lørdag den 7. september 2013

VESTERBROHULEN - STUEN

Så fik jeg endelig tid til at vise jer det vigtigste rum i vores lille hule. Nemlig stuen. Men der var lige nogle ting, der skulle falde på plads med indretningen før jeg ville vise det frem. F.eks. har vi fået nyt sofabord. Selvom vi jo næsten lige havde købt et nyt. Det er ikke fordi det fra Ikea ikke også er flot. Men vi skulle nok bare have købt det bønnebord fra starten. For vi (særligt jeg) har drømt om det længe. Meget længe. Men så er det sådan, at vi bor et stenkast fra Designerzoo. Og så bliver man jo fristet. Og så troede jeg egentlig også at de var dyrere end de faktisk er! Summasummarum så valgte vi altså at købe et bønnebord... Mine forældre har så overtaget Ikeabordet, så det er jo fint. Det ryger ikke bare ud! Og nu er der smukhed, harmoni i min stue føler jeg :) Det er helt perfekt. Det passer så godt ind.

Det lyder enormt materialistisk, men sådan skal det ikke lyde, når jeg skriver følgende. Men det betyder så meget for mig at være omgivet af smukke ting. Det behøver ikke være designermøbler for så vidt (selvom designermøbler ofte er ekstra smukke pga. netop design og håndværk). Men det giver mig ro, energi og gør mig glad at have et smukt hjem med ting jeg holder af at kigge på. Jeg forstår slet ikke mennesker der bare har et hjem for at have et sted at bo, og hvor der ikke er noget på væggene og alting har en ren praktisk funktion. Vi er jo alle forskellige :) Måske er det pga. min introverthed at jeg netop vægter hjemmets udseende så højt. Mit hjem er min oase, mit sted hvor jeg kan få ny energi til at møde verden. Det er vigtigt at her er rart at være. Hyggeligt, fint, smukt... Jeg går meget op i det!
Og jeg SÅ glad for vores lille hjem!! Jeg tænker hver dag "hvor er her rart, hvor er vi heldige at bo lige hér og hvor har vi altså indrettet os fint!". Ikke for at prale... Men jeg synes virkelig vi bor fint! :) Det ville da også være ærgerligt andet... - altså hvis man følte man boede grimt.

Men sådan ser vores stue ud. Med den nye sofa fra Bolia, som vi er rigtig glade for. Den kan slås ud til sovesofa, hvilket er super praktisk når man har besøg langvejs fra :)
- og den ligner jo slet ikke en sovesofa! Den er genial. Eneste "minus" er at vi ikke kan ligge to mennesker i den på én gang, som vi har været vant til fra den gamle sofa, haha! Men det går jo alligevel :)
Den grønne lænestol kunne vi heldigvis også få plads til - det er en stor fordel at den er så lav, så den fylder ikke så meget fysisk i rummet.


Plakaten fra Kortkartellet måtte vi vente lidt på. Op til flere emails - både fra jeg og min kæreste, og så fik de den endelig på lager i den fine mintfarve, hurra! ;)  Vi valgte Samsø da det er mere unikt end en plakat over København (selvom de også er fine). Vi har jo begge et tilhørsforhold til den ø - jeg har fået det, naturligt nok, gennem min kæreste, som har trådt sine barnesko der. Rent grafisk synes jeg også at øen har sådan en smuk form. Jeg elsker den plakat! Samsø, den grønne ø!
- og se lige hvor fint den matcher de lys, jeg fik af søde Line i indflyttergave til vores indflytterfest. Jeg tør aldrig tænde de lys, for de må ikke forsvinde, så fine de er - haha!
Walton Ford plakaten havde jeg store problemer med at finde en ramme til pga. de helt umulige mål, som plakaten (åbenbart) har.. Det lykkedes dog at finde en forretning som havde en ramme, der passede helt perfekt til. Så selvom det blev lidt dyrt (så var det heller ikke værre...) så er jeg glad for at jeg (eller vi, men mest mig, haha) prioriterede at få en ramme, der passede perfekt til. Det er nu engang pænest :)
Spisebordet er en lille sag fra Ikea. Det kan klappes ud til begge sider, så man kan sidde 6 omkring det. Normalt har vi det bare klappet sammen så det ikke optager for meget plads. De to ekstra stole, vi har, står stablet ude i vores køkken. Man må jo indrette sig lidt "anderledes"end man måske havde tænkt, når man ikke har så meget plads :)

Vores vindueskarm, hvor jeg elsker at sidde på puden og kigge ned af vores vej :) Min mor har strikket puden til os. Dejligt med hjemmelavede sager! :)
Vores billedvæg - den er jeg så glad for! Den består af et billede købt på loppemarked, et billede købt på designmarked, et billede tegnet af min kærestes kusines kæreste, et billede fundet i en gammel ramme, jeg havde og så nogle gratis postkort + et fra Søstrene Grene :)
Men man kan jo få uanede mængder af fine billeder og prints for tiden, jeg kunne virkelig gå helt amok!

