Søndag morgen stod vi op, og begav os mod lufthavnen gennem regnvåde København. Det føltes helt mærkeligt at køre igennem Nørrebro og vide, at vi først ses igen om to uger! Men det føltes også ret fedt.
På vej i bus 5A
Obligatorisk billede - vores fly
Flyveturen gik fint – det bliver
nok aldrig min yndlingsaktivitet i hele verden, men det gik da. Og jeg fik set
en del film undervejs, bl.a. filmen ”Mig før dig” som jeg lige fik hyyyyylet
lidt til.
Og så fik vi smagt sandwich med
rensdyrkød. Der er en første gang for alting…
Maden ombord på flyet
Sandwich med rensdyrkød
Udsigt til bjerge fra flyet
Jeg er jo ikke pjattet med at kigge
ud ad vinduet, når jeg flyver – jeg synes det er lidt sug-i-maven-fremkaldende,
især når man kan se på vingen af flyet drejer, men jeg vovede mig alligevel til
at tage et kig ud, da vi havde den smukkeste indflyvning over San Francisco Bay
med kig til Golden Gate Bridge (jeg
hvinede lidt af fryd, da jeg spottede den!).
Se, der er den jo!
Get groovy in San Francisco!
Fremme i lufthavnen skulle vi
igennem det obligatoriske immigration, hvor en officer stiller dig en masse
spørgsmål, mens han ser meget alvorlig ud (= jeg var en lille smule ved at skide grønne grise….). Først ville
han vide hvor lang tid, vi skulle være herovre og hvad vi skulle lave. Fair nok
tænkte jeg. Da han så kom til spørgsmålet ”what is your work” (eller hvordan han nu formulerede det) følte
jeg mig pludselig meget usikker! Min tankestrøm var noget ala ”shit! Mit arbejde? Jeg har jo ikke noget
arbejde! Men det lyder heller ikke så godt at sige, at jeg er arbejdsløs…. Hvad
fanden er det nu pædagog hedder på engelsk? Social worker? Men jeg er jo ikke
socialrådgiver….” Jeg fik svaret
ham, at jeg var studerende – eller, lige blevet færdig med min uddannelse som
social education worker (hvilket vistnok
er den engelske betegnelse ifølge mit eksamensdiplom…). Svaret blev
godtaget. Pyha. Men så kom næste spørgsmål: ”Who’s paying for the trip, then?”
Mig, inden i mit hoved: ”vorherrebevares,
kan man ikke have økonomiske midler som studerende eller hvad? Nå ja, det er jo
USA, de får ikke ligefrem betalt deres uddannelse af staten, hmm…” og så
var det, jeg svarede ”My boyfriend is paying for the trip” – hvilket jo ikke er
helt rigtigt, vel, vi deles faktisk om det, OG jeg heller ikke give Mr. Officer
indtrykket af, at jeg var sådan en kvinde, der bare blev forsørget – jeg er
strong og independent! Det fulgte så til det efterfølgende spørgsmål: ”He’s
paying for the whole trip?” Nu fik jeg lidt hjertebanken.. ”åh nej åh nej, hvad tænker han nu, hvorfor sagde jeg også det, shit
shit shit….” Jeg tror jeg så lidt usikker ud, og jeg lød det også, da jeg
åbnede munden ”øhhhhhh no no no, I have a job along my studies! I have been
saving up also!!” (utrolig velformuleret
engelsk, når man er lidt presset…). Til sidst gav Mr. Officer mig et
stempel og en rød krussedulle på mit papir – men jeg var jo i højeste
alarmberedskab, så jeg tænkte selvfølgelig: ”hvorfor bruger han den RØDE tusch? Det er helt sikkert IKKE et godt
tegn! Er det en hemmelig kode for ”send lige hende her til videre afhøring, hun
er totalt utroværdig””.
Men men, alt gik fint og vi kom igennem immigration
og kunne ånde lettede op.
Vi var de sidste til at gå af flyet, og det tog lidt tid igennem immigration, så da vi kom frem til bagebåndet stod vores kufferter helt ensomme ved siden af.. (obs, den sorte er ikke vores).
Lige indtil næste ”problem”. For vi stødte ind i
noget af en velkomstkomité for enden af både rulletrappe og elevator i
ankomsthallen. Her var der stor demonstration imod Trump og hans indrejseforbud
– en demonstration, jeg kun kan støtte 100 procent! Men en lille del af mig var
lidt træt ovenpå rejsen, og ville bare gerne forbi – kunne jeg da ikke liiiiige
få lov at snige mig igennem blokaden? But no. Vores søde værter og venner, som
vi besøger herovre stod og ventede på os i ankomsthallen – hurra for at jeg
skiftede til 3 inden vi tog af sted, for så kunne jeg kommunikere med Line over
messenger. Vores samtale har nok lignet en samtale, man kan have på Roskilde
Festival efter 10 shots og en ølbong, det var meget sådan noget ”hvor er duuuu?
