Når man sådan tænker over det, så synes jeg faktisk der er ret mange rare ting ved efteråret.
I år vil jeg blandt andet gerne prøve at bruge efteråret på:
- Først for ligger en lille sommerhustur med min søde mand her i weekenden. Vi skal bare kigge på stjerner, dase foran brændeovnen, nyde et varmt karbad, gå ture i den smukke vilde natur og spille kort- og brætspil. Jeg glæder mig!
- Oktober byder også på Kulturnatten i København, der byder på mange spændende arrangementer. Sidste år fik vi både besøgt Frimurerordenen på Blegdamsvej, helikopterplatformen på Riget og Novozymes.
- Halloween i Tivoli er jo også et absolut must for mig, og i år skal jeg derind sammen med min dejlige nevø 😍. En aften-kærestetur med Rasmus i mørket er naturligvis også på to-do listen. Det er sgu så hyggeligt at flette fingre i Tivoli ♥️
- Jeg vil hækle noget mere. Det er faktisk gået ret meget i stå, og jeg er helt bange for at gå i gang igen fordi jeg frygter at have glemt det fuldstændig (🙈 ). Heldigvis har jeg en søster, der er flink til at hjælpe, og man kan også finde gode videoer på YouTube, så det skal nok gå. Jeg vil nemlig gerne hækle en vimpelranke til vores lille pige.

- Noget af det, jeg holder rigtig meget af ved efteråret er at gå lange ture i det smukke efterårslys og nyde de smukke efterårsfarver.


- Efterår betyder også at blomsterhandlerne vrimler med georginer i smukke buketter - min absolutte favorit!

- Når det regner er det jo oplagt at tage på museum, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage Rasmus med til Stanley Kubrick udstillingen på Gammel Strand. Gerne hvor vi lige har haft en hyggelig filmaften forud med klassikere som Ondskabens Hotel og Rumrejsen 2001. Derudover gad jeg godt aflægge Davids Samling et besøg - jeg har aldrig været der, og der er gratis adgang, så hvorfor ikke? Og så har Nikolaj Kirke en ny udstilling kreeret af Oh Land og hendes mand - for børn og barnlige sjæle, som de skriver. Og selvom det måske mest er for børn har det jo ikke stoppet os tidligere ;)

- Jeg vil også nyde at sidde i min vindueskarm mens regnen rusker og få læst i en god bog, gerne suppleret med en kop kaffe eller te.
- Vi skal også et smut til Samsø, hvor der jo altid plejer at være så mange fine vejkantsboder med store og flotte græskar. Jeg elsker græskar! :)

Efterår - jeg er klar! :)



Ingen kommentarer:
Send en kommentar