
Jeg mener blot, hvorfor er det okay at sige til folk "Nej hvor er du dog stille!" Det er sådan en tam konstatering, som jeg/vi ikke kan bruge til noget som helst! Andet end at blive kede af det. For ja, jeg bliver ærligt talt ked af det!! At få smidt sådan en tør konstatering i hovedet af folk, der ikke kender en. Man har lyst til at råbe og skrige: "Jeg er faktisk rigtig sød og sjov, så giv mig dog en chance!".
Men jeg tror ikke folk forstår, at man bliver såret..
Det er ligesom hvis man siger "Ej hvor er du tynd!" eller "F*ck du er høj!" - det er jo også helt okay at sige til folk. Men det kan altså såre mindst lige så meget, som at få af vide, at man er tyk!

Jeg håber, at jeg næste gang jeg kommer ud for noget lignende, vil kunne svare igen på en ordenlig måde.
Jeg er den, jeg er. Og jeg er saftsuseme ikke kedelig!