mandag den 17. oktober 2016

10 SPØRGSMÅL

A&K fra Venterpaavin opfordrede til at svare på 10 spørgsmål, og det har jeg hermed valgt at gøre:

1) Hvilken kendis, vil du helst give et smølfespark i øjet? 
Jim Lyngvild! Vi er dér, hvor jeg ikke engang vil købe hans cremer, selvom de sikkert er super gode - så irriterende synes jeg han er. Politisk er vi vidt forskellige, og fred være med det, men hvad jeg ikke kan snuppe er hans evindelige trang til at ytre sig højtråbende på Facebook uden at vide hvad han taler om. Dét irriterer mig! Som da han ytrede sig helt tåbeligt i forhold til flygtningepolitikken eller der forleden var en noget omdiskuteret sag omkring nogle specialklassebørn, der skulle på tur i stedet for at se Kronprinsessen. Jeg er sikker på at der har ligget velovervejede pædagogiske beslutninger bag det valg - men Jim Lyngvild skal selvfølgelig lige score nogle likes på et opslag omkring, at han da hermed inviterer alle specialklassebørn i zoologisk have. Af alle plastre på såret er det da det værst tænkelige. En dag med Jim Lyngvild! Jeg giver ikke meget for den mand - uanset hvor meget han så inviterer flygtninge til at lege med ham i vikingeland.

2) Hvis du måtte købe lige hvad du ville i BR, da du var 8, hvad havde du så valgt? 
Helt sikkert noget Barbie - måske et Barbiehus. Eller Lego Scala - jeg syntes det var så fint, men jeg havde faktisk ikke selv noget Lego Scala.

3) Hvad er det pinligste, du har overværet? 
Altså jeg ved ikke om det er det pinligste nogensinde, men jeg var engang på et rigtigt stamværtshus med nogle studiekammerater (mange år siden). En pige vidste ikke hvad klokken var til, og dingede med den. Det betyder jo, at man giver en omgang til alle. Hov!

4) Øl, vand eller vin?
Det er dælme svært at skulle vælge mellem øl eller vin! Men det må blive vin. Vin er nu så rart.

5) Hvis du måtte være en Disneyfigur i 24 timer, hvem ville du så vælge?
Jeg har altid syntes at Mulan var helt vild sej! Selvom hun er lidt kikset og klodset (ligesom mig). Dog er jeg på ingen måde lige så sej som hende, men gid jeg var :) 

6) Hvad er det ældste stykke tøj du har i dit skab?
Jeg har en cardigan fra "Hennes og Mauritz" den har været min søsters, og har i hvert fald +15 år på bagen. Derudover har jeg jo forskelligt vintagetøj, som nok er endnu ældre - fra 70'erne og 80'erne, vil jeg skyde på.

7) Hvad gik du til som barn?
Jeg plagede i 100 år om at måtte starte til spejder, men først da jeg blev 8 år kunne jeg begynde til det. Det gik jeg til indtil jeg blev 16 år gammel. Derudover har jeg gået på billedskole, til rytmegymnastik, til kirkekor og så i diverse indremissionske børne/ungdomsklubber, da jeg gik på kristen skole som barn, og mine venner færdedes meget i de kredse. Det var nu meget hyggeligt - når ikke det handlede alt for meget om Bibelen og synd og helvede, hvilket det primært gjorde. Så det... 

8) Hvad mener du er sjovt?
Casper og Mandrilaftalen. Altid.

9) Hvem kan du ikke undvære?
Ja... nu står der hvem, men det er sjovere at svare på "hvad" :)
Jeg har i hvert fald svært ved at undvære chokolade i længden. Det er jo det lækreste, der findes!

10) Hvorfor læser du blogs?
Det er bare hyggeligt. Og man kan få inspiration til både mad, oplevelser, tøj m.m. Og så elsker jeg en blog med lækre billeder som f.eks. hos Elsa. Noget min egen blog på ingen måde lever op til ;)

2 kommentarer:

  1. Mandrillen og vin er det bedste - får lyst til at se en Gentlemand Finn sketch straks :D Om det stadig er fedt? Det tror jeg nok frisør.

    - A

    SvarSlet