Egentlig havde vi tænkt at vi skulle have Ikeahylder op at hænge og vi havde også købt dem. Jeg havde ellers foreslået lidt andre løsninger for min kæreste, fordi jeg synes hylder er lidt "kedelige". Bl.a. havde jeg foreslået bogkasser, men Rasmus mente at de var lidt for "rodede".... Så hylderne blev købt i stedet. Heldigvis ændrede han mening ;) - hylderne røg retur til Ikea og vi fik anskaffet os nogle træbogkasser fra Trævarefabrikernes Udsalg. Vi er begge rigtig glade for den løsning! Jeg overvejede lidt om de skulle spraymales, men jeg er faktisk ret glad for det rå træ. Man kan jo altid male dem hvis man skulle have lyst.
Billedet i rammen er et kort fra Søstrene Grene og ved siden af står der en rystekugle med Den Lille Prins. Jeg elsker rystekugler, og jeg elsker Den Lille Prins, så jeg måtte bare have den her!
Lidt pynt ovenpå bogkasserne :) Jeg elsker porcelænsbambier, og vil gerne have flere (Rasmus tænker sikkert "åh nej" når han læser dette her, hahaha - mænd og nips ;))
Her står der lidt arvestykker til ære for mine mandlige bedsteforældre. Min farfar har jeg desværre aldrig kendt. Manden blev født i 1895 - det er altid så sjovt, når man kan fortælle det, folk tror næsten ikke deres ører ;) Han var maler og træskærer og har bl.a. lavet den lille fine figur af konen og hunden. Vasen har jeg arvet af min morfar, der havde en masse af det dersens keramik. Jeg er ikke så vild med det, men den lille vase med fisken er da okay - det er nok affektionsværdien der er vigtigst for mig her fremfor udseendet ;)
- og så er der en her på matriklen der er glad for at have fået plads til sine højttalere ;)
Mine fine eksamensgaver :)
Og lidt flere billeder af pynt i hulen. Jeg har tænkt over det, og det slår mig at det faktisk altsammen er mine ting. Mig, der har fået Kählervaser osv. i gaver, og nogle gange købt nogle ting. Selv. Fordi jeg ville have det. F.eks. har jeg selv betalt Haypuden, til gengæld vælger Rasmus så at betale nogle andre ting, fordi han så egenhændigt kan bestemme, haha!. Sådan har vi så gjort det :) Rasmus synes at det er fine ting, men han går jo ikke op i det ligesom jeg. Vi kunne lave fælles ønskeliste til jul i stedet for at det er mig, der ønsker mig ting til hjemmet - ja, men når det er pynteting, som det kun er jeg der for alvor går op i, så synes jeg ikke han skal bruge sine ønsker på dét :) Han er jo ligeglad med de der ting! Det er kun mig, der virkelig elsker Kähler osv. :D

Herhjemme er det meget mig, der har lagt tonen for indretningen og hvad vi har af pynteting. Sådan er det nok i det fleste hjem. Men jeg er altid meget opmærksom på hvad han synes og mener, For vi bor her jo begge! Og jeg vil IKKE presse noget ned over hovedet på ham, han skal også føle sig hjemme. Heldigvis elsker han vores hjem og vores stil - selvom det er mig, der har styret det hele ;) Det er jo fantastisk. Jeg er heldig! Tænk hvis han insisterede på kæmpe glasvitrinemøbler, sort lædersofa og et stort marmorsofabord! Ikke for at træde nogen over tæerne, men det er bare slet slet slet ikke mig og jeg ville ikke føle mig hjemme... Jeg ved godt marmor er på vej tilbage, men jeg springer altså over ;)
Den søde elefant fik jeg i fødselsdagsgave af Rasmus sidste år.
Bilen er et fint minde fra en rejse til Berlin :)
Betty her har min søster hæklet til mig.

10 kommentarer:

  1. ELSKER jeres hjem !!! Og kan godt følge dig i de ting du skriver med ens omgivelser og dets betydning.
    Love it og giver det en stor 5 👍👍 😍

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød :) Du har jo også en ret god stil med bolig, kan jeg da se på insta bl.a. ;)

      Slet
  2. Hvor bor i bare virkelig fint :) Meget inspirerende, og helt bestemt en stil der minder meget om vores eller er det i virkeligheden min? - For herhjemme, er det næsten også mig der diktere hvad der skal købes og ikke. Men når endelig Thomas beslutter noget, er jeg heldigvis for det meste med på idé'en :)
    Tillykke med ny sofa og bønnebord, begge meget flotte :) Vi er også på udsigt efter ny sofa forbindelse med vores flytning snart :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nok sådan i det fleste hjem at det er kvinden, der bestemmer :) Det tror jeg... så længe man ikke "trumfer" noget er det jo også ok :) Jeg tror min kæreste synes det er rart og trygt at det bare er mig, der styrer det :)

      Har I kig på nogle bestemte sofaer? Jeg synes virkelig Bolia laver mange flotte, og de har tit 20 procent rabat - vi fik nemlig vores med 20 procent! :D

      Slet
  3. Jeg ønsker mig også altid flest ting til hjemmet, fordi jeg virkelig ønsker mig ting som Kähler osv. Det er også mig, som tit får det i gave. Men min kæreste køber så også nogle andre ting fx tv, som ikke betyder det helt store for mig :-)

    Og i forhold til pladsen på sofaen, så plejer jeg at putte tæt ind til min kæreste :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Samme her, med det hele (Kähler, tv og putning) ;) :)

      Slet
  4. jeg ellllsker dit hjem, din indretning og dine nipsting.. Så er det sagt!
    Tak for kigget ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, søde Freya :)

      Slet
  5. Hvor er det bare fedt - elsker teakmøblet og bønnebordet. Og den grønne stol. Rigtig sejt.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have :) Jeg er også så glad for de møbler!

      Slet