Jeg kan ikke høre noget, når du ringer”. Vi var nødt til at tage elevatoren op
til etagen over ankomsthallen, og så finde en trappe ned igen. Det lykkedes,
men vi havde lidt svært ved at gennemskue, hvordan vi kom videre . Gennem
demonstrationen? Det ville være lidt svært, i hvert fald, for der var en stor
flok med skilte og megafoner og tamburiner og jeg ved ikke hvad alt imens de
råbte ”No hate, no fear, refugees are welcome here!”. Der var en god stemning
og kampånd, og det var alt i alt meget rørende at opleve det sammenhold der var
blandt demonstrationerne. Det gav på en måde et håb. Vi er mange, der er imod
Trump, og hvis bare vi står sammen kan vi nå langt, måske. Vi må i hvert fald
ikke miste håbet, vi må ikke bare lade stå til, og stiltiende acceptere!
Blokade ved rulletrappen
Blokade ved elevatoren
Dette skilt var min personlige favorit
Nå, men vi skulle jo finde vores
venner, og vi fandt frem til at vi skulle ned af en rulletrappe (alle rulletrapper var i øvrigt sat ud af
funktion), og hvem spotter vi så på vej op af rulletrappen? Så havde vi
lige en glædelig reunion med kram på rulletrappen, indtil det gik op for os, at
vi stod rimelig meget i vejen.
Lines mand havde lejet en Zip Car,
som vi blev hentet i og kunne køre hjem til dem med. Det var en fin oplevelse
at køre gennem byen, og samtidig også lidt uvirkeligt – vi er her virkelig nu!
Det skal jeg altid lige have lidt tid til rent faktisk at opfatte. Da vi
landede i Tokyo sidste år skulle jeg også knibe mig selv i armen flere gange på
vores togtur fra lufthavnen. Det er så vildt jo. Vi ER her. Vi GJORDE det!
Den der følelse, når man kører ind i den by, man skal holde ferie i, og man ser byen for første gang. Jeg ELSKER det!
Great Adventure - ja, det må man sige der venter os!
Det ene hus er finere end det andet i San Francisco
Pastelfarvet bygning - lyserød og mintgrøn i skøn forening <3
Fremme i lejligheden blev vi
indlogeret på den lyserøde sofa, hvorefter vi tog med for at aflevere bilen på
sin plads. Her så vi en smuk solnedgang, og kunne også kigge lidt til broEN.
Fantastisk udsigt over byen
Solnedgang over Stillehavet
Dernæst gik vi en tur i Target –
Line har fortalt mig meget om Target, det fantastiske amerikanske supermarked,
hvor man kan få ca. alting. Rasmus og jeg var også imponerede og begejstrede,
især i cereal- og slikafdelingen, hvor man kan få ”Family Size”- alting. Blandt
andet godt 1 kg pose M&Ms med peanutbutter (min yndlingsvariant!).
Chokoladehimlen i Target!
Bare en lille bitte pose M&Ms...
Vi besluttede os for at hente
takeaway som aftensmad, og fik mad fra Chipotle. Rasmus og jeg fik en lækker
bowl med brune ris, sorte bønner, barbacoa
(krydret kød i sovs, meget lækkert), cremefraiche, ost, salsa, guacamole og
lidt salat. Det smagte latterligt godt, men nu er jeg også totalt meget til
fals for god mexicansk mad med en masse guaca.
I kø til mad hos Chipotle
Aftensmad og øl i lejligheden
Lækker, lækker mad
Aftenen gik med lidt snak og tv,
mens vi kæmpede mod jetlag og træthed. Kl. 21.30 måtte vi overgive os, og krybe
i seng. Jeg var så træt, at jeg var overbevist om, at jeg ville sove i 100 år,
eller bare til jeg vågnede. Hvilket jeg så gjorde ca. halvanden time efter!
Stod op, og gik på toilet, og gik så i seng igen. Og så sådan var det hele
natten – sove halvanden time, op på toilet, sove halvanden time, op på toilet
osv.
Men efter en lidt afbrudt nat
ventede en ny dag i San Francisco. Men det må I høre om en anden gang.
Udsigt fra terrassen